Der er Dylan
5.0
Skæv og nærmest over-intellektuel, men også vellavet og fascinerende film om Bob Dylan. Forfatter-instruktør Todd Haynes har delt Dylan op i seks personligheder med hver sin historie, og på den måde beskæftiger han sig mere med den mytiske Bob Dylan end med personen Bob Dylan. Faktisk forstærker "I'm Not There" mest af alt Dylan-myten, og det gør den svært tilgængelig for andre end mandens fans.
Jeg er hverken Dylan-fan eller -kender, men kender til nogle af de episoder og personer, filmen skildrer. Samtidig er jeg dog sikker på, at jeg havde fået langt mere ud af filmen, hvis jeg på forhånd havde haft et dybt kendskab til dens flerdelte hovedperson.
Haynes portrætterer Dylan, fra han som teenager etablerede sig som folk-protestsanger i starten af 60'erne, over hans forvandling til rockstjerne og kulurikon, og til han sprang ud som genfødt kristen i midten af 70'erne. De forskellige sider af Dylan bliver selvsagt illustreret af de seks udgaver af ham, og på den måde understreger Haynes, at manden på mange måder er en gåde.
Sammenlagt gav de seks gange Dylan mig et billede af en splittet mand, som går fra at ville ændre verden til en narcissistisk, speed-drevet nihilisme, inden han altså finder Gud til sidst. Især Richard Geres person er interessant i den forbindelse, for hans Billy the Kid lever tydeligt i et fantasiland, der både repræsenterer Dylans idealistiske billede af sig selv og understreger, hvordan han forsøger at sætte en mur op og gemme det for hele verden. Kontrasten er især Cate Blanchetts ondskabsfulde, selvoptagne portræt af rockstjernen Dylan, der har nok i sig selv og ser ned på alt omkring sig.
Blanchett spiller suverænt - hun er klart den bedste af de seks gange Dylan, hvor også Christian Bale og unge Marcus Carl Franklin imponerer. Ben Whishaw gør det o.k. i en rolle, hvor han stort set kun taler direkte til kameraet - men til gengæld synes jeg, at Gere og Heath Ledger har lidt sværere ved at få fat på deres versioner af Dylan. Blandt de øvrige medvirkende lagde jeg især mærke til Bruce Greenwood som den BBC-journalist, der afslører noget af Dylans bluff, og Michelle Williams som filmens version af Warhol-stjernen Edie Sedgwick.
Generelt er "I'm Not There" en virkelig vellavet film, instrueret med stor konsekvens af Todd Haynes. Den er rigtig flot filmet i flere stilarter, og jeg er imponeret af den måde, han får klippet de seks handlinger sammen på, så de til sidst glider sammen i et meningsfyldt portræt af den mystiske hovedperson. Problemet er altså bare, at det efterlader den forudsætningsløse tilskuer på helt bar bund.
Jeg er hverken Dylan-fan eller -kender, men kender til nogle af de episoder og personer, filmen skildrer. Samtidig er jeg dog sikker på, at jeg havde fået langt mere ud af filmen, hvis jeg på forhånd havde haft et dybt kendskab til dens flerdelte hovedperson.
Haynes portrætterer Dylan, fra han som teenager etablerede sig som folk-protestsanger i starten af 60'erne, over hans forvandling til rockstjerne og kulurikon, og til han sprang ud som genfødt kristen i midten af 70'erne. De forskellige sider af Dylan bliver selvsagt illustreret af de seks udgaver af ham, og på den måde understreger Haynes, at manden på mange måder er en gåde.
Sammenlagt gav de seks gange Dylan mig et billede af en splittet mand, som går fra at ville ændre verden til en narcissistisk, speed-drevet nihilisme, inden han altså finder Gud til sidst. Især Richard Geres person er interessant i den forbindelse, for hans Billy the Kid lever tydeligt i et fantasiland, der både repræsenterer Dylans idealistiske billede af sig selv og understreger, hvordan han forsøger at sætte en mur op og gemme det for hele verden. Kontrasten er især Cate Blanchetts ondskabsfulde, selvoptagne portræt af rockstjernen Dylan, der har nok i sig selv og ser ned på alt omkring sig.
Blanchett spiller suverænt - hun er klart den bedste af de seks gange Dylan, hvor også Christian Bale og unge Marcus Carl Franklin imponerer. Ben Whishaw gør det o.k. i en rolle, hvor han stort set kun taler direkte til kameraet - men til gengæld synes jeg, at Gere og Heath Ledger har lidt sværere ved at få fat på deres versioner af Dylan. Blandt de øvrige medvirkende lagde jeg især mærke til Bruce Greenwood som den BBC-journalist, der afslører noget af Dylans bluff, og Michelle Williams som filmens version af Warhol-stjernen Edie Sedgwick.
Generelt er "I'm Not There" en virkelig vellavet film, instrueret med stor konsekvens af Todd Haynes. Den er rigtig flot filmet i flere stilarter, og jeg er imponeret af den måde, han får klippet de seks handlinger sammen på, så de til sidst glider sammen i et meningsfyldt portræt af den mystiske hovedperson. Problemet er altså bare, at det efterlader den forudsætningsløse tilskuer på helt bar bund.
09/12-2007
