Mesterligt indblik i 50ernes L.A.

Curtis Hanson leverer med L.A. Confidential en af 90ernes mest seværdige film. Det er hårdkogt kriminalfilm om korruption med en seriøs men ikke umorsom tilgang, hvor en sand perlerække af Hollywoods største navne brillierer på stribe. Stemningen er ramt perfekt, og der rammes ikke en eneste falsk tone i løbet af filmens 130 mins medrivende underholdning.

Med forskellige motiver og indgangsvinkler rodes tre vidt forskellige politimænd i 50ernes L.A. ind i, hvad der viser sig at være en større og dyberestikkende sag om korruption, bestikkelse og svindel indenfor politiets egne rækker. Den eksplosive men følsomme Bud White (Crowe), den smarte og ambitiøse Edmund Exley (Pearce) og den elegante medieluder Jack Vincennes (Spacey) har ikke meget andet end hån til overst for hinanden, men i jagten på retfærdighed, hævn og berømmelse finder de fælles fodslag i en sag, som trækker dybere og dybere spor ned igennem egne rækker og den glamouøse facade i Hollywoodland.

L.A. Confidential er fremragende af flere årsager. Curtis Hanson benytter elegant James Elroys romanoplæg til at give os en film, som på en gang er en kringlet og medrivende kriminalhistorie og samtidigt et billede på 50ernes L.A. og politiet i dens samtid. Filmen er fyldt med små spændende og troværdige historier i historien med fokus på de tre forskellige politifolk samtidigt med, at den hele tiden formår at holde os på sporet af den overordnede forbryderjagt. Vi kommer ind under huden på både de tre hovedpersoner og en lang række interessante bipersoner, som alle er med til at give tilskueren en fornemmelse af, at man kigger igennem et tidsvinduet direkte tilbage til L.A. anno 1950. Alle karakterer er spillet med en nerve og troværdig, som gør, at man opfatter samtlige som ægte personer af kød og blod.

I spidsen for denne flok toptunede super skuespillere brillierer især Crowe, Pearce og Spacey. At ingen af de tre blev Oscarnomineret for deres roller er mig ubegribeligt, da jeg overvældes filmen igennem. Crowes på en gang brutale og følsomme ansigt siger mere end tusind ord og giver næsten Bud White mere liv og sympati end den karakter fortjerner. Pearce er perfekt som den overambitiøse og sleske Ed Exley, mens Spaceys ansigtsfolder passer perfekt til den medieglade Jack, som i udgangspunktet søger berømmelse frem for retfærdighed. Ud over dette gyldne trekløver skal også James Cromwell fremhæves for at levere en perfekt usympatisk fremstilling af den gamle politichef med ugler i mosen. Kim Basinger - der som den eneste fik en skuespiller Oscar for filmen - er imponerende følsom og stærk i rollen som luder, og sidst er David Strathairn eminent i rollen som cool milliardær med en lyssky bagside.

Filmens troværdighed øges af dens helteløse tilgang til 50er universet. Hver af de mange karakterer forfølger sagens opklaring af egne egoistiske grunde, og ingen af de implicerede kan se sig fri af at have flere knapt så prisværdige karaktertræk. L.A. Confidential er et billede af en svunden tid og ikke et heltekvad med klart definerede skurke og helte.

Kombinationen af et af de mest mindeværdige cast nogensinde, den perfekte 50er atmosfære og en særdeles spændende kriminalhistorie gør, at de 130 min. flyver afsted. L.A. Confidential er en af den type filmiske guldklumper, som desværre kun dukker op med store mellemrum. Den er hård og voldsom men sjov og sympatisk. Den giver sig tid til at ramme scenerne perfekt men er samtidigt tempofyldt. Filmen er 10 år gammel, men den føles så frisk, som var den lavet i går. Kort sagt er den en filmisk perle, som i genren ikke er overgået siden.