Ene og alene
4.0
”I Am Legend” holder, hvad den lover. Det er hverken et epokegørende, kunstnerisk pragtværk eller en dyb, symbolsk beretning. Det er en actionfilm, serveret som en bjergtagende visualisering af jordens undergang. Det er aldrig følelsesmæssigt engagerende eller kvalmende nærgående. Det er mestendels en kaloriefyldt omgang popcornunderholdning i begrebets allerbedste betydning.
Det er nemlig ikke fordi instruktør Francis Lawrence (kendt fra den ujævne ”Constantine” og diverse musikvideoer) har fundet de vises sten, at han har valgt at kreere en spillefilm om menneskehedens tilsyneladende definitive endeligt. Det står en forunderligt klart, allerede i de indledende sekvenser: Den dybere mening tilsidesættes relativt bevidst og lader sig overgå af en velsmurt og glatpoleret facade af postapokalyptiske stemningsbilleder og rendyrket visuelt blær.
Efter at den godhjertede massemorder, opfinderen af en revolutionerende og helbredende cancer-kur, i filmens første billede kortlægger sin påpasselige fremgangsmåde og behandling af produktet, tilfalder billedet den enlige forsker, Robert Neville, som har den tvivlsomme ære af at være ”the last man standing” – den sidste mand på jorden. Medicinen, der udvikler sig til en afskyvækkende dommedagskatalysator, har nemlig vist sig at forårsage katastrofale bivirkninger, der enten lægger sine ofre direkte i graven eller omformerer dem til bestialske, zombie-lignende væsner med trang til råt kød og friskt blod. I sit rebelske modangreb mod skabningernes komplette magtovertagelse må Robert manøvrerer sig gennem talrige udfordringer i det fulde sollys, som hans fjender ikke kan tåle.
Det er ikke et udgangspunkt, der lover forfærdeligt mange filosofiske symboler eller andre intellektuelle handlingskrøller, hvilket der i sagens natur heller ikke er skænket betragtelig plads til. For selvom filmen mod slutningen grænser til det religiøse – som Lawrence før utvetydigt har berørt med ”Constantine” – og indeholder en del moralske, menneskelige spørgsmål, er det fuldt og fast i underholdningens majestætiske navn, at filmen drives frem. Og det med en som altid veloplagt og velspillende Will Smith i den dominante hovedrolle, udelukkende suppleret af en hjertelig schæferhund ved navn Samantha. Smith har netop den folkelige appeal og sofistikerede attitude til at bære karakteren Robert Neville og dygtigheden til at gøre denne interessant. En flot præstation.
At kalde ”I Am Legends”s overdådige billeder for flotte, ville derimod være en anselig underdrivelse. Fra de første, øde overbliksbilleder til de mere krævende nærkampsskud, er og bliver det en usandsynlig smuk affære, og billedsiden melder sig fra første fløjt som filmens stærkeste force. De vilde dyr er skabt iøjnefaldende naturtro og de overnaturlige ”levende døde” konstrueres elegant med generelt realistiske bevægelser og usmagelige ansigtsudtryk, mens hele dommedagsscenariet er visualiseret skræmmende intenst og hypnotiserende ”præcist”.
(OMTALE AF SLUTNINGEN)
Desværre synes slutningen slående malplaceret, såvel som ret kikset, mens den på irriterende vis modsiger resten af filmens intentioner og overgiver sig til ligegyldige, religiøse klichéer. Lawrence falder tungt i grøften i denne enlige sekvens, der virker håbløst påklistret i måden, hvorpå den forsøger at indsnige en fejlagtigt udtalt dybde i handlingen. Sandheden er blot, at der i realiteten ikke er brug for det ekstra lag, som opvises så ulideligt eksplicit i filmens afsluttende scene. Det ser langt bedre ud i den resterende del af filmen, hvor dens verdensanskuelse fremgår som en mindre, bagvedliggende nuance.
(/OMTALE AF SLUTNINGEN)
Bortset fra det er ”I Am Legend” dog en hysterisk underholdende affære, der fornemt udfoldes i perfekt iscenesatte rammer og gør sig fortjent til fire, flotte stjerner.
Det er nemlig ikke fordi instruktør Francis Lawrence (kendt fra den ujævne ”Constantine” og diverse musikvideoer) har fundet de vises sten, at han har valgt at kreere en spillefilm om menneskehedens tilsyneladende definitive endeligt. Det står en forunderligt klart, allerede i de indledende sekvenser: Den dybere mening tilsidesættes relativt bevidst og lader sig overgå af en velsmurt og glatpoleret facade af postapokalyptiske stemningsbilleder og rendyrket visuelt blær.
Efter at den godhjertede massemorder, opfinderen af en revolutionerende og helbredende cancer-kur, i filmens første billede kortlægger sin påpasselige fremgangsmåde og behandling af produktet, tilfalder billedet den enlige forsker, Robert Neville, som har den tvivlsomme ære af at være ”the last man standing” – den sidste mand på jorden. Medicinen, der udvikler sig til en afskyvækkende dommedagskatalysator, har nemlig vist sig at forårsage katastrofale bivirkninger, der enten lægger sine ofre direkte i graven eller omformerer dem til bestialske, zombie-lignende væsner med trang til råt kød og friskt blod. I sit rebelske modangreb mod skabningernes komplette magtovertagelse må Robert manøvrerer sig gennem talrige udfordringer i det fulde sollys, som hans fjender ikke kan tåle.
Det er ikke et udgangspunkt, der lover forfærdeligt mange filosofiske symboler eller andre intellektuelle handlingskrøller, hvilket der i sagens natur heller ikke er skænket betragtelig plads til. For selvom filmen mod slutningen grænser til det religiøse – som Lawrence før utvetydigt har berørt med ”Constantine” – og indeholder en del moralske, menneskelige spørgsmål, er det fuldt og fast i underholdningens majestætiske navn, at filmen drives frem. Og det med en som altid veloplagt og velspillende Will Smith i den dominante hovedrolle, udelukkende suppleret af en hjertelig schæferhund ved navn Samantha. Smith har netop den folkelige appeal og sofistikerede attitude til at bære karakteren Robert Neville og dygtigheden til at gøre denne interessant. En flot præstation.
At kalde ”I Am Legends”s overdådige billeder for flotte, ville derimod være en anselig underdrivelse. Fra de første, øde overbliksbilleder til de mere krævende nærkampsskud, er og bliver det en usandsynlig smuk affære, og billedsiden melder sig fra første fløjt som filmens stærkeste force. De vilde dyr er skabt iøjnefaldende naturtro og de overnaturlige ”levende døde” konstrueres elegant med generelt realistiske bevægelser og usmagelige ansigtsudtryk, mens hele dommedagsscenariet er visualiseret skræmmende intenst og hypnotiserende ”præcist”.
(OMTALE AF SLUTNINGEN)
Desværre synes slutningen slående malplaceret, såvel som ret kikset, mens den på irriterende vis modsiger resten af filmens intentioner og overgiver sig til ligegyldige, religiøse klichéer. Lawrence falder tungt i grøften i denne enlige sekvens, der virker håbløst påklistret i måden, hvorpå den forsøger at indsnige en fejlagtigt udtalt dybde i handlingen. Sandheden er blot, at der i realiteten ikke er brug for det ekstra lag, som opvises så ulideligt eksplicit i filmens afsluttende scene. Det ser langt bedre ud i den resterende del af filmen, hvor dens verdensanskuelse fremgår som en mindre, bagvedliggende nuance.
(/OMTALE AF SLUTNINGEN)
Bortset fra det er ”I Am Legend” dog en hysterisk underholdende affære, der fornemt udfoldes i perfekt iscenesatte rammer og gør sig fortjent til fire, flotte stjerner.
27/12-2007
