Storbyens blødninger
4.0
Efter at have ramt bunden af kuldkælderen ved annonceringen om en grandios milliongæld lignede den danske selvudlærte filminstruktør, Nicolas Winding Refn, unægtelig et udbrændt navn i dansk film. Særligt i sine besynderlige optrædener i Dr2-programmet ”Den 11. time”, der til at starte med både forekom som betagende og indlevende, men efterhånden vattede ud i ren excentrisme, fremstod Refn ikke blot i vanlig stil som en særartet herre, men som mærket af sin nedtur. Derfor kan det midt i omtalen om fiasko, det finansielle tab og Refns egne mærkværdige medieudskejelser knibe med at bevare fokus og huske på hvor talentfuld en person der i virkeligheden er tale om.
- Noget som hans blot anden spillefilm, ”Bleeder”, ganske overbevisende lader generindre.
Originalitet er bestemt ikke Refns varemærke og ligesom med den fænomenale debut, ”Pusher” fra 1996, er ”Bleeder” en film af kraftfuld stil og udtryk, frem for af banebrydende tænkning. Hverken det symbolske farvepræg, de lange dialoger, den frastødende vold eller det tematiske hovedtræk om snigende sindssyge i tomme, asfalterede storbyomgivelser der ligger til grunde for ”Bleeder” er elementer, vi ikke har set i praksis før, men det er samtidig dem, der tilkendegiver Refn som en ener i dansk film, der tager sine filmiske fascinationer til sig og udvikler dem gennem sit arbejde. Og her fungerer det endnu engang, i allerhøjeste grad fordi han på medrivende vis får transporteret sine inspirationskilder over i troværdige rammer og genopfyldt dem med selvstændigt liv.
Ambitionerne i ”Bleeder” er dog skudt markant i vejret sammenlignet med ”Pusher” og man føler tydeligvis at Refn, samtidig med at udpensle beundringen for filmæstetik, vold og aggressioner for fulde gardiner, har villet foretage et dybere og mere modent kig i Københavns skyggesider og de ubehjælpelige blodstrømninger samfundet overalt lider under. Her fravælger han ganske velovervejet den barske, følelsesladede underholdning for i stedet at tage adskillige vægtige og essentielle emner under luppen. Og ”Bleeder” er langt hen ad vejen et klokkeklart vidnesbyrd på, at Refn er en instruktør der kan behandle selv de mest lavmælte facetter af filmmediets og historiefortællingens kunst.
Den modne, følelsesfokuserede Refn synes dog ikke altid at komme lige godt overens med den amerikaniserede og stilprægede Refn når stil og substans vikles sammen i ”Bleeder”. Det bedste eksempel på dette må siges at indgå i filmens afslutning, hvor Refn viser mere forkærlighed til teaterblod og ikke mindst sin yndlingsfilm, ”Motorsavsmassakren”, end hvad godt er. Den bebrillede, svajryggede excentrikker kan lave film som ingen andre på den danske filmscene og havde han begrænse sit nostalgifarvede filmsyn, kunne ”Bleeder” utvivlsomt være blevet en mesterlig og uforglemmelig film på højde med hans bedste. Alligevel indleves og imponeres man af filmen og af Refns atter benhårde univers af had, pres, fortrøstningsløse fremtidsudsigter og storbygængeres blødninger.
- Noget som hans blot anden spillefilm, ”Bleeder”, ganske overbevisende lader generindre.
Originalitet er bestemt ikke Refns varemærke og ligesom med den fænomenale debut, ”Pusher” fra 1996, er ”Bleeder” en film af kraftfuld stil og udtryk, frem for af banebrydende tænkning. Hverken det symbolske farvepræg, de lange dialoger, den frastødende vold eller det tematiske hovedtræk om snigende sindssyge i tomme, asfalterede storbyomgivelser der ligger til grunde for ”Bleeder” er elementer, vi ikke har set i praksis før, men det er samtidig dem, der tilkendegiver Refn som en ener i dansk film, der tager sine filmiske fascinationer til sig og udvikler dem gennem sit arbejde. Og her fungerer det endnu engang, i allerhøjeste grad fordi han på medrivende vis får transporteret sine inspirationskilder over i troværdige rammer og genopfyldt dem med selvstændigt liv.
Ambitionerne i ”Bleeder” er dog skudt markant i vejret sammenlignet med ”Pusher” og man føler tydeligvis at Refn, samtidig med at udpensle beundringen for filmæstetik, vold og aggressioner for fulde gardiner, har villet foretage et dybere og mere modent kig i Københavns skyggesider og de ubehjælpelige blodstrømninger samfundet overalt lider under. Her fravælger han ganske velovervejet den barske, følelsesladede underholdning for i stedet at tage adskillige vægtige og essentielle emner under luppen. Og ”Bleeder” er langt hen ad vejen et klokkeklart vidnesbyrd på, at Refn er en instruktør der kan behandle selv de mest lavmælte facetter af filmmediets og historiefortællingens kunst.
Den modne, følelsesfokuserede Refn synes dog ikke altid at komme lige godt overens med den amerikaniserede og stilprægede Refn når stil og substans vikles sammen i ”Bleeder”. Det bedste eksempel på dette må siges at indgå i filmens afslutning, hvor Refn viser mere forkærlighed til teaterblod og ikke mindst sin yndlingsfilm, ”Motorsavsmassakren”, end hvad godt er. Den bebrillede, svajryggede excentrikker kan lave film som ingen andre på den danske filmscene og havde han begrænse sit nostalgifarvede filmsyn, kunne ”Bleeder” utvivlsomt være blevet en mesterlig og uforglemmelig film på højde med hans bedste. Alligevel indleves og imponeres man af filmen og af Refns atter benhårde univers af had, pres, fortrøstningsløse fremtidsudsigter og storbygængeres blødninger.
21/11-2007
