Familiær historie
4.0
Hvordan kan man ikke elske en film, der starter med, at Blondies "Heart of Glass" blæser ud af højttalerne, mens Eva Mendes ligger og slanger sig på en sofa med hånden nede i trusserne?
"We Own the Night" starter i det hele taget flot og får lynhurtigt og effektivt etableret sit persongalleri: Mendes er kæreste med filmens hovedperson (Joaquin Phoenix), der i 1988 bestyrer en trendy natklub i Brooklyn. Klubben ejes af russere med baggrund i pelshandel - og lidt mere lyssky forretninger for nogles vedkommende. Politiet har nemlig mistanke om, at nogle af russerne bruger klubben som center for narkohandel. Og da lederne af politiets operation er henholdsvis hovedpersonens far (Robert Duvall) og bror (Mark Wahlberg), beder de diskret om hans hjælp.
Scenen er dermed sat for en film, der handler om familiens interne konflikter og om at gøre det rigtige, når det brænder på. "We Own the Night" fortæller en relativt forudsigelig historie i old school krimistil - både dens historie, fortællestil og filmiske æstetik minder ganske meget om noget fra 70'erne, og hele temaet med den centrale politiklan er jo også virkelig klassisk.
Det er professionelt lavet og ganske velfungerende, men filmen flader også lidt ud og holder ikke helt tempoet efter den gode start. Det er, som om den ikke helt får introduceret sine personer godt nok, og derfor bider dens moralske dilemmaer ikke så hårdt igen - jeg registrerede fx mere intellektuelt end følelsesmæssigt, at hovedpersonen betaler en høj pris i løbet af filmen.
"We Own the Night" har til gengæld et stort plus i et virkelig solidt cast. Phoenix er god som vanligt, og både Duvall og Wahlberg spiller supersolidt, især bakket op af en stribe gode biroller blandt politifolkene. Og så var det fedt at se en film, hvor Eva Mendes får lov til at spille skuespil og ikke kun skal se godt ud. Hun viser et register her, som jeg ikke har set tidligere.
Selv om dampen går en smule af handlingen undervejs, er det her en bundsolid krimifilm, der ikke slår større brød op, end den kan levere. Og hvis man er til biljagter, er der i hvert fald én kaotisk én af slagsen i styrtende regnvejr, som man vil huske bagefter.
"We Own the Night" starter i det hele taget flot og får lynhurtigt og effektivt etableret sit persongalleri: Mendes er kæreste med filmens hovedperson (Joaquin Phoenix), der i 1988 bestyrer en trendy natklub i Brooklyn. Klubben ejes af russere med baggrund i pelshandel - og lidt mere lyssky forretninger for nogles vedkommende. Politiet har nemlig mistanke om, at nogle af russerne bruger klubben som center for narkohandel. Og da lederne af politiets operation er henholdsvis hovedpersonens far (Robert Duvall) og bror (Mark Wahlberg), beder de diskret om hans hjælp.
Scenen er dermed sat for en film, der handler om familiens interne konflikter og om at gøre det rigtige, når det brænder på. "We Own the Night" fortæller en relativt forudsigelig historie i old school krimistil - både dens historie, fortællestil og filmiske æstetik minder ganske meget om noget fra 70'erne, og hele temaet med den centrale politiklan er jo også virkelig klassisk.
Det er professionelt lavet og ganske velfungerende, men filmen flader også lidt ud og holder ikke helt tempoet efter den gode start. Det er, som om den ikke helt får introduceret sine personer godt nok, og derfor bider dens moralske dilemmaer ikke så hårdt igen - jeg registrerede fx mere intellektuelt end følelsesmæssigt, at hovedpersonen betaler en høj pris i løbet af filmen.
"We Own the Night" har til gengæld et stort plus i et virkelig solidt cast. Phoenix er god som vanligt, og både Duvall og Wahlberg spiller supersolidt, især bakket op af en stribe gode biroller blandt politifolkene. Og så var det fedt at se en film, hvor Eva Mendes får lov til at spille skuespil og ikke kun skal se godt ud. Hun viser et register her, som jeg ikke har set tidligere.
Selv om dampen går en smule af handlingen undervejs, er det her en bundsolid krimifilm, der ikke slår større brød op, end den kan levere. Og hvis man er til biljagter, er der i hvert fald én kaotisk én af slagsen i styrtende regnvejr, som man vil huske bagefter.
21/11-2007
