Barnepige for de rige

Scarlett Johansson har hovedrollen som en ung kvinde, der efter college er usikker på, hvad hun vil med sit liv, og derfor tager arbejde som barnepige hos en rig familie fra Manhattans Upper East Side. Jobbet viser sig dog at være et mareridt, for Mrs. X har travlt med at shoppe og arrangere sociale begivenheder, mens hun så vidt muligt ignorerer sit barn - og Mr. X er næsten aldrig hjemme, fordi han foretrækker sin elskerinde.

Filmen er baseret på en bestseller-roman af to tidligere nannies, og det er en bidsk satire, som i stil minder ganske meget om "The Devil Wears Prada". Her handler det bare om meget rige menneskers hæslige privatliv, hvor deres søn bliver taget som gidsel i forsøget på at holde den pæne facade.

Filmudgaven er skrevet og instrueret af Shari Springer Berman og Robert Pulcini, som også lavede den fine "American Splendor". De kører satiren helt ud til kanten, hvor filmens personer åbenlyst er parodier, men hvor de også får etableret en fin ramme i, at barnepigen genfortæller hele historien som en antropologi-rapport. Det giver filmen en herlig surrealistisk stil, som også indeholder sjove referencer til "Mary Poppins".

Desværre kører Berman og Pulcini ikke den del helt igennem, og "The Nanny Diaries" forfalder undervejs til mere traditionel feelgood og romantik. Det gør den lige lidt for forudsigelig - selv om den i øvrigt er ganske godt skruet sammen, bl.a. med rigtig godt skuespil. Johansson gør det fint, om end med mindre power end i andre roller, fordi hun her spiller en usikker ung kvinde. Til gengæld er Laura Linney og Paul Giamatti en sand fornøjelse som hund-og-kat-ægtepar, og der er glimrende biroller til Alicia Keys og Chris Evans.

Jeg havde forventet noget, der var en hel del mere sukkersødt, så jeg var positivt overrasket, selv om "The Nanny Diaries" alligevel ender i ren feelgood. Dens skarpe satire over New Yorks skøre overklasse er virkelig underholdende.