- I'm not quite there -
3.0
Jeg havde glædet mig meget til denne film. Spændende materiale. Spændende instruktør. Spændende cast. Bob Dylan er ikke en musikalsk åbenbaring for mig, men som sangskriver hører han til helt oppe i toppen, og hans indflydelse giver så afgjort anledning til en filmatisering.
Det starter såmænd også godt, hvor filmen forlanger sit publikums fulde opmærksomhed og vigtigst af alt - får den. Det ekspressionistiske udtryk og den nærmest Brecht'ske struktur med skiftende hovedrolleindehavere fungerer rigtig godt i første halvdel, hvor man som publikum er beskæftiget med at få puslespillet til at gå op i en Dylan-udgave af ”Hvem er Hvem?”. De mange habile navne i skuespillet klarer det alt i alt rigtig fint, selvom det ikke er alle der stråler. Bales plagede portræt er godt, Arthur Rimbauds kyniker er glimrende mens Cate Blanchett trumfer med en fabelagtig præstation i Dylans elektroniske år – alene kropssproget er et kapitel for sig.
Men hvad er der så galt? Tja, filmen taber pusten undervejs og begynder desværre at famle i sin vovede dramaturgi. For hver god idé viser dig sig desværre også at være en skidt; om ikke andet uinteressant. Filmen har den rigtige mentalitet, for selvfølgelig skal en ener som Dylan ikke spises af med den klassiske biografi-film, men over 135 minutter må man bare konstatere, at der hen ad vejen bliver længere og længere mellem de gode scener.
Filmen er altså endt som et godt men ikke helt igennem vellykket eksperiment. Dylan-fans vil sikkert være mere modtagelige end undertegnede, og man bør skam heller ikke lade sig skræmme væk af denne anmeldelse, men for mig var denne film som at høre en typisk Dylan-sang - visionerne er der, der er noget på hjerte, men det kunne lyde meget bedre i hænderne på en anden kunstner.
Det starter såmænd også godt, hvor filmen forlanger sit publikums fulde opmærksomhed og vigtigst af alt - får den. Det ekspressionistiske udtryk og den nærmest Brecht'ske struktur med skiftende hovedrolleindehavere fungerer rigtig godt i første halvdel, hvor man som publikum er beskæftiget med at få puslespillet til at gå op i en Dylan-udgave af ”Hvem er Hvem?”. De mange habile navne i skuespillet klarer det alt i alt rigtig fint, selvom det ikke er alle der stråler. Bales plagede portræt er godt, Arthur Rimbauds kyniker er glimrende mens Cate Blanchett trumfer med en fabelagtig præstation i Dylans elektroniske år – alene kropssproget er et kapitel for sig.
Men hvad er der så galt? Tja, filmen taber pusten undervejs og begynder desværre at famle i sin vovede dramaturgi. For hver god idé viser dig sig desværre også at være en skidt; om ikke andet uinteressant. Filmen har den rigtige mentalitet, for selvfølgelig skal en ener som Dylan ikke spises af med den klassiske biografi-film, men over 135 minutter må man bare konstatere, at der hen ad vejen bliver længere og længere mellem de gode scener.
Filmen er altså endt som et godt men ikke helt igennem vellykket eksperiment. Dylan-fans vil sikkert være mere modtagelige end undertegnede, og man bør skam heller ikke lade sig skræmme væk af denne anmeldelse, men for mig var denne film som at høre en typisk Dylan-sang - visionerne er der, der er noget på hjerte, men det kunne lyde meget bedre i hænderne på en anden kunstner.
20/12-2007
