Her, der og ingen vegne

Små SPOILERS:

Der er den 11-årige, musikalsk passionerede og sorte ildsjæl. Den excentriske og sarkastiske poet. Det overnaturlige musiktalent, der brat skifter spor til kirkelige moralsange. Skuespilleren, der nærmest provokatorisk forsømmer sin familie. Den fredfyldte og farveløse naturmand, gemt fra omverdenen i sit idylliske paradis. Og sidst men ikke mindst, den komplekse, søvnmanglende musiker, der tåger omtumlet rundt i en verden, der konstant forsøger at sætte ham og hans tanker i bås.

Lagt sammen bliver det til den verdenskendte musikkunstner, Bob Dylan. ”I’m Not There” skal nemlig ikke ses som et ensporet, ordinært og rendyrket musikalsk portræt af manden. Den skal snarere ses som et nuanceret regnestykke, overbragt som et fiktionaliseret portræt i halv-dokumentaristisk form. Dylan, dette komplekse, uberegnelige individ, kan, som Cate Blachett’s uhyre velspillede Jude appellerer til, ikke sættes i bås som en enkeltstående person. Han indeholder i sig selv så mange, adskilte karaktertræk, at det – som Todd Haynes fremligger det – synes direkte nødvendigt at lade de seks karakterer udforme sig parallelt og i fællesskab danne den syvende og sidste karakter – Bob Dylan.

Således er filmens titel, ”I’m Not There”, perfekt, såvel som ustyrligt drilsk. Rent overfladisk er Dylan nemlig – trods i slutbilledet, hvilket jeg vender tilbage til – ikke selv til stede i filmen. Hans navn bliver ikke engang nævnt. Det er derimod hans alsidige fragmenter, der indtager filmens essentielle karakterer. Jude, Arthur, Jack, Billy, Woody og Robbie. De har andre navne en den portrætterede, de har deres egne sjæle, og de har, når det kommer til stykket, ikke altid lige meget at gøre med den ”fuldendte” Dylan. Ham vi alle inderst inde kender.
Men Haynes vælger – i min tro – udelukkende denne uortodokse fremgangsmåde for at understrege den urørlige kompleksitet, der som en konstant aura, omfavner Dylans gådefulde person. Derved karakteriserer han ham – som nævnt – samtidig ved at lægge hans personfragmenter sammen og skabe den ”virkelige” Dylan, der efter den lange og spændstige formel, - i form af slutbilledet - kommer kort til syne efter et implicit lighedstegn. Netop derfor er titlen så genial: Fordi Dylan er dem alle og alligevel ingen af dem – han er her, der og ingen vegne.

Med andre ord er Todd Haynes personbeskrivelse og –portræt gennemført smukt. Han har vitterligt valgt den perfekte metode til tilnærmelsesvis at udrede de løse tråde omkring Dylans person, og det er samtidig filmens styrke, at musikikonet netop lader sig karakteriserer på denne højst uvante facon.
Dog kan filmen ikke undsige sig fra at halte på andre punkter, da idéen og metoden reelt synes langt skarpere end det færdige produkt. Filmen i sig selv er generelt set fremragende, men den lider under kortvarig stilstand, små overflødigheder (såsom de malplacerede, fiktive interviews) og mest af alt en manglende fængslende effekt. Filmen er og bliver langt mere fascinerende, end den er spændende.

Til gengæld er skuespillet, anført af Oscar-storfavorit Cate Blanchett, brillant, det filmiske niveau tårnhøjt, musikvalget forrygende og i det hele taget er fragmenthistorierne støbet sammen med en så overdådig virtuositet og mærkbar professionalisme, at det må fascinere selv den største film-, såvel som Dylan-ignorant.
”I’m Not There” er en film, der i korte passager kan synes forspildt. Men i kraft af idéen og metoden, beskrivelsen af og indlevelsen i mennesket, Bob Dylan, tilsat førnævnte, fine filmiske facetter, stråler filmen alligevel til sidst som et usædvanligt gennemført og helstøbt storværk.