´tough, but fair’

Prisværdigt og yderst vellykket forsøg på at innovere den majoritetsmæssigt standardiserede thriller-genre, hvor den debuterende manuskriptforfatter og instruktør Rian Johnson udviser et stærkt vovemod ved at hensætte den fascinerende handling i en på overfladen ungdomsfilm, der i intelligens, gennemslagskraft og filmisk kreativitet dog overgår denne letkøbte kategorisering milevidt. Brick indtræffer fra den anonyme sidelinie med en suveræn overrumpling og aggressiv energi, og filmen fortjener fuldt ud den applaus og celebration, som den har erhvervet sig på filmfestivaler verden over, da den på mystificerende og yderst original vis leger med både stil og indhold, i kongruens med at den emmer af fortællerlyst og et unikt øje for de filmiske virkemidler. Jeg postulerer utilbagetrækkende, at dette er en af årets mest overraskende og helstøbte film, og derved også en af de mest potentialerige og beundringsværdige debutfilm set i virkelig længe.

Johnson visualiserer en moderne og ganske bemærkelsesværdig krimi, dybt inspireret af film noir genren, hvis lettere eksperimenterende indstilling aldrig overskygger filmens mere medrivende kvaliteter. I hovedrollen som den nonchalante protagonist ses ungdomsikonet Joseph Gordon-Levitt, der for alvor får sit mere seriøse skuespillergennembrud med hans superbe og indædte portrættering af en handlekraftig og selvtilsidesættende outsider, der stædigt (og ultimativt egoistisk) drager ud på en udspekuleret og handlingsmættet sfære for at nedfælde bagmændene bag ekskærestens død. Gordon-Levitt er et abstrust spøgelse, definitionen på et individ, der sømløst bevæger sig mellem over- og underklasserne (underfundigt symboliseret gennem universitetets skødesløse opdeling, hvilket ræsonnerer filmens fragmentariske indhug i ungdomsfilmen), som han beskuer med et konstant og distancerende fordomsfuldhed. Denne indestængte vrede påstempler ham med en udefinerbar tragedie allerede i filmens begyndelse, og den selvabsorberende heroisme leveres med et eftertrykkeligt bitterhed under alle Gordon-Levitts handlinger. Han udviser aggressiv selvtægt uden indblanding fra lovbydende autoriteter, men publikums empati fastholdes alligevel under hele filmen, da denne mutte sjæl indbefatter en kompleks misantropi og selvhad, som aldrig eksplicit fortolkes i filmen. Johnson er mere interesseret i aktion og reaktion end psykologiske kortlægninger, selvom disse dog antydes subtil gennem fordums kærlighed. Gordon-Levitt opererer åbenlyst ud fra Tyler Durdens velartikulerede mantra ’if you want an omelet, you gotta brake some eggs’, da han gennem hele filmens bunduforudsigelige og friktionsfrit stilfusionerende handlingsfremdrift tortureres groft, og Brick indeholder nogle i sandhed excentriske slagsmål og jagtsekvenser, der beriges af Johnsons kulsorte humor, hvilket tillige akkompagnerer filmens absurditet og konsekvente originalitet.

Fascinationen i Brick skal ikke finde i en analytisk fremgangsmåde, men nærmere hos det stringente manuskript og de, positivt ment, vage karakterer, der bevandrer det spændende univers lukrativt. Spor udlægges virtuost, for derefter at trækkes tilbage for at afsløre en anden sandhed. Rejsen er filmen, og det er stemningsmættet, detaljerigt, til dels pessimistisk og ikke så lidt uafrysteligt. Den skæve billedside supplerer filmen med en flerlaget dimension af innovation, mens det aparte musik både fungerer som mystikunderstøttende spænding og følelsesmæssig katalysator. Johnson iscenesætter tydeligvis uafhængigt af foregående materiale, og Brick er sandsynligvis en af de film, som folk enten fænges af eller distanceres fra. For mit vedkommende var det selvsagt første kategori, og de fem anbefalelsesværdige stjerner er yderst velfortjente. Johnson er et friskt talent, der er værd at holde øje med.