Surfing som livsgrundlag
4.0
Pingviner må i disse dage finde sig i meget. Først inddragedes de mere eller mindre i animationsverdenen i form af de emsige, pingvin-agenter i ”Madagascar”. Dernæst blev der i den oscarhyllede ”Pingvinmarchen”, skabt et mere realistisk og dokumentaristisk indblik i deres kvalmende monotone dagligdag. ”Happy Feet” introducerede pingvinerne som hovedrolleindehavere i endnu en ustyrligt karikeret animationsforestilling. Og nu afslutter ”Surf’s Up” (forhåbentligt) den ukontrollerbare pingvin-bølge en gang for alle med et ganske nydeligt og iøjnefaldende uselvhøjtideligt punktum.
”We’ve got a reason to live” lyder det fra New Radicals-forsanger, Gregg Alexander, idet filmens hovedperson, Cody, ihærdigt forsøger at tæmme de skræddersyede surferbølger i en kontrolleret, men lidenskabelig ekstase. Ja, man tror ganske enkelt, det er løgn. Endnu engang er de eksistentialistiske identitetskvaler indplaceret som bærende fundament i en animationsfilm. Det handler om den ensomme, men målsatte individualist, der forfølger sine dybeste drømme og jager sine højtravende mål. Det handler om hans dannelse midt i sit ensporede egotrip. Og det handler om alt, hvad der mildest talt før er set på tegnefilm.
”Surf’s Up” lever altså ikke på dens næsten ikke-eksisterende originalitetsfaktor, selvom den da forsøger at adskille sig fra mængden ved at lade historien udfolde i en postuleret, dokumentaristisk form. Vi taler om falskt brug af håndholdt kamera, om mere eller mindre fragmenterede interviews af filmens kernekarakterer, og vi taler om uvirkelige kameramænd, der på overnaturlig vis forfølger vores hovedpersons kringlede konfrontation med de skyhøje bølger i det rendyrkede surferparadis. Alt sammen udføres rent faktisk elegant i et altid lige fornøjeligt og velbalanceret tonefald. Hverken teatralske skabelonspassager eller hysterisk uhumoristiske optrin forekommer i den overraskende uselvhøjtidelige forestilling, og det bidrager til at filmen – trods den ryger lige så hurtigt ind som ud af ens bevidsthed - hæver sig over animationsfilmenes ellers tilforladelige standardniveau og i grunden konstant er ganske fornøjelig.
Derfor er og bliver bundlinien at ”Surf’s Up” bestemt er værd at se, som den ustyrligt energiske humørbombe, den er. Filmens billeder er fænomenalt konstrueret, dens humor rammer ofte plet og dens uvurderlige, afslappede ”hippie”-stil, kompenserer nydeligt for den totalt fraværende nytænkning. Men lad det for guds skyld være sidste animationsfilm om pingviner!
”We’ve got a reason to live” lyder det fra New Radicals-forsanger, Gregg Alexander, idet filmens hovedperson, Cody, ihærdigt forsøger at tæmme de skræddersyede surferbølger i en kontrolleret, men lidenskabelig ekstase. Ja, man tror ganske enkelt, det er løgn. Endnu engang er de eksistentialistiske identitetskvaler indplaceret som bærende fundament i en animationsfilm. Det handler om den ensomme, men målsatte individualist, der forfølger sine dybeste drømme og jager sine højtravende mål. Det handler om hans dannelse midt i sit ensporede egotrip. Og det handler om alt, hvad der mildest talt før er set på tegnefilm.
”Surf’s Up” lever altså ikke på dens næsten ikke-eksisterende originalitetsfaktor, selvom den da forsøger at adskille sig fra mængden ved at lade historien udfolde i en postuleret, dokumentaristisk form. Vi taler om falskt brug af håndholdt kamera, om mere eller mindre fragmenterede interviews af filmens kernekarakterer, og vi taler om uvirkelige kameramænd, der på overnaturlig vis forfølger vores hovedpersons kringlede konfrontation med de skyhøje bølger i det rendyrkede surferparadis. Alt sammen udføres rent faktisk elegant i et altid lige fornøjeligt og velbalanceret tonefald. Hverken teatralske skabelonspassager eller hysterisk uhumoristiske optrin forekommer i den overraskende uselvhøjtidelige forestilling, og det bidrager til at filmen – trods den ryger lige så hurtigt ind som ud af ens bevidsthed - hæver sig over animationsfilmenes ellers tilforladelige standardniveau og i grunden konstant er ganske fornøjelig.
Derfor er og bliver bundlinien at ”Surf’s Up” bestemt er værd at se, som den ustyrligt energiske humørbombe, den er. Filmens billeder er fænomenalt konstrueret, dens humor rammer ofte plet og dens uvurderlige, afslappede ”hippie”-stil, kompenserer nydeligt for den totalt fraværende nytænkning. Men lad det for guds skyld være sidste animationsfilm om pingviner!
24/11-2007
