Hverdagsliv under diktaturet
5.0
Årets Guldpalme-vinder er fra Rumænien og handler om to kvindelige studerende og værelseskammerater, som i 1987 forsøger at arrangere en illegal abort for den ene af dem. De indlogerer sig på et hotelværelse og mødes med en læge, der sælger sorte aborter. Men lægen viser sig at have andre krav end kun penge, og det er i det hele taget en barsk omgang at få foretaget en abort i Ceausescus kommunistiske Rumænien.
I de senere år har der været en bølge af ultrarealistiske film i Europa. "4 måneder, 3 uger og 2 dage" er endnu et eksempel, for den er et relativt simpelt hverdagsdrama om to unge kvinder, der er helt alene om at få klaret den enes problem. Rent plotmæssigt er det her virkelig kun historien om en illegal abort, og den bliver fortalt på distancen - med naturalistiske billeder, grimme detaljer, lange takes og uden følelsesporno-tricks. På den måde får man som tilskuer lov til selv at tage stilling og finde historien i historien.
Fordi plottet er så simpelt, kommer filmen i høj grad til at handle om det menneskelige, for begge kvinder betaler en pris for en abort, som i vores øjne ikke burde have være noget problem. Samtidig er filmen mere overordnet et portræt af Ceausescus Rumænien, umiddelbart før diktaturet brød sammen. Der er grimt og forfaldent, sortbørshandel og korruption blomstrer, og hovedpersonerne må hele tiden kigge sig over skulderen, fordi de ved, at myndighederne holder øje med folket. Det er ikke svært at se deres dulgte abort som en metafor for de fortielser og den angst, der lod diktaturet leve i 24 år.
Forfatter-instruktør Cristian Mungiu har faktisk planlagt en serie film om Ceausescu-tiden under den ironiske fællestitel "Fortællinger fra Guldalderen". Dette er den første, og Mungiu har gjort et flot stykke arbejde med sin diskrete, tætte instruktion, som også får flotte præstationer ud af skuespillerne. Anamaria Marinca gør det især fremragende i den absolutte hovedrolle som veninden, der hjælper med aborten.
Her til aften fik "4 måneder, 3 uger og 2 dage" endnu en pris, nemlig som årets bedste film ved European Film Awards. Det er da også en spændende, absolut seværdig sag - som dog med sin dystre realisme er én af den slags film, man bør sørge for at være i humør til at se, inden man giver sig i kast med den.
I de senere år har der været en bølge af ultrarealistiske film i Europa. "4 måneder, 3 uger og 2 dage" er endnu et eksempel, for den er et relativt simpelt hverdagsdrama om to unge kvinder, der er helt alene om at få klaret den enes problem. Rent plotmæssigt er det her virkelig kun historien om en illegal abort, og den bliver fortalt på distancen - med naturalistiske billeder, grimme detaljer, lange takes og uden følelsesporno-tricks. På den måde får man som tilskuer lov til selv at tage stilling og finde historien i historien.
Fordi plottet er så simpelt, kommer filmen i høj grad til at handle om det menneskelige, for begge kvinder betaler en pris for en abort, som i vores øjne ikke burde have være noget problem. Samtidig er filmen mere overordnet et portræt af Ceausescus Rumænien, umiddelbart før diktaturet brød sammen. Der er grimt og forfaldent, sortbørshandel og korruption blomstrer, og hovedpersonerne må hele tiden kigge sig over skulderen, fordi de ved, at myndighederne holder øje med folket. Det er ikke svært at se deres dulgte abort som en metafor for de fortielser og den angst, der lod diktaturet leve i 24 år.
Forfatter-instruktør Cristian Mungiu har faktisk planlagt en serie film om Ceausescu-tiden under den ironiske fællestitel "Fortællinger fra Guldalderen". Dette er den første, og Mungiu har gjort et flot stykke arbejde med sin diskrete, tætte instruktion, som også får flotte præstationer ud af skuespillerne. Anamaria Marinca gør det især fremragende i den absolutte hovedrolle som veninden, der hjælper med aborten.
Her til aften fik "4 måneder, 3 uger og 2 dage" endnu en pris, nemlig som årets bedste film ved European Film Awards. Det er da også en spændende, absolut seværdig sag - som dog med sin dystre realisme er én af den slags film, man bør sørge for at være i humør til at se, inden man giver sig i kast med den.
02/12-2007
