Begærets bagdel
5.0
Når mesterinstruktøren Robert Zemeckis vælger at kaste sig over et fuldt animeret projekt, er det ikke helt uvante omgivelser, han begiver sig ind i. Tidligere stod han bag det hysterisk herlige og teknisk vidunderlige komediepletskud i den halvvejs animerede ”Who Framed Roger Rabbit?”. Og senere var Tom Hanks på overarbejde i hans fuldt computeranimerede jule-film, ”The Polar Express”.
Derfor er det naturligvis også kun med fryd udtrykket i øjnene, at man kan betragte Zemeckis overdådige, visuelle professionalisme, og hans befriende udadvendte tilgang til de storslåede myter om helte, drager og forbandede kongeriger i sit nyeste projekt, ”Beowulf”. Der er hverken sparet på bombastiske slagscener, sarkastisk, humoristiske optrin eller guddommelig forførelse og dødsdømmende begær. Det er et så fyldigt og omkuldslående sammenkog af alt godt fra underholdningsbibelens ABC, at man som fan af genren, umuligt kan foretage sig andet, end at opsluges og henrives totalt af det storslåede og eskapistiske eventyrunivers.
I ”Beowulf” følger man et forbandet kongeriges forgæves kamp mod ondsindede og eksplosive dæmoner, der ved de mindste, kaotiske lydforstyrrelser vender næsen mod indbyggernes opholdssted og nedslagter alt og alle inden for deres dræbende synsfelt. Kongen, Hrothgar (Anthony Hopkins), har derfor brug for en redning, en vaskeægte helt, som kan befrie landet fra de forfærdende uhyrer, der igennem så lang tid, har nedkastet forbandelser over hans rige. Den mytiske fantast, Beowulf (Ray Winstone), tilkaldes af den grund, og han afgiver med ét, et utvetydigt løfte til kongen. Han vil uden tøven udslette rædslerne i deres fordømte land. Og til befolkningens åbenlyse fascination formår han at udviske den lunkne skepsis, de udelukkende havde tilovers for ham i begyndelsen, ved at destruere den monstrøse dæmon, der har anført de uhumanistiske blodsudgydelser og slagterier i kongeriget. Beowulf tilbedes som en uomtvistelig helteskikkelse og en karakter, hvis faretruende udflugter til evig tid vil blive gengivet i de tidstypiske skjaldes sangfortolkninger af uselviske heltedåder og storslåede myter.
Men kongeriget, Danmark, er endnu ikke befriet fra ondskaben. Endnu en dæmon, moderen til den dræbte, rumsterer stadig i bjergenes mørkeste indhulinger, og hun henretter egenhændigt størstedelen af de storfestende indbyggere. Beowulf drives derfor op til de mørkeste afkroge af landet, hvor han konfronteres med hendes forførende ondskab. Han falder dog i den guddommeligt attraktive dæmons velkonstruerede fælde, mens han imødekommer sit inderste begær og nedkaster den værst tænkelige forbandelse over sit land.
Selve historien i ”Beowulf” er funderet i en temmelig skabelonskåret myte om en selvhøjtidelig helteskikkelse, der stik i mod sin inderste sjæl og moral, hengiver sig til magt og begær og smider alt over styr til fordel for en glamourøs tilværelse som krigsherre og konge. Det er ikke her filmen finder sin styrke. Det er derimod i dens ubeskriveligt sublime udnyttelse af historiens kampmæssige potentialer og i dens overdyngende væld af storslåede enkeltscener. Tag for eksempel Beowulf’s delvist opspundne, fem dage lange hav-duel mod en overnaturlig modstander, hvor han uforudset bliver angrebet af ni morderiske havmonstre, hans fyldige duel med en overnaturlig drage, hvor han suser igennem luften, tøjlet til dens mastodontiske krop, eller den lidt mere afdæmpede konfrontation med den første dæmon, Grendel, hvor han i samme grad som den, udfører kampen uden konventionelle hjælpemidler. Alt overgår tilskuerens mest højtravende forventninger, da scenerne besidder en dybt betagende legelyst, en billedlig fascination og en uvurderlig filmisk professionalisme, mest virtuost udtrykket i ”kameraets” uvirkelige spændstighed og sensationelt underholdende rutsjeture i krigskampenes brændende, blodtørstige hede.
Alt i alt er og bliver ”Beowulf” en utroligt seværdig og fascinerende form for underholdning. Den er visuelt bjergtagende og vanvittigt fængslende, mens den i det hele taget konstant er en fornøjelse at lægge både syns- og høresans til. Kritikpunkter kunne måske nok nævnes, men eventuelle svipsere kompenseres fuldt ud af en underholdningsværdi, der må høre til blandt årets allerhøjeste – hvis ikke den højeste. For mit vedkommende har 2 fulde timer, i hvert fald sjældent passeret så hurtigt.
Derfor er det naturligvis også kun med fryd udtrykket i øjnene, at man kan betragte Zemeckis overdådige, visuelle professionalisme, og hans befriende udadvendte tilgang til de storslåede myter om helte, drager og forbandede kongeriger i sit nyeste projekt, ”Beowulf”. Der er hverken sparet på bombastiske slagscener, sarkastisk, humoristiske optrin eller guddommelig forførelse og dødsdømmende begær. Det er et så fyldigt og omkuldslående sammenkog af alt godt fra underholdningsbibelens ABC, at man som fan af genren, umuligt kan foretage sig andet, end at opsluges og henrives totalt af det storslåede og eskapistiske eventyrunivers.
I ”Beowulf” følger man et forbandet kongeriges forgæves kamp mod ondsindede og eksplosive dæmoner, der ved de mindste, kaotiske lydforstyrrelser vender næsen mod indbyggernes opholdssted og nedslagter alt og alle inden for deres dræbende synsfelt. Kongen, Hrothgar (Anthony Hopkins), har derfor brug for en redning, en vaskeægte helt, som kan befrie landet fra de forfærdende uhyrer, der igennem så lang tid, har nedkastet forbandelser over hans rige. Den mytiske fantast, Beowulf (Ray Winstone), tilkaldes af den grund, og han afgiver med ét, et utvetydigt løfte til kongen. Han vil uden tøven udslette rædslerne i deres fordømte land. Og til befolkningens åbenlyse fascination formår han at udviske den lunkne skepsis, de udelukkende havde tilovers for ham i begyndelsen, ved at destruere den monstrøse dæmon, der har anført de uhumanistiske blodsudgydelser og slagterier i kongeriget. Beowulf tilbedes som en uomtvistelig helteskikkelse og en karakter, hvis faretruende udflugter til evig tid vil blive gengivet i de tidstypiske skjaldes sangfortolkninger af uselviske heltedåder og storslåede myter.
Men kongeriget, Danmark, er endnu ikke befriet fra ondskaben. Endnu en dæmon, moderen til den dræbte, rumsterer stadig i bjergenes mørkeste indhulinger, og hun henretter egenhændigt størstedelen af de storfestende indbyggere. Beowulf drives derfor op til de mørkeste afkroge af landet, hvor han konfronteres med hendes forførende ondskab. Han falder dog i den guddommeligt attraktive dæmons velkonstruerede fælde, mens han imødekommer sit inderste begær og nedkaster den værst tænkelige forbandelse over sit land.
Selve historien i ”Beowulf” er funderet i en temmelig skabelonskåret myte om en selvhøjtidelig helteskikkelse, der stik i mod sin inderste sjæl og moral, hengiver sig til magt og begær og smider alt over styr til fordel for en glamourøs tilværelse som krigsherre og konge. Det er ikke her filmen finder sin styrke. Det er derimod i dens ubeskriveligt sublime udnyttelse af historiens kampmæssige potentialer og i dens overdyngende væld af storslåede enkeltscener. Tag for eksempel Beowulf’s delvist opspundne, fem dage lange hav-duel mod en overnaturlig modstander, hvor han uforudset bliver angrebet af ni morderiske havmonstre, hans fyldige duel med en overnaturlig drage, hvor han suser igennem luften, tøjlet til dens mastodontiske krop, eller den lidt mere afdæmpede konfrontation med den første dæmon, Grendel, hvor han i samme grad som den, udfører kampen uden konventionelle hjælpemidler. Alt overgår tilskuerens mest højtravende forventninger, da scenerne besidder en dybt betagende legelyst, en billedlig fascination og en uvurderlig filmisk professionalisme, mest virtuost udtrykket i ”kameraets” uvirkelige spændstighed og sensationelt underholdende rutsjeture i krigskampenes brændende, blodtørstige hede.
Alt i alt er og bliver ”Beowulf” en utroligt seværdig og fascinerende form for underholdning. Den er visuelt bjergtagende og vanvittigt fængslende, mens den i det hele taget konstant er en fornøjelse at lægge både syns- og høresans til. Kritikpunkter kunne måske nok nævnes, men eventuelle svipsere kompenseres fuldt ud af en underholdningsværdi, der må høre til blandt årets allerhøjeste – hvis ikke den højeste. For mit vedkommende har 2 fulde timer, i hvert fald sjældent passeret så hurtigt.
01/12-2007
