Pejsebrænde
1.0
Gysergenren er oftest en 'enten-eller'-genre. På sine absolut bedste dage kan den med stjerneskud som "The Shining", "Alien", "The Descent" og "Switchblade Romance" snildt overbevise sit publikum om, at den hører til den mest virkningsfulde og sindsoprivende form for filmunderholdning. På sine værste derimod, kan den få selv den mest ukræsne seer til at forbande den dag, skrækmusikken blev opfundet, efter at have bevist, at visse folk i filmbranchen seriøst har taget skade af den.
I sidstnævnte dur er genindspilningen af kultfilmen ”The Wicker Man” blevet til - og endnu engang formår den sejlivede genre at hoste op med et makværk så rendyrket, at lavmålet ikke er langt fra at skulle redefineres. Og selvom ”The Wicker Man” måske ikke helt støder til bunds med samme øredøvende pibeklang som forrige års abnorme bommert, ”The Fog”, der tilmed - på bedste bundskrabermanér - flyttede genrelavmålet til et uanet bundniveau, så er den utvivlsomt en brøler af de ualmindeligt og uafrysteligt store.
Den engang solide og virtuose skuespiller Nicolas Cage er tilsyneladende helt nede og vende i ”The Wicker Man”. ”Fra nu af kan det vist kun gå fremad”, tænker man et sted imellem de 98 minutter, filmen benytter til at nærstudere hans dybt forpinte, desorienterede og fuldkommen uforstående blik, der ikke er langt fra at kunne matche Steaven Segal i sammenknebne øjne og nedtrukne panderynker. Mod slutningen bliver enhver tvivl dog afvist ved synet af Cage på flugt fra en flok bondepiger og bondemænd med spyd og river, selv iført et komisk bjørnekostume... Og ja, det er faktisk lige så skidt som det lyder.
Der er sikkert talrige langt mere smagløse og idiotiske skodfilm at finde, ved blot at skimme sig gennem filmhistoriens udvikling. Der hvor ”The Wicker Man” udmærker sig, er ved dens tydelige misbrug af sine temmelig fornuftige virkemidler. Ikke blot hvad angår skuespillere, men på hele den tekniske front er der øjensynligt tale om spildt potentiale. Havde man været lidt gavmild, kunne man have levnet filmen en stjerne mere for dens egentlig ganske flotte billedside, men når jeg fravælger dette, skyldes det simpelthen at de bestyrende ikke har fået en disse ud af den. Filmholdet bag har tydeligvis haft tjek på brug af lyskilder og kamerafokus, men når man - af uanede årsager - vælger at lade 95 % af filmen foregå i nerveløst dagslys, må det siges at være spildte kræfter, der har ladet "The Wicker Man" se ud som den gode, stemningsfulde film den aldrig kommer i nærheden af at være.
Gysergenren har været igennem lidt af hvert og har som filmgenre adskillige gange bevist, at når det går galt, så går det rigtig, rigtig galt. Det er derfor helt utroligt, at man kan føle sig så nedværdiget og så indvendigt rasende i selskab med et fejlskud som ”The Wicker Man”, der med sit fundament om menneskeafbrændinger mest af alt giver lyst til at kyle både skive og indpakning direkte i pejsen.
I sidstnævnte dur er genindspilningen af kultfilmen ”The Wicker Man” blevet til - og endnu engang formår den sejlivede genre at hoste op med et makværk så rendyrket, at lavmålet ikke er langt fra at skulle redefineres. Og selvom ”The Wicker Man” måske ikke helt støder til bunds med samme øredøvende pibeklang som forrige års abnorme bommert, ”The Fog”, der tilmed - på bedste bundskrabermanér - flyttede genrelavmålet til et uanet bundniveau, så er den utvivlsomt en brøler af de ualmindeligt og uafrysteligt store.
Den engang solide og virtuose skuespiller Nicolas Cage er tilsyneladende helt nede og vende i ”The Wicker Man”. ”Fra nu af kan det vist kun gå fremad”, tænker man et sted imellem de 98 minutter, filmen benytter til at nærstudere hans dybt forpinte, desorienterede og fuldkommen uforstående blik, der ikke er langt fra at kunne matche Steaven Segal i sammenknebne øjne og nedtrukne panderynker. Mod slutningen bliver enhver tvivl dog afvist ved synet af Cage på flugt fra en flok bondepiger og bondemænd med spyd og river, selv iført et komisk bjørnekostume... Og ja, det er faktisk lige så skidt som det lyder.
Der er sikkert talrige langt mere smagløse og idiotiske skodfilm at finde, ved blot at skimme sig gennem filmhistoriens udvikling. Der hvor ”The Wicker Man” udmærker sig, er ved dens tydelige misbrug af sine temmelig fornuftige virkemidler. Ikke blot hvad angår skuespillere, men på hele den tekniske front er der øjensynligt tale om spildt potentiale. Havde man været lidt gavmild, kunne man have levnet filmen en stjerne mere for dens egentlig ganske flotte billedside, men når jeg fravælger dette, skyldes det simpelthen at de bestyrende ikke har fået en disse ud af den. Filmholdet bag har tydeligvis haft tjek på brug af lyskilder og kamerafokus, men når man - af uanede årsager - vælger at lade 95 % af filmen foregå i nerveløst dagslys, må det siges at være spildte kræfter, der har ladet "The Wicker Man" se ud som den gode, stemningsfulde film den aldrig kommer i nærheden af at være.
Gysergenren har været igennem lidt af hvert og har som filmgenre adskillige gange bevist, at når det går galt, så går det rigtig, rigtig galt. Det er derfor helt utroligt, at man kan føle sig så nedværdiget og så indvendigt rasende i selskab med et fejlskud som ”The Wicker Man”, der med sit fundament om menneskeafbrændinger mest af alt giver lyst til at kyle både skive og indpakning direkte i pejsen.
27/11-2007
