En fænomenal bedrift
5.0
The Last Samurai formår at vække min interesse for Japan herunder deres skuespiller og Samuraier og endda for Tom Cruise, som jeg ellers normalt ikke finder særlig speciel. Tom Cruise som ellers plejer at være den kæphøje og utålmodige, har virkelig taget denne her rolle med storm; den åndelige Samurai.
Nu har jeg læst de forriges kommentarer og finder nogle udtalelser bemærkelsesværdige såsom, at den er amerikaniseret fordi Tom Cruise er den sidste Samurai, hvilket jo også er sandt. Men jeg synes samtidigt, at man ser borte fra, at fjenden ligeledes er amerikanere og derfor ville det virke alt for propagandaagtigt, hvis der ikke skete noget positivt fra denne parts side af, desuden har denne endelse overhovedet ikke betydet at de originale samuraier såsom Ken Watanabe/Katsumoto er mindre gode, tværtimod er det blot en hyldest for dem, at en ikke japaner "konvertere" til deres åndelige mentalitet.
I øvrigt, hvis man har den forestilling af, at en Hollywood krigsfilm ikke vil virke "O' Du Amerika/Vesten" agtig, jamen, så skal man nok 'tro om igen', da denne mentalitet overhovedet ikke er ny i Hollywood film tværtimod ser man det gå igennem de fleste film.
Dog kan jeg godt se det irriterende i, at Tom Cruise overlevede til sidst i stedet for at dø og overlade The Last Samurai titlen til en japaner.
Sidst men ikke mindst vil jeg sige, at jeg finder det fantastisk, at der ikke kommer for meget/noget af det der 'kysse mysse' i denne her krigsfilm, da jeg lige netop finder dét som værende noget Hollywood agtigt, at hvor end man vender og drejer, ja, selv når døden er en nær og fjenden er ved at nedslagte en, så er man bare ihh så fristet til at vende verden ryggen til for at have den sidste omgang med sin elskede - overdrivelse så det basker. Derimod overstrømmes filmen med en anden form for intens følelsesladet kærlighed, en mere..hmmm..måske gammeldags måde?
Peace out
Nu har jeg læst de forriges kommentarer og finder nogle udtalelser bemærkelsesværdige såsom, at den er amerikaniseret fordi Tom Cruise er den sidste Samurai, hvilket jo også er sandt. Men jeg synes samtidigt, at man ser borte fra, at fjenden ligeledes er amerikanere og derfor ville det virke alt for propagandaagtigt, hvis der ikke skete noget positivt fra denne parts side af, desuden har denne endelse overhovedet ikke betydet at de originale samuraier såsom Ken Watanabe/Katsumoto er mindre gode, tværtimod er det blot en hyldest for dem, at en ikke japaner "konvertere" til deres åndelige mentalitet.
I øvrigt, hvis man har den forestilling af, at en Hollywood krigsfilm ikke vil virke "O' Du Amerika/Vesten" agtig, jamen, så skal man nok 'tro om igen', da denne mentalitet overhovedet ikke er ny i Hollywood film tværtimod ser man det gå igennem de fleste film.
Dog kan jeg godt se det irriterende i, at Tom Cruise overlevede til sidst i stedet for at dø og overlade The Last Samurai titlen til en japaner.
Sidst men ikke mindst vil jeg sige, at jeg finder det fantastisk, at der ikke kommer for meget/noget af det der 'kysse mysse' i denne her krigsfilm, da jeg lige netop finder dét som værende noget Hollywood agtigt, at hvor end man vender og drejer, ja, selv når døden er en nær og fjenden er ved at nedslagte en, så er man bare ihh så fristet til at vende verden ryggen til for at have den sidste omgang med sin elskede - overdrivelse så det basker. Derimod overstrømmes filmen med en anden form for intens følelsesladet kærlighed, en mere..hmmm..måske gammeldags måde?
Peace out
24/12-2007
