Tegnekunstens tour de force

5.0
Fremtidsfilm har altid vakt enorm interesse hos mig. Hvad enten absurd bureaukrati ("Brazil"), menneskeracens formeringsstilstand ("Children of Men") eller statslig magtmisbrug ("A Clockwork Orange") har dannet ramme for fremtiden på film, så er det stærke og umådeligt fascinerende indtryk der i hvert af tilfældene gør sig gældende. Omtrent samme mængde af billedmæssig betagelse, gyselig stemningstyngde og hovedløs fascination finder man i animationsgenrens hovedværk, "Akira" - en tegnefilm af uforlignelige dimension.

Selvom "Akira" er så godt som hundrede procent håndlavet, så lægger den et af filmhistoriens mest detaljerige og uforglemmelige universer for dagen i form af det "Blade Runner"-agtige fremtidsskrummel, Neo-Tokyo - en genopbygget udgave af storbyen Tokyo, der efter 3. verdenskrig lå i ruiner, spækket med overmenneskelige højhuse, snusket gadeaffald og ikke mindst skingre neonlys fra de hidsige reklameskilte, der overalt på byens facader kæmper for et blikfang. Farverne, skyggerne, bevægelserne... Alle universets melankolske facetter slår igennem med en utrolig trøstesløs og utrolig livagtig kraft og bekræfter (sammen med filmens, for sin genre, ualmindeligt voldsomme fremtoning) at ”Akira” er en film milevidt fra alt hvad tegnekunsten nogensinde har bedrevet i spillefilmssammenhænge.

Allerede fra filmens start, udgjort af et hæsblæsende opgør mellem to rivaliserende motorcykelbander, lader øjnene sig fuldkommen paralysere af hele den visuelle godtepose - med alt lige fra hamrende lækker slowmotion, opfindsomme billedvinkler til tegnefilmsblod i altså hidtil usete mængder. Ord virker næsten nyttesløse i forhold til at gøre op for den rivende billedstrøm af små tegnede mesterværker, der over alt i ”Akira” gør entré og som særligt efter filmens første 20 sensationelle minutter efterlod mig som en måbende grønsag. Ikke engang topmålet af computerskabte animationsfilm, ”Ratatouille”, og rotten Remys tempofyldte spurt gennem et tæt bemandet restaurantkøkken kan være med her. "Akira" ér animeret billedkunst i absolut særklasse.

Det er tydeligt at se, at animatoren Katsuhiro Ôtomos fremtidsmareridt stilmæssigt i sin tid var inspireret af adskillige science fiction-film, men også at den selv har været inspirationskilde for mange senere film - ikke mindst ”The Matrix”. Visionerne om vrede teenagere i en verden, der lader dem i stikken, kommer til udtryk i en blændende form, så sanselig og visuelt alsidighed at filmen, selv den i dag, fremstår som et stilistisk unikum.
”Akira” er ganske vist besat af overflødige hængepartier og overordnet 10-15 minutter for lang til at kunne kalde sig et mesterværk. Men den ér en ustandseligt fascinerende oplevelse for alle der finder glæder i visuelle kundskaber og dystre fremtidsrefleksioner, og sammen med ”Grave of the Fireflies” og "Min nabo Totoro" det tætteste man synes at kunne komme på den ultimative tegnefilm.
Akira