My Man

6.0
Efter den katastrofale feel good film A Good Year er Ridley tilbage på lidt mere kendt terræn i American Gangster som fortæller den utrolige, men sande historie om Frank Lucas.

Frank (Washington) overtager pladsen som Harlems underverdensboss efter Bumpy Johnson og ved hjælp af brutal magtanvendelse og en meget god forretningssans bliver han snart den største leverandør af heroin i hele USA. Imidlertid har betjenten Richie Roberts (Crowe) sine egne problemer at slås med. Han er blevet stævnet af konen og på arbejdet bliver han set ned på af sine gennemkorrupte kollegaer, der gladeligt spiser resterne fra Lucas' hånd.

Men da hans chef så giver ham muligheden for at starte sit helt eget team tager Richie kampen op imod 70'ernes største narkobaron, med alt hvad der hører til.

American Gangster er ligesom sidste års The Departed en fremragende old-school gangsterkrimi. Her er Scott virkelig i sit es og han beviser at han ikke er faldet af på den samtidig med at Steven Zallians konstant fremadskridende manuskript sørger for at vi aldrig kommer til at kede os.
Filmen er samtidig også en udsøgt fornøjelse med flotte (og til tider meget voldelige) billeder af Pietro Scalia.

Både stilistisk og æstestisk er American Gangster også på toppen. De utroligt stemningsskabende musiknumre og hip-hop rytmer gør at man ydermere bliver suget ind i filmens univers og samtidig besidder filmen en voldsæstestik der rammer lige i mellemgulvet samtidig med at der illustreres hvad Frank Lucas stoffer gør ved folk. Kanyler sidder i alle dele af kroppen, kokain flyder som sne og hash ryges til overflod, tør ikke tænke på hvor meget Ridley har slåsset med producerne omkring censuren. Det er uforglemmerligt og barskt.

Som Frank leverer Denzel Washington sin bedste præstation til dato. Han er intens, sympatisk og vigtigst af alt temperamentsfuld. Det ene øjeblik griner du med ham og det andet øjeblik frastødes du af ham. Han ER simpelthen Frank Lucas.

Crowe er dog en anelse mere anonym i sin rolle men leverer stadig klasseskuespil som den bundærlige Richie Roberts, men filmens virkelige trumfkort kommer i form af Josh Brolin som den himmelråbende korrupte og sadistiske betjent Trupo. Og jeg vil ikke et øjeblik tøve med at sige at han er et af de ondeste mennesker der er set på lærredet i 2007.

American Gangster går aldrig hen på trods af sin spilletid på lidt over to en halv time hen og bliver kedelig. Historien er konstant i bevægelse og i de mere stille passager skal man blot nyde Washington og Crowe som de to absolutte modpoler. Det må være 6 stjerner herfra. Elsker simpelthen at der stadig er folk der leverer en storstilet gangsterkrimi uden nogen former for visuelt blær. Det er ikke særligt originalt men det er filmhåndværk af bedste skuffe!

Godt gået Ridley my man

American Gangster