Potters transportetape
4.0
Min indgangsvinkel til Harry Potters verden er udelukkende via filmene, da jeg aldrig har åbnet en Potterbog. Jeg har set Fønixordenens fire forgængere, og selvom jeg aldrig bliver grebet af den verdensomspændende Harry Potter mania, så har jeg været fint underholdt. Især Mike Newells Flammernes pokal fandt jeg utrolig flot og underholdende.
Derfor blev jeg også mere end almindelig skuffet efter de 140 min i selvskab med Yates' bidrag til Potter-serien. Filmen rummer hverken samme medrivende historie, spetakulære visuelle actionrutscheture eller egentlig interessant opbygget historie. Filmen føles i den grad som en transportetape, hvor filmens små helte igen har Voldermorts mørke spøgelse hængende over hovedet, men hvor en endeligt opgør ikke kan finde sted. Hvor forgængeren havde de spændende konkurrencer som fast holdepunkt har Fønixordenen kun historien om opbyggelsen af en form for undergrundshær, og den er ikke sønderligt interessant.
Filmens egentlige styrke på det fortællermæssige plan er introduktionen af Imelda Stauntons Dolores Umbridge, som skaber dynamik i historien og samtidig er filmens sjoveste indslag. Ellers består filmen af den ene lange dialog efter den anden mellem Potter og filmens øvrige unge karakterer, som jeg ikke synes bringer filmen og universet som helhed noget nyt. Vi får lidt mere at vide om forbindelsen mellem Potter og Serius, men som med så meget andet i filmen, føler man som publikum, at der kun lige skrabes i overfladen af en interessant historie.
Visuelt er den femte Potterfilm på højde med sine forgængere. Alt er fejende flot og imponeret sat op, men Yates' svigtes af filmens oplæg, da den femte etape ikke i samme omfang, som sine fire forgængere leverer materiale til visuelle kraftpræstationer. Igen med konkurrencerne i 4eren som et godt eksempel, hvor oplægget sort på hvidt skaber rammerne for et farvestrålende visuelt festfyrværkeri.
Også femte omgang af Potter er dog alt i alt ok underholdning. Min anke er blot, at den nok er seriens mindst interesante. De fleste figurer er stadig sjove, univers stadig fyldt med fine detaljer og magien stadig spændende. Disse rammer er bare ikke fyldt så effektivt ud som set tidligere. Derfor bliver Fønixordenen en handlingsmæssigt oppustet omgang, der skuffer på næsten alle fronter. Jeg er sikker for hård i min dom, men efter især den glimrende 4'er er Yates' film et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Et lillebitte 4tal kan det blive til, men så absolut heller ikke mere.
Derfor blev jeg også mere end almindelig skuffet efter de 140 min i selvskab med Yates' bidrag til Potter-serien. Filmen rummer hverken samme medrivende historie, spetakulære visuelle actionrutscheture eller egentlig interessant opbygget historie. Filmen føles i den grad som en transportetape, hvor filmens små helte igen har Voldermorts mørke spøgelse hængende over hovedet, men hvor en endeligt opgør ikke kan finde sted. Hvor forgængeren havde de spændende konkurrencer som fast holdepunkt har Fønixordenen kun historien om opbyggelsen af en form for undergrundshær, og den er ikke sønderligt interessant.
Filmens egentlige styrke på det fortællermæssige plan er introduktionen af Imelda Stauntons Dolores Umbridge, som skaber dynamik i historien og samtidig er filmens sjoveste indslag. Ellers består filmen af den ene lange dialog efter den anden mellem Potter og filmens øvrige unge karakterer, som jeg ikke synes bringer filmen og universet som helhed noget nyt. Vi får lidt mere at vide om forbindelsen mellem Potter og Serius, men som med så meget andet i filmen, føler man som publikum, at der kun lige skrabes i overfladen af en interessant historie.
Visuelt er den femte Potterfilm på højde med sine forgængere. Alt er fejende flot og imponeret sat op, men Yates' svigtes af filmens oplæg, da den femte etape ikke i samme omfang, som sine fire forgængere leverer materiale til visuelle kraftpræstationer. Igen med konkurrencerne i 4eren som et godt eksempel, hvor oplægget sort på hvidt skaber rammerne for et farvestrålende visuelt festfyrværkeri.
Også femte omgang af Potter er dog alt i alt ok underholdning. Min anke er blot, at den nok er seriens mindst interesante. De fleste figurer er stadig sjove, univers stadig fyldt med fine detaljer og magien stadig spændende. Disse rammer er bare ikke fyldt så effektivt ud som set tidligere. Derfor bliver Fønixordenen en handlingsmæssigt oppustet omgang, der skuffer på næsten alle fronter. Jeg er sikker for hård i min dom, men efter især den glimrende 4'er er Yates' film et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Et lillebitte 4tal kan det blive til, men så absolut heller ikke mere.
09/12-2007
