store våben og impotens
1.0
Når farmand er på besøg i København og gerne vil en tur i biografen, så tager man ham ikke ligefrem med ind og ser Ten Canoes, så ’kompromiset’ faldt desværre på computerspilsfilmatiseringen Hitman, som jeg ellers havde stærke intentioner om at holde mig langt fra. Ikke kun fordi computerspil sjældent har været grobund for gode filmatiseringer (Mortal Kombat, anyone?) eller fordi det danskkreerede spil (national stolthed indsættes her) havde en præmis, der i filmiske sammenhænge føles bundforudsigelig og ganske forslidt, men mere på grund af at filmens trailers indikerede bras af højeste kaliber. Jeg indtog dog filmen med en svag forhåbning om stiliseret action af den fængende slags, hensat i den tanketomme underholdnings rammer. Tanketomt var det minsandten, men ikke i hjernefrakoblingshjørnet, nærmere af den bundløst irriterende og stupide kaliber, hvor underholdningsniveauet derved nedsænkes langt under nulgrænsen, da jeg simpelthen ikke kun abstrahere fra, hvor patroniserende horribel og gennemført latterlig filmen egentlig var.
Instruktørtjansen er blevet givet den internationalt uprøvede Xavier Gens, der håbløst forsøger at indgyde filmen med politisk ukorrekthed og censurnegligerende voldsomhed ved hyppig brug af bandeord, nøgenhed og blodudskydende action. Fint nok, vi savner nogle gammeldags slagkraftige actionfilm, men bag den poppede overflade har Gens dog glemt alt om minimum publikumsengagement og håndterer historiefremdrift som en alkoholiker i en bar. Dvs. dårligt! Timothy Olyphant, der uretfærdigt er blevet udskældt for sin indsats som koldblodig skurk i Wisemans fremragende Die Hard epos, indtager hovedrollen som den følelsesfattige lejemorder, der trækkes ind i et mordkomplot mod ham selv, iscenesat af sin egen organisering, hvis mytologiske baggrund ikke kun er fuldkommen debil, men også irrelevant i filmens univers. Olyphant forsøger sig ufrivillig komisk med en iskold facade, hvilket fungerer tilforladeligt i filmens talrige actionscener, men man finder ingen interesse i den altdominerende karakter, der muligvis er en overlegen dræber, men impotent som menneske og kvindeelsker. Associationer til den fantastiske Leon nærmer sig det blasfemiske overfor Bessons mesterværk, og Hitman fejler nærmest revolutionerende storslået på fortællersiden. Dette har dog ikke skullet være filmens hovedattraktion, hvor man i stedet ville skelne kraftigt til actionsiden. Her er dog heller ikke noget at hente, for man sidder gabende og konstant uroverbegloende under de overproducerede actionsekvenser, der larmende og fordummende udspiller sig på lærredet. Gens stjæler med arme og ben fra alt mellem John Woo til Wachowski-søskende, men formår aldrig at skabe sin egen stil, og uoriginaliteten hæmmer en i forvejen maltrakteret film. Hitman efterlader forfærdelige spor i mit filmsind som noget af det værste tidsspilde, jeg nogensinde har overværet, og det eneste sympatiske ved filmen er faktisk danske Ulrich Thomsen, der ikke er nær så pinefuld som overskurk, som jeg ellers havde frygtet. Godt min far betalte for billetten.
Instruktørtjansen er blevet givet den internationalt uprøvede Xavier Gens, der håbløst forsøger at indgyde filmen med politisk ukorrekthed og censurnegligerende voldsomhed ved hyppig brug af bandeord, nøgenhed og blodudskydende action. Fint nok, vi savner nogle gammeldags slagkraftige actionfilm, men bag den poppede overflade har Gens dog glemt alt om minimum publikumsengagement og håndterer historiefremdrift som en alkoholiker i en bar. Dvs. dårligt! Timothy Olyphant, der uretfærdigt er blevet udskældt for sin indsats som koldblodig skurk i Wisemans fremragende Die Hard epos, indtager hovedrollen som den følelsesfattige lejemorder, der trækkes ind i et mordkomplot mod ham selv, iscenesat af sin egen organisering, hvis mytologiske baggrund ikke kun er fuldkommen debil, men også irrelevant i filmens univers. Olyphant forsøger sig ufrivillig komisk med en iskold facade, hvilket fungerer tilforladeligt i filmens talrige actionscener, men man finder ingen interesse i den altdominerende karakter, der muligvis er en overlegen dræber, men impotent som menneske og kvindeelsker. Associationer til den fantastiske Leon nærmer sig det blasfemiske overfor Bessons mesterværk, og Hitman fejler nærmest revolutionerende storslået på fortællersiden. Dette har dog ikke skullet være filmens hovedattraktion, hvor man i stedet ville skelne kraftigt til actionsiden. Her er dog heller ikke noget at hente, for man sidder gabende og konstant uroverbegloende under de overproducerede actionsekvenser, der larmende og fordummende udspiller sig på lærredet. Gens stjæler med arme og ben fra alt mellem John Woo til Wachowski-søskende, men formår aldrig at skabe sin egen stil, og uoriginaliteten hæmmer en i forvejen maltrakteret film. Hitman efterlader forfærdelige spor i mit filmsind som noget af det værste tidsspilde, jeg nogensinde har overværet, og det eneste sympatiske ved filmen er faktisk danske Ulrich Thomsen, der ikke er nær så pinefuld som overskurk, som jeg ellers havde frygtet. Godt min far betalte for billetten.
27/12-2007
