// Tegnefilm i mesterklasse! //

Jeg har meget at takke mine små niecer for, og en af de mange ting, er, at have beriget min filmhorisont med Hayao Miyazaki - du finder simpelthen ikke bedre tegnefilm end fra hans hånd. Det er ved at være et års tid siden, at jeg sammen med mine niecer en kold aften så den betagende og mystiske Chihiro og Heksene, som jeg på et tidspunkt midt inde i filmen frygtede ville være for uhyggelig for dem, heldigvis kunne de tåle at se filmen hele vejen igennem, sådan da! Det er imidlertid ikke noget jeg kommer til at frygte med Min nabo Totoro, som uden tvivl er en af de mest gennemførte og vidunderlige tegnefilm, jeg længe har set.

Handlingen er ikke nær så kompliceret som i Miyazakis nyere film som ovennævnte og den nyeste Det Levende Slot (forsøger stadig at skaffe hans tidligere film). Den lille familie bestående af en distræt universitetsprofessor og hans to døtre, Satski og Mei, flytter til en frodig lille landsby for at renovere deres nye hus, så det står klar til når deres moder ankommer. Hun er alvorligt syg og indlagt på hospitalet. Det viser imidlertid, at huset er besat af nogle mystiske skovånder, som pigerne selvfølgelig kommer på sporet af. Den mindste datter Mei er da den første til at opdage det lodne og umådeligt nuttede skovmonster Totoro, som viser sig at beskytte den lille familie, når modgang nærmer sig. Resten af det lille eventyr handler om pigernes kamp for at forstå hinanden som søskende og individer, familiens bånd og moderens sygdom, som konstant truer hende på livet. Men... Totoro og hans behårede skovvenner lurer hele tiden om hjørnet og passer godt på deres naboer, Satski og Mei.

Når man ser Miyazaki bliver man helt automatisk koblet fra virkeligheden, uanset om ligger på et hårdt trægulv med familien eller i den blødeste lænestol, og ført direkte ind i et surrealistisk og eventyrligt univers, hvor børnepsyken sættes på en prøve. Som sagt er det slet ikke nær så skræmmende i Totoro-filmen, men de samme temaer har tendens til at komme igen i Miyazakis pseudo-virkelighed. Som en eller anden børnepsykolog forsøger Miyazaki at føre os ind i børnenes uudtømmelige fantasi, som er deres eneste forsvarsmekanisme mod verden udenfor, og hårbolden Totoro er det mest charmerende bud på et barns skytsengel til dato. Det er dog ikke kun barnets fantastiske fantasi der bliver behandlet i filmen, men også de bånd der holder sammen på familien. Ethvert søskendepar har prøvet at overleve et skænderi, og derefter gjort noget drastisk for at enten få opmærksomhed fra forældrene eller selve fjenden, broderen/søsteren. For hvad er det egentlig der hærder børn og forbereder dem på virkeligheden? Er det at kaste dem direkte derud eller selv lade dem afkode den via deres egen fantasiverden? Hvilket ansvar har en søster overfor sin lillesøster, som konstant trapper op til nye skænderier og vice versa? Det ER altså hård kost for børn, tro mig, da jeg selv er den midterste blandt en lille- og storesøster. Mht. fantasiverdenen og barnets bearbejdning og forståelse af virkelighed drager filmen også paralleller inde i mit hoved til film, som den ligeså eminente Pan's Labyrint - Totoro er dog Pampers-udgaven!

Man føler sig helt som barn igen, når man ser Totoro, og det har nærmest en terapisk virkning med de smukke og charmerende tegninger og den japanske minimalistiske musik, som gør at man flyder lige ind i fjersynsskærmen. Jeg vil derfor anbefale filmen til alle filmelskere, til alle børn og til folk med bare en lille smule selvrespekt, da ingen burde snyde sig selv for denne fantastiske (tegne)filmoplevelse! Det er smukt, bekræftende og charmerende af pommern til, og derfor ser jeg ikke andet at måtte give filmen et af mine største 6-taller nogensinde og en fast plads i DVD-samlingen, blandt film som Se7en, Sin City, Romeros Dead-trilogi osv. ... En fantastisk tegnefilm.