Frit sind låst fast
6.0
Julian Schnabels franske film ”Le Scaphandre et la Papillon” er rørende, poetisk, tankevækkende og livsbekræftende. Men den er det på en overbevisende og ikke sukkersød-sentimental måde. Den er blandt de mest mindeværdige filmoplevelser i år.
”Le Scaphandre et la Papillon” er en filmatisering af Elle-chefredaktør Jean-Dominique Baubys bog af samme navn. Bogen er skrevet kun ved hjælp af venstre øjelåg. Bauby skrev nemlig bogen fra sin hospitalsseng, da han havde det såkaldte locked-in syndrome, hvor hele kroppen er paralyseret, og kun hjernen fungerer. Bauby kalder denne passive tilstand for en dykkerklokke (Scaphandre).
Schnabel skildrer Baubys tilstand indefra. Vi ser langt det meste af tiden i et subjektivt kamera fra Bauby (spillet med stor empati af Mathieu Amalric), mens han stirrer ud fra sin seng. I starten er han meget kynisk og fuld af lede. Han skriger og råber, da en læge syer det andet ubruglige øjenlåg sammen. Han er fanget med sig selv og sine tanker og sin fantasi. Men han lærer efterhånden at sætte pris på fantasien og minderne.
Seksuelle fantasier om de smukke sygepassere og flyvske fantasier om fjerne sandsstrande, ørkenlandskaber, caribiske shamaner og kvinder i balkjoler. Minder om gamle kærester og sin gamle far (Max von Sydow) i en fantastisk sjov scene, hvor sønnen barberer den gamle casanova. Schnabel kæder alt dette sammen med Baubys usikkerhed, sit eksistentielt sammenbrud, de store poetiske reflektioner om livet og døden.
Filmen behandler ikke alt dette på en påtaget og prætentiøs måde. Hvordan kan disse reflektioner også være prætentiøse, når de stammer fra en bog skrevet af en dødeligt syg mand. Schnabels begiver sig i stedet ud i et visuelt eventyr med fantasifulde, innovative filmiske udtryk. Han har allieret sig med Spielbergs faste cinematograf, Janusz Kaminski.
De viser os Bauby på sin rullestol på en platform midt ude på havet. De viser os en smuk kvindes hår, der blafrer i vinden, da de kører i sportsvogn til Lourdes. Han vil i seng med hende, hun vil have en jomfru maria-statuette. De graver dybt ned i Baubys hoved, hvor de finder stor skønhed og stor gru.
Filmen er et sammensurium af minder, mareridt, fantasier, drømme, hospitalsvirkelighed, livstræthed og livsvilje. I ”Le Scaphandre et la Papillon” giver os Schnabel os en livserfaring, som vi helst selv ville være foruden. Men selv om vi ikke er låst fast i vores egen krop på samme måde som Bauby, så er vi jo alle låst fast i vores liv fra tid til anden. ”Le Scaphandre et la Papillon” er et dybt indblik i et sind, der ufrivilligt er låst inde. Et indblik der—uden at være påtrængende—får os til at værdsætte mulighederne for vores eget frie sind og krop.
”Le Scaphandre et la Papillon” er en filmatisering af Elle-chefredaktør Jean-Dominique Baubys bog af samme navn. Bogen er skrevet kun ved hjælp af venstre øjelåg. Bauby skrev nemlig bogen fra sin hospitalsseng, da han havde det såkaldte locked-in syndrome, hvor hele kroppen er paralyseret, og kun hjernen fungerer. Bauby kalder denne passive tilstand for en dykkerklokke (Scaphandre).
Schnabel skildrer Baubys tilstand indefra. Vi ser langt det meste af tiden i et subjektivt kamera fra Bauby (spillet med stor empati af Mathieu Amalric), mens han stirrer ud fra sin seng. I starten er han meget kynisk og fuld af lede. Han skriger og råber, da en læge syer det andet ubruglige øjenlåg sammen. Han er fanget med sig selv og sine tanker og sin fantasi. Men han lærer efterhånden at sætte pris på fantasien og minderne.
Seksuelle fantasier om de smukke sygepassere og flyvske fantasier om fjerne sandsstrande, ørkenlandskaber, caribiske shamaner og kvinder i balkjoler. Minder om gamle kærester og sin gamle far (Max von Sydow) i en fantastisk sjov scene, hvor sønnen barberer den gamle casanova. Schnabel kæder alt dette sammen med Baubys usikkerhed, sit eksistentielt sammenbrud, de store poetiske reflektioner om livet og døden.
Filmen behandler ikke alt dette på en påtaget og prætentiøs måde. Hvordan kan disse reflektioner også være prætentiøse, når de stammer fra en bog skrevet af en dødeligt syg mand. Schnabels begiver sig i stedet ud i et visuelt eventyr med fantasifulde, innovative filmiske udtryk. Han har allieret sig med Spielbergs faste cinematograf, Janusz Kaminski.
De viser os Bauby på sin rullestol på en platform midt ude på havet. De viser os en smuk kvindes hår, der blafrer i vinden, da de kører i sportsvogn til Lourdes. Han vil i seng med hende, hun vil have en jomfru maria-statuette. De graver dybt ned i Baubys hoved, hvor de finder stor skønhed og stor gru.
Filmen er et sammensurium af minder, mareridt, fantasier, drømme, hospitalsvirkelighed, livstræthed og livsvilje. I ”Le Scaphandre et la Papillon” giver os Schnabel os en livserfaring, som vi helst selv ville være foruden. Men selv om vi ikke er låst fast i vores egen krop på samme måde som Bauby, så er vi jo alle låst fast i vores liv fra tid til anden. ”Le Scaphandre et la Papillon” er et dybt indblik i et sind, der ufrivilligt er låst inde. Et indblik der—uden at være påtrængende—får os til at værdsætte mulighederne for vores eget frie sind og krop.
19/12-2007
