- God gammeldags skuffelse -
2.0
”Filmen der vil revolutionere genren”, ”Den største fantasy-produktion nogensinde”, ”Arvtageren til Ringenes Herre”.
Hvis man skulle bedømme filmen ud fra den hype, den har været genstand for i ugerne og månederne op til premieren, så må ”The Golden Compass” næsten være vor tids største begivenhed, kun lige akkurat overgået af Jesu fødsel. Nu skal man selvfølgelig ikke være en del af Hollywood, for at forstå den pengemaskine der sættes i gang, så snart en massiv blockbuster skal på plakaten, men når en film eksponeres i så høj grad, som det er tilfældet her, så er skuffelsen dermed også så meget større, når det viser sig, at den langt fra lever op til spaltepladsen.
Filmatiseringen af Philip Pullmans moderne klassiker og første del af den berømte fantasy-trilogi er måske nok stor og flot men også et klassisk eksempel på, at det ikke altid er det tungeste, der mætter. Det er som om, folkene bag har brugt så mange kræfter på de utallige computeranimationer, at man har glemt ”småting” som plot og karakterudvikling. Uden at komme rigtig i dybden med historiens skæbner skøjter man fra den ene ende af verden til den anden på umedrivende vis, og man forsvinder aldrig ind i de flotte men tomme billeder. Og så havde bare en snert af mystik altså gjort underværker ved den jævne stemning. Lige lidt hjælper det, at den unge hovedrolleindehaver Dakota Blue Richards vakler i sit spil og slet ikke fylder skoene ud, selvom folk som Nicole Kidman og Sam Elliot assisterer godt med overbevisende præstationer.
Skal filmen roses for noget, må det være det grafiske arbejde, der ikke overraskende er en fornem bedrift. Men ligegyldigt hvor sejt det ser ud, når to gnavne isbjørne er ved at flå hovederne af hinanden på glat føre, så kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at instruktionen ikke har bare en smule af den fantasirigdom og begavelse, som universet besidder. Der er ikke megen gejst eller storhed i den måde, Chris Weitz fortæller historien på, og selvom vi stopfodres med smukke naturbilleder og vakse væsener, så er det alt sammen glemt igen, når filmen er ovre, fordi der ikke er sat et personligt præg fra instruktørens side. Det hele ligner noget, der er set før, og det er ganske enkelt ikke godt nok, når det drejer sig om en tre-kvart milliard stor opsætning af en klassiker, der tilbedes verden over. En af dette års helt store skuffelser.
Hvis man skulle bedømme filmen ud fra den hype, den har været genstand for i ugerne og månederne op til premieren, så må ”The Golden Compass” næsten være vor tids største begivenhed, kun lige akkurat overgået af Jesu fødsel. Nu skal man selvfølgelig ikke være en del af Hollywood, for at forstå den pengemaskine der sættes i gang, så snart en massiv blockbuster skal på plakaten, men når en film eksponeres i så høj grad, som det er tilfældet her, så er skuffelsen dermed også så meget større, når det viser sig, at den langt fra lever op til spaltepladsen.
Filmatiseringen af Philip Pullmans moderne klassiker og første del af den berømte fantasy-trilogi er måske nok stor og flot men også et klassisk eksempel på, at det ikke altid er det tungeste, der mætter. Det er som om, folkene bag har brugt så mange kræfter på de utallige computeranimationer, at man har glemt ”småting” som plot og karakterudvikling. Uden at komme rigtig i dybden med historiens skæbner skøjter man fra den ene ende af verden til den anden på umedrivende vis, og man forsvinder aldrig ind i de flotte men tomme billeder. Og så havde bare en snert af mystik altså gjort underværker ved den jævne stemning. Lige lidt hjælper det, at den unge hovedrolleindehaver Dakota Blue Richards vakler i sit spil og slet ikke fylder skoene ud, selvom folk som Nicole Kidman og Sam Elliot assisterer godt med overbevisende præstationer.
Skal filmen roses for noget, må det være det grafiske arbejde, der ikke overraskende er en fornem bedrift. Men ligegyldigt hvor sejt det ser ud, når to gnavne isbjørne er ved at flå hovederne af hinanden på glat føre, så kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at instruktionen ikke har bare en smule af den fantasirigdom og begavelse, som universet besidder. Der er ikke megen gejst eller storhed i den måde, Chris Weitz fortæller historien på, og selvom vi stopfodres med smukke naturbilleder og vakse væsener, så er det alt sammen glemt igen, når filmen er ovre, fordi der ikke er sat et personligt præg fra instruktørens side. Det hele ligner noget, der er set før, og det er ganske enkelt ikke godt nok, når det drejer sig om en tre-kvart milliard stor opsætning af en klassiker, der tilbedes verden over. En af dette års helt store skuffelser.
11/12-2007
