Hillfiger sat på plads
6.0
Nogle gange kan vi mennesker finde tilfredsstillelse i de mest smagløse og primitive ting, såsom vold. Og Fincher viser os det præcist og genialt i hans provokerende, hårdtslående og intense thriller, ”Fight Club”, som visuelt gav undertegnede associationer tilbage til Se7ven. Fincher viser på en provokerende facon, at vi mennesker nu engang er dyr: gennem volden mærker vi livet på ny. Vi mærker at vi er tilstedt i dette eksakte sekund - vi er som genfødt!
Edward Norton ses i rollen som den rutineplaget almindelig amerikanske mand, vis livskraft syntes at være suget ud af ham. "this is your life and it's ending one minute at time", siger Norton fortvivlede håbløst til sig selv, på det vanlige og gråtonede kontor. Umiddelbart kunne hans liv se godt ud på overfladen. Han har et ’crème de la crème’ job, lejligheden er ”top-dollar” med de nyeste ”Ikea møbler” og syntes at tjene godt til tilværelsen. Så hvorfor denne tristhed? Nortons liv er kørt fast. Han er som havnet i en ond cirkel af globaliseringens moderne og onde ånd: Ikea, færdigretter, overfladiske kolleger og upersonlige møbler. Alt dette ændrer sig dog pludselige, da han møder sæbe-sælgeren Tyler Durden (Brad Pitt), som er indehaver af en ekstrem livsfilosofi. Norton for øjnene op for en helt ny verden gennem Tyler, og igennem et slagsmål med selvsamme person, Tyler, mærker han noget han ikke har mærket i mange år: Følelsen af at mærke smerten – af at mærke livet på ny. Det bliver startskuddet til at de begge to finder livsnydelse og en vej ud af den moderne verdens altopslugende anonymitet. For ”Fight Club” er ikke en film om vold. Det er en film om liv. Om at leve og hvordan man kan finde tilfredsstillelse i de mest primitive ting (volden).
Edward Norton er som skabt i rollen som den rutineplaget mand, mens Brad Pitt er yndefuld som bad-ass livs filosof. Begge to skaber en ubegribelig god kemik, og falder på intet tidspunkt igennem, i to roller som sagtens kunne lægge op til overspil. Brad Pitt viser virkelige hvilken skuespils kaliber han er lavet af, og spiller op til noget af det bedste jeg har ham spille. Edward Norton illustrere fejlfrit livs desperation, og leverer virkelig en kraftpræstation som også er filmen værdig.
Rent visuelt er "Fight Club" et mesterstykke udover det sædvanlige. Filmen er konstant præget af ødelæggelse, mathed og udsultning, som hans tidligere værk, Se7ven, også var. Det er grovkornet sadistisk skønhed. Udover dette er ”Fight Club” også en velkomponeret film, der er med til at fastholde dig i samtlige to timers frydefulde minutter. Det er grimt og provokerende, men samtidig også smukt, i det vi er vidne til en persons genopstandelse (Norton) fra det triste døende og rutineplaget liv. Netop dette kunne sagtens have blevet beskrevet i andre omstændigheder, men Fincher formår mesterligt, via provokation, at få os som seer til at indse livets mange, om end skøre og firkantet facetter.
”Fight Club” er ikke helt et mesterværk som Se7ven, men mindre kan næsten også gøre det, dermed sagt at den er på nippet til mestertitlen, og vil garanteret også få den ved et gensyn. ”Fight Club” er mere et unikt dyk i livets sære former, og efterlader én forslået, provokeret og i åndenød, lang tid efter rulleteksterne har passeret forbi. Og eftersom jeg tænker mere og mere over filmens genialitet er jeg nødsaget til at give denne perle af en ’nosseknuser’, fuldt hus.
Edward Norton ses i rollen som den rutineplaget almindelig amerikanske mand, vis livskraft syntes at være suget ud af ham. "this is your life and it's ending one minute at time", siger Norton fortvivlede håbløst til sig selv, på det vanlige og gråtonede kontor. Umiddelbart kunne hans liv se godt ud på overfladen. Han har et ’crème de la crème’ job, lejligheden er ”top-dollar” med de nyeste ”Ikea møbler” og syntes at tjene godt til tilværelsen. Så hvorfor denne tristhed? Nortons liv er kørt fast. Han er som havnet i en ond cirkel af globaliseringens moderne og onde ånd: Ikea, færdigretter, overfladiske kolleger og upersonlige møbler. Alt dette ændrer sig dog pludselige, da han møder sæbe-sælgeren Tyler Durden (Brad Pitt), som er indehaver af en ekstrem livsfilosofi. Norton for øjnene op for en helt ny verden gennem Tyler, og igennem et slagsmål med selvsamme person, Tyler, mærker han noget han ikke har mærket i mange år: Følelsen af at mærke smerten – af at mærke livet på ny. Det bliver startskuddet til at de begge to finder livsnydelse og en vej ud af den moderne verdens altopslugende anonymitet. For ”Fight Club” er ikke en film om vold. Det er en film om liv. Om at leve og hvordan man kan finde tilfredsstillelse i de mest primitive ting (volden).
Edward Norton er som skabt i rollen som den rutineplaget mand, mens Brad Pitt er yndefuld som bad-ass livs filosof. Begge to skaber en ubegribelig god kemik, og falder på intet tidspunkt igennem, i to roller som sagtens kunne lægge op til overspil. Brad Pitt viser virkelige hvilken skuespils kaliber han er lavet af, og spiller op til noget af det bedste jeg har ham spille. Edward Norton illustrere fejlfrit livs desperation, og leverer virkelig en kraftpræstation som også er filmen værdig.
Rent visuelt er "Fight Club" et mesterstykke udover det sædvanlige. Filmen er konstant præget af ødelæggelse, mathed og udsultning, som hans tidligere værk, Se7ven, også var. Det er grovkornet sadistisk skønhed. Udover dette er ”Fight Club” også en velkomponeret film, der er med til at fastholde dig i samtlige to timers frydefulde minutter. Det er grimt og provokerende, men samtidig også smukt, i det vi er vidne til en persons genopstandelse (Norton) fra det triste døende og rutineplaget liv. Netop dette kunne sagtens have blevet beskrevet i andre omstændigheder, men Fincher formår mesterligt, via provokation, at få os som seer til at indse livets mange, om end skøre og firkantet facetter.
”Fight Club” er ikke helt et mesterværk som Se7ven, men mindre kan næsten også gøre det, dermed sagt at den er på nippet til mestertitlen, og vil garanteret også få den ved et gensyn. ”Fight Club” er mere et unikt dyk i livets sære former, og efterlader én forslået, provokeret og i åndenød, lang tid efter rulleteksterne har passeret forbi. Og eftersom jeg tænker mere og mere over filmens genialitet er jeg nødsaget til at give denne perle af en ’nosseknuser’, fuldt hus.
25/12-2007
