håb som redningsmiddel – og Bob Marley

Richard Mathesons indflydelsesrige roman I Am Legend fra 1954 har tidligere været filmatiseret to gange, men en nyere og mere moderniseret version fra de episk producerende selskaber i Hollywood har længe været undervejs, hvor navne som den virtuose Ridley Scott, overfladebaserede Michael Bay og fantasyeksperten Guillermo del Tori cirkulerede håndfast rundt, før projektet ultimativt havnede i hænderne på den tidligere musikvideoinstruktør Francis Lawrence. Han spillefilmsdebuterede med en visuel stabilitet, om end historiemæssigt mangelfuldhed, med tegneseriefilmatiseringen Constantine, og Lawrence var derfor ikke det åbenlyse valg til at håndtere en flerlaget samfundsskildring i inkognito som masseappellerende juleblockbuster. Lawrence er dog trådt til udfordringen med en seriøsitetspræget ambition, og selvom jeg personligt ville have elsket at overvære visionære Scott som frontmand, så lykkedes det majoritetsmæssigt Lawrence at balancere mellem den storladne underholdning og den mere subtile afdækning af mennesket udi ekstremer.

I den meget nære fremtid er planet jorden blevet lagt øde af en altopslugende virus, der har destrueret størstedelen af menneskeheden og forvandlet resten til zombielignende monstre, der må gemme sig i mørket for solens stråler. Der er dog enkelte individer, der har vist sig immune overfor virussen (men ikke monstrenes fatale hærgen), hvor man blandt disse finder videnskabsmanden Robert Neville, der som ene sjæl vandrer rundt i et isoleret og ensomt New York, hvor han med snarrådighed må fokusere på selvoverlevelse, mens han forsøger at finde en kur med den menneskeskabte virus. Lawrence indleder I Am Legend med et tv-interview, hvori en forsker med ydmyghed proklamerer, at hun har fundet kuren for kræft ved at konvertere naturens destruktive mineraler til et menneskehjælpende helbredsmiddel. Dette serveres uden nonchalance eller selvtilfredshed, men ’kuren’ viser sig at være katalysator for menneskets nutidige undergang, og Lawrence postulerer, at mennesket kan overleve alt, undtagen sig selv. En glimrende og potentialefyldt præmis, hvor de mangfoldige billeder af et kynisk tomt og apokalyptisk New York skærer skår i det moderne livs luksuriøse overlevelsesmidler (bedst perspektiveret i en subtil scene, hvor Neville på jagt efter mad fra naturen går forbi en fordums McDonalds), og Lawrence leverer et gotisk billede af mennesket som primal overlever. Multitalentet Will Smith leverer en stærk karismatisk præstation som jordens sidste menneske, der afsiger Guds indflydelse på den opdaterede Noahs Ark, og i stedet bebrejder menneskeheden selv for konsekvenserne af sine gerninger. Det er en befriende ureligiøs indfaldsvinkel, som Lawrence tager sig, men i den kvalmende slutning kan han ikke undsige sig, at skulle kaste skyld og slutteligt håb op imod de højere magter.

I Am Legend er en atypisk blockbusterfilm, da den i sin første halvdel er forbavsende nedtonet og tålmodig i sin gradvise afdækning af de tragiske begivenheder, og som publikum er man ubønhørligt fascineret af Smiths hverdag, der mest af alt bestå af rutiner, der skal sikre ham fysiologisk og især psykologisk overlevelse. ´Palle alene i verden´ elementet er helt fantastisk, men selvom Lawrence har fat i virkelig interessante tematikker, så savner man en lidt bredere psykologisk eftertænksomhed, der gjorde en film som eksempelvis Zemeckis’ ubeskrivelige Cast Away til et humant og rørende mesterværk. Smith er fejlfri i sit skuespil og hans ensomhedsafstandtagen virkelig spændende, men Lawrence stoler åbenbart ikke nok på sit materiale (eller også har han haft en kommercielt helgarderingsfikseret producer åndende i den famøse nakke), for han forfalder lidt for ofte til nydelige, om end noget standardiserede actionsekvenser, hvis opulente stil segmentgøre filmen. En mere flydende overgang mellem Smiths ensomme odysse og de astmatiske spændingsscener ville have hævet filmen fra god til decideret fremragende, da den har storslået potentiale, der kun indfries delvist.

Lawrence har indkaldt Peter Jacksons hoffotograf Andrew Lesnie til at visualisere det forladte New York, hvilket han uoverraskende gør med et bravur af et resultat! Lesnie skaber formidable kontraster mellem den lysende dag og den dunkle nat, mens der skiftes superior mellem store panoreringsbilleder og det mere intimt håndholdte kamera, og æstetisk set er I Am Legend ufejlbarlig. Effekterne har lidt for ofte sine forklaringsproblemer, men man fratages heldigvis aldrig helt illusionen, og produktionsmæssigt er filmen et imponerende værk. Lawrence leverer med I Am Legend en semi-modig studieproduktion, der desværre aldrig tør det analytiske skridt fuldt ud. Underholdningsmæssigt fungerer den dog upåklageligt, og de fire stjerner skal komme med et uforfalsket anbefalingssmæk i filmbagdelen fra min side.