Da hotelværelset blev levende
3.0
Mand mister sin datter. Mister sin kone. Mister sin tilværelse. Begiver sig demonstrativt ud i en paranormal verden, fuld af monstrøse legender og postulerede genfærdshistorier, for at modbevise mytiske teorier om overnaturlige begreber; for at bekræfte at verden er kynisk, kold og elementært ulykkelig. Under udflugten havner han på et luksuriøst, men slående personlighedsfattigt hotelværelse. Og finder sin skepsis overtrumfet af diverse, spirituelle kræfter.
Så enkelt kan historien fra ”1408” relativt udførligt remses op, og det lyder dermed unægtelig som endnu en enfoldig, uambitiøs og kvalmende lettjent hollywoodgyser. Helt så enkelt kan filmen dog ikke sættes i bås, da ”Ondskab”-instruktøren, Mikael Håfstrøm, ikke desto mindre har iscenesat Stephen Kings simple gysernovelle med et vist, målrettet ambitionsniveau og en lyst til at skabe en anderledes fascinerende og emotionelt gribende thriller. Billederne er sirligt polerede, kameravinklerne fermt eksperimenterende, mens den stilistiske stemning generelt er uovertruffen i sin knirkende og knagende opbygning. Det understreges tungt af Håfstrøms efterhånden uortodokse indstilling og indgang til gyserfilmskonceptet, hvor filmen lettere ubesværet og virtuost baner sin egen, individuelle rute, væk fra det moderniserede MTV-gys’ kulsorte og kvalitetsløse blindgyde.
Filmen skal selvfølgelig modtage cadeau for den, ikke synderligt originale, men befriende nostalgiske hyldest til det malende psykologiske gys og det stemningsmættede helvede, bedst udfoldet i mere eller mindre legendariske film som ”Alien”, ”The Thing” og ”Repulsion”. Derfor er ”1408” på mange måder en opkvikkende oplevelse og en fin opremsning af, hvad der i tidernes morgen gjorde den basalt hårdt plagede gysergenre så fascinerende, nådesløs og skræmmende.
Sidstnævnte faktor går dog hurtigt hen og bliver ”1408’s” grundlæggende skavank og blokering i forhold til den uomtvistelige triumf. Der er ikke så meget som en fragmentarisk sekvens, et simpelt chok, der fremtræder som tilnærmelsesvis skrækindjagende, og filmen bevæger sig konstant på et niveau, hvor intentionerne, viljen og lysten til at lade det ”virkelige” gys udfolde i opdaterede former, reelt overflødiggøres af Håfstrøms tilsyneladende totalt fraværende egenskab til at fremkalde koldsved, ubehag og hårrejsende effekter - store som små - på seerens overgivne kroppe. Hvilket er fatalt i en film, der i fyldige perioder lægger sin skæbne i hænderne på det ukendtes evindelige forsøg på at indgyde de mest rummelige mængder af frygt, man kan forestille sig.
Derfor kan man næsten ikke undgå at udvandre fra ”1408” med en lidt ambivalent følelse omkring filmens reelle kvalitetsniveau. På den ene side er det direkte vidunderligt at stifte bekendtskab med en nymodens gyserfilm, der virker som opsat på at hylde genrens fortabte rødder i det stilfærdigt opbyggende, ætsende suggestive stemningshelvede. På den anden side eksekveres den bagvedliggende uhyggefaktor ikke særligt virtuost, hvorfor filmen som en kollapsende og overoppustet luftballon forbipasserer ens blik. Intentionerne er fine, det filmiske overblik ligeså, men der mangler en vital bidkraft, et altafgørende ”touch”, der kunne sende ”1408” op i det ekslusive selskab blandt filmhistoriens mest veludførte gys.
Så enkelt kan historien fra ”1408” relativt udførligt remses op, og det lyder dermed unægtelig som endnu en enfoldig, uambitiøs og kvalmende lettjent hollywoodgyser. Helt så enkelt kan filmen dog ikke sættes i bås, da ”Ondskab”-instruktøren, Mikael Håfstrøm, ikke desto mindre har iscenesat Stephen Kings simple gysernovelle med et vist, målrettet ambitionsniveau og en lyst til at skabe en anderledes fascinerende og emotionelt gribende thriller. Billederne er sirligt polerede, kameravinklerne fermt eksperimenterende, mens den stilistiske stemning generelt er uovertruffen i sin knirkende og knagende opbygning. Det understreges tungt af Håfstrøms efterhånden uortodokse indstilling og indgang til gyserfilmskonceptet, hvor filmen lettere ubesværet og virtuost baner sin egen, individuelle rute, væk fra det moderniserede MTV-gys’ kulsorte og kvalitetsløse blindgyde.
Filmen skal selvfølgelig modtage cadeau for den, ikke synderligt originale, men befriende nostalgiske hyldest til det malende psykologiske gys og det stemningsmættede helvede, bedst udfoldet i mere eller mindre legendariske film som ”Alien”, ”The Thing” og ”Repulsion”. Derfor er ”1408” på mange måder en opkvikkende oplevelse og en fin opremsning af, hvad der i tidernes morgen gjorde den basalt hårdt plagede gysergenre så fascinerende, nådesløs og skræmmende.
Sidstnævnte faktor går dog hurtigt hen og bliver ”1408’s” grundlæggende skavank og blokering i forhold til den uomtvistelige triumf. Der er ikke så meget som en fragmentarisk sekvens, et simpelt chok, der fremtræder som tilnærmelsesvis skrækindjagende, og filmen bevæger sig konstant på et niveau, hvor intentionerne, viljen og lysten til at lade det ”virkelige” gys udfolde i opdaterede former, reelt overflødiggøres af Håfstrøms tilsyneladende totalt fraværende egenskab til at fremkalde koldsved, ubehag og hårrejsende effekter - store som små - på seerens overgivne kroppe. Hvilket er fatalt i en film, der i fyldige perioder lægger sin skæbne i hænderne på det ukendtes evindelige forsøg på at indgyde de mest rummelige mængder af frygt, man kan forestille sig.
Derfor kan man næsten ikke undgå at udvandre fra ”1408” med en lidt ambivalent følelse omkring filmens reelle kvalitetsniveau. På den ene side er det direkte vidunderligt at stifte bekendtskab med en nymodens gyserfilm, der virker som opsat på at hylde genrens fortabte rødder i det stilfærdigt opbyggende, ætsende suggestive stemningshelvede. På den anden side eksekveres den bagvedliggende uhyggefaktor ikke særligt virtuost, hvorfor filmen som en kollapsende og overoppustet luftballon forbipasserer ens blik. Intentionerne er fine, det filmiske overblik ligeså, men der mangler en vital bidkraft, et altafgørende ”touch”, der kunne sende ”1408” op i det ekslusive selskab blandt filmhistoriens mest veludførte gys.
18/11-2007
