My bitches
3.0
“My bitches wear my collars” siger dronning Elizabeth på et tidspunkt om sine nære hofdamer, da en af dem er bollet tyk af den Walter Raleigh, som dronningen selv er forelsket i.
Shekhar Kapurs ”Elizabeth: The Golden Age” er et svulstigt melodrama, der har meget lidt tilfælles med den ti år gamle forgænger, det sobre historiske drama ”Elizabeth”. Der er skruet væsentligt op for sæbeoperaen i den nye film. Skurkene og heltene er også blevet delt tydeligere op. Onde katolske jesuitter ser skumle ud og forbereder drabelige ting, mens vores mandehelt er en solbrændt eventyrer, der charmerer sig ind på vores dronning som en stalddreng i en Danielle Steele-bog.
Clive Owen spiller denne eventyriske førsteelsker version af Walter Raleigh, som var han en birollefigur i ”Pirates of the Caribbean”. Cate Blanchett gentager rollen som Elizabeth. Hun gør det så godt, hun kan med materialet, men på manuskriptplanet bliver hendes komplekse forhold mellem sit indre følelsesliv og sin position som Englands dronning simplificeret og banaliseret. Hendes indre følelsesliv minder mest af alt som noget i et hedt afsnit af ”Desperate Housewives”. Med undtagelse af hendes forhold til sine hofdamer, og specielt Bess Throckmorton (Abbie Cornish), hvor der er masser af lesbiske undertoner, som replikken ovenfor også antyder.
Det giver filmen en underholdningsværdi, at trekantsdrama involverer både hendes mandlige kærlighedsgenstand og den hofdame, som hun er mest intim med. Men ellers er dramaet fyldt med banale og kedelige klichéer. De katolske spanieres intriger minder mest af alt noget fra ”Da Vinci Code”. Trekantsdramaet er som sagt mere overeksplicit sæbeopera end menneskeligt komplekst følelsesdrama.
”Elizabeth: The Golden Age” er i det hele taget skuffende i forhold til forgængeren. Det bliver mere interessant at se Cate Blanchett som Bob Dylan i ”I’m Not There” senere på året.
Shekhar Kapurs ”Elizabeth: The Golden Age” er et svulstigt melodrama, der har meget lidt tilfælles med den ti år gamle forgænger, det sobre historiske drama ”Elizabeth”. Der er skruet væsentligt op for sæbeoperaen i den nye film. Skurkene og heltene er også blevet delt tydeligere op. Onde katolske jesuitter ser skumle ud og forbereder drabelige ting, mens vores mandehelt er en solbrændt eventyrer, der charmerer sig ind på vores dronning som en stalddreng i en Danielle Steele-bog.
Clive Owen spiller denne eventyriske førsteelsker version af Walter Raleigh, som var han en birollefigur i ”Pirates of the Caribbean”. Cate Blanchett gentager rollen som Elizabeth. Hun gør det så godt, hun kan med materialet, men på manuskriptplanet bliver hendes komplekse forhold mellem sit indre følelsesliv og sin position som Englands dronning simplificeret og banaliseret. Hendes indre følelsesliv minder mest af alt som noget i et hedt afsnit af ”Desperate Housewives”. Med undtagelse af hendes forhold til sine hofdamer, og specielt Bess Throckmorton (Abbie Cornish), hvor der er masser af lesbiske undertoner, som replikken ovenfor også antyder.
Det giver filmen en underholdningsværdi, at trekantsdrama involverer både hendes mandlige kærlighedsgenstand og den hofdame, som hun er mest intim med. Men ellers er dramaet fyldt med banale og kedelige klichéer. De katolske spanieres intriger minder mest af alt noget fra ”Da Vinci Code”. Trekantsdramaet er som sagt mere overeksplicit sæbeopera end menneskeligt komplekst følelsesdrama.
”Elizabeth: The Golden Age” er i det hele taget skuffende i forhold til forgængeren. Det bliver mere interessant at se Cate Blanchett som Bob Dylan i ”I’m Not There” senere på året.
20/11-2007
