Teenage-virkelighed

4.0
*mindre spoilers*

Gus Van Sant fortsætter stilen fra "Elephant", her i en afdæmpet historie om en high school-elev fra Portland, som tumler rundt og forsøger at finde sig selv. Hans forældre har travlt med deres skilsmisse, så hovedpersonen søger mod skater-miljøet og dets alternative livsstil. Ved skateboard-banen møder han en fyr, der hiver ham med på trainsurfing - og da en sikkerhedsvagt forsøger at stoppe dem, kommer hovedpersonen til at skubbe ham ind foran et modkørende tog.

Som i Guldpalme-vinderen "Elephant" er Van Sant mere interesseret i stemning og indlevelse end i at fortælle en traditionel historie. Handlingen i "Paranoid Park" forbliver uforløst, så filmen er ikke den moralske fortælling, man ellers umiddelbart kunne forvente, når omdrejningspunktet er, at hovedpersonen kommer til at slå et andet menneske ihjel.

I stedet er "Paranoid Park" en film om at være teenager, om at være usikker og ikke vide, hvad man vil. Filmens primære konflikt er ikke det tilfældige drab, men foregår tværtimod inde i hovedpersonen. Det springende punkt er, om han erkender sin handling og tager ansvar for den. Og den måde, han gør det på, har sikkert været svær at forstå for mange i Van Sants hjemland.

I forhold til den fremragende "Elephant" er "Paranoid Park" dog temmelig løs i kanten. Det er en meget lille historie, og nogle scener virkede helt overflødige på mig. Men samtidig er der ingen tvivl om, at Van Sant kan sit håndværk - det kommer bl.a. til udtryk i den meget konsekvente klipning og i det velfungerende samspil mellem billeder og musik. Hvor han i øvrigt bruger gammel Fellini-filmmusik i flere passager. Van Sant viser endnu en gang også sit talent for at instruere unge skuespillere - Gabe Nevins er fx rigtig god i hovedrollen.

"Paranoid Park" er en langsomt fortalt film, der nærmest skruer ned for sit eget drama. Den er ikke specielt ligefrem i sin fortællestil og vil sikkert virke irriterende på nogle. Men jeg syntes bestemt, der var noget at komme efter, selv om jeg har set væsentligt bedre ting fra samme instruktør.
Paranoid Park