Kringlet kredsløb
4.0
Nu er jeg ikke den store Bob Dylan-fan. Jeg kender hans sange, og ved at han er den store rebelske folk singer poet fra 60erne. Jeg har hørt mange gange, at filmen er en stor samling af referencer til hans liv og værker, og at kun ægte Dylan-fanatikere vil fange dem alle.
Todd Haynes har valgt at lave en film om Bob Dylan, hvor Bob
Dylan aldrig er med. I stedet spiller forskellige skuespillere forskellige sider af Bob Dylan. Den sorte dreng Marcus Carl Franklin spiller en omkringrejsende troubadour-version af Dylan. Christian Bale spiller en politisk folkesanger-version. Heath Ledger spiller en selvoptaget popstjerne-version. Richard Gere spiller Billy the Kid som Bob Dylans ånd. Ben Whishaw spiller en poet-under-forhør-version. Cate Blanchett spiller den absolut mest seværdige version: den rebelske, nihilistiske, selvdestruktive syre-version af Dylan plus strøm i et swinging 60s London.
Jeg var sådan set ligeglad med at finde små referencer i hvert segment til Dylans virkelige liv og lime dem sammen til en helhed. I stedet så jeg filmen som poesi baseret på en musikers kringlede og kaotiske ånd.
Der er mange små surrealistiske elementer i filmen. Edderkopper der kravler rundt på væggene. Cate Blanchett-Dylan med en tynd snor som den eneste jordforbindelse. Ord under forhør. Der er nogle sjove replikker og scener. Der er nogle interessante tanker om poeter og politik. Men samlet set fik jeg ikke så meget ud af filmen. Måske manglede jeg blot nok kendskab til Dylans liv.
How does it feel? Tja, ganske udmærket. Men bestemt ikke overvældende.
Todd Haynes har valgt at lave en film om Bob Dylan, hvor Bob
Dylan aldrig er med. I stedet spiller forskellige skuespillere forskellige sider af Bob Dylan. Den sorte dreng Marcus Carl Franklin spiller en omkringrejsende troubadour-version af Dylan. Christian Bale spiller en politisk folkesanger-version. Heath Ledger spiller en selvoptaget popstjerne-version. Richard Gere spiller Billy the Kid som Bob Dylans ånd. Ben Whishaw spiller en poet-under-forhør-version. Cate Blanchett spiller den absolut mest seværdige version: den rebelske, nihilistiske, selvdestruktive syre-version af Dylan plus strøm i et swinging 60s London.
Jeg var sådan set ligeglad med at finde små referencer i hvert segment til Dylans virkelige liv og lime dem sammen til en helhed. I stedet så jeg filmen som poesi baseret på en musikers kringlede og kaotiske ånd.
Der er mange små surrealistiske elementer i filmen. Edderkopper der kravler rundt på væggene. Cate Blanchett-Dylan med en tynd snor som den eneste jordforbindelse. Ord under forhør. Der er nogle sjove replikker og scener. Der er nogle interessante tanker om poeter og politik. Men samlet set fik jeg ikke så meget ud af filmen. Måske manglede jeg blot nok kendskab til Dylans liv.
How does it feel? Tja, ganske udmærket. Men bestemt ikke overvældende.
09/12-2007
