Is there no one else
5.0
(anmeldelse af directors cut)
I starten af det nye årtusinde kickstartede Ridley Scotts fremragende Gladiator sværd-og-sandal-film genren og siden kom film som Alexander, King Arthur og Scotts egen Kingdom of heaven. Kun en enkelt af de mange forsøg rækker ud efter de samme kvalitetsmæssige højder som Gladiator, nemlig Wolfgang Petersens Troy.
Historiens korrekthed er jeg ikke den rigtige til at vurdere, men for mig er det også forholdsvis underordnet. Det handler nemlig om underholdning, og det leverer Troy til overflod især i visuel forstand. De flotte panoreringer over både natur og slagmarker er imponerende og kombineret med en nærhed og intensitet i slagscenerne har Petersen skabt en medrivende cocktail af høj klasse. I directors cut versionen - som er ca. 30 min. længere - har voldsomheden og brutaliteten fået et ekstra hak opad, og det klæder realismen i filmen. Og Petersen mestrer både de store slagscener og de persondrevne slagudvekslinger. Scenen mellem Hektor og Achilleus er filmens klimaks og visuelle højdepunkt.
Slagene er eminent iscenesat, og mængden og længden af dem gør, at de fylder meget i filmen. Men her er også masser af menneskeligt drama, hvor vores mange hovedpersoner er drevet både af kærlighed, hævn, ære og stolthed. Selvom Paris' kærlighed til Helen er filmens udspring, så er den det mindst gribende af de mange subplots. Achilleus' jagt på ære og anerkendelse og Hektors loyalitetsfølelse og stolthed er det, som gør størst indtryk hos undertegnet.
Netop disse to er også filmens egentlige hovedpersoner om nogen. Brad Pitt er en fremragende bad ass som Achilleus. Hans overlegne attitude er perfekt og hans fysiske spil i kampene imponerende. Bedst i filmen er dog Eric Bana som Hektor. En suveræn både hård og følelsesmæssig elegant præstation, hvor man kan aflæse hans indre dilemma mellem at støtte sin far og konge, men samtidigt personligt være overbevist om, at det er vejen til enden. Mens Orlando Bloom er tilpas fesen og annonym som Paris, så brænder de to ældre herrer Bryan Cox og Brendan Gleeson fint igennem, som krigsliderlige slagsbrødre med storhedsvandid.
Næsten alt går op i en højere enhed i Troy. Super flotte billeder, effektive og medrivende slag, interessante og velspillede karakterer og et vellykket menneskelig drama. Et par mindre svagheder gør dog, at den alligevel lander et stykke bag sin forgænger Gladiator. En lidt for forhastet slutning som det største minus og en handling, som nogle steder gentager sig selv, som et mindre.
Mens jeg ikke synes, at directors cut versionen af Gladiator bragte filmen noget videre, så mener jeg klart, at directors cut versionen her er at foretrække. Selvfølgelig runder vi nu 190 min, som i sig selv skræmmer nogen væk, men det mere voldsomme look, flere flotte panoreringer samt flere personrelationsuddybende scener bekommer Wolfgang Petersens episke sandalfilm vel. Også for 5. gang lod jeg mig rive fuldstændigt med af dette flotte heltekvad.
I starten af det nye årtusinde kickstartede Ridley Scotts fremragende Gladiator sværd-og-sandal-film genren og siden kom film som Alexander, King Arthur og Scotts egen Kingdom of heaven. Kun en enkelt af de mange forsøg rækker ud efter de samme kvalitetsmæssige højder som Gladiator, nemlig Wolfgang Petersens Troy.
Historiens korrekthed er jeg ikke den rigtige til at vurdere, men for mig er det også forholdsvis underordnet. Det handler nemlig om underholdning, og det leverer Troy til overflod især i visuel forstand. De flotte panoreringer over både natur og slagmarker er imponerende og kombineret med en nærhed og intensitet i slagscenerne har Petersen skabt en medrivende cocktail af høj klasse. I directors cut versionen - som er ca. 30 min. længere - har voldsomheden og brutaliteten fået et ekstra hak opad, og det klæder realismen i filmen. Og Petersen mestrer både de store slagscener og de persondrevne slagudvekslinger. Scenen mellem Hektor og Achilleus er filmens klimaks og visuelle højdepunkt.
Slagene er eminent iscenesat, og mængden og længden af dem gør, at de fylder meget i filmen. Men her er også masser af menneskeligt drama, hvor vores mange hovedpersoner er drevet både af kærlighed, hævn, ære og stolthed. Selvom Paris' kærlighed til Helen er filmens udspring, så er den det mindst gribende af de mange subplots. Achilleus' jagt på ære og anerkendelse og Hektors loyalitetsfølelse og stolthed er det, som gør størst indtryk hos undertegnet.
Netop disse to er også filmens egentlige hovedpersoner om nogen. Brad Pitt er en fremragende bad ass som Achilleus. Hans overlegne attitude er perfekt og hans fysiske spil i kampene imponerende. Bedst i filmen er dog Eric Bana som Hektor. En suveræn både hård og følelsesmæssig elegant præstation, hvor man kan aflæse hans indre dilemma mellem at støtte sin far og konge, men samtidigt personligt være overbevist om, at det er vejen til enden. Mens Orlando Bloom er tilpas fesen og annonym som Paris, så brænder de to ældre herrer Bryan Cox og Brendan Gleeson fint igennem, som krigsliderlige slagsbrødre med storhedsvandid.
Næsten alt går op i en højere enhed i Troy. Super flotte billeder, effektive og medrivende slag, interessante og velspillede karakterer og et vellykket menneskelig drama. Et par mindre svagheder gør dog, at den alligevel lander et stykke bag sin forgænger Gladiator. En lidt for forhastet slutning som det største minus og en handling, som nogle steder gentager sig selv, som et mindre.
Mens jeg ikke synes, at directors cut versionen af Gladiator bragte filmen noget videre, så mener jeg klart, at directors cut versionen her er at foretrække. Selvfølgelig runder vi nu 190 min, som i sig selv skræmmer nogen væk, men det mere voldsomme look, flere flotte panoreringer samt flere personrelationsuddybende scener bekommer Wolfgang Petersens episke sandalfilm vel. Også for 5. gang lod jeg mig rive fuldstændigt med af dette flotte heltekvad.
02/12-2007
