// Det er hårdt at være fuldstændig alene i The Big Apple! //

Kommentar til den menneskelige race: Forsøg aldrig at kurere kræft. Du ender med at blæse mere varm luft ud end en hårtørrer som en eller anden overfladisk forsker (læg mærke til Emma Thompson i de indledende scener) på samtlige nyhedskanaler og videnskabstidsskrifter om din nye super vaccine. Tre år senere vil denne vaccine have spredt sig over hele verden og forvandlet sig til et populationsødelæggende monster, hvorefter du ender mutters alene på denne planet i selskab med Will Smith og en schæferhund.

Heldigvis er der værre personer, du kunne ende med end lige Smith i Francis Lawrences' I Am Legend, som er baseret på Richard Mathesons sci-fi-novelle fra 1954. Smith har efterhånden medvirket i flere store og mere alvorlige film (fx I, Robot, Ali og Enemy of The State), og det ses tydeligt at han ikke længere er den rappe fyr fra L.A. I I Am Legend giver Smith den hele armen som forsker fra militæret, der umiddelbart som den sidste mand på jorden, kæmper for at finde en universalvaccine mod den spredte supervirus. Heldigvis har han under sin lange forskning formået at gøre sig selv immun. Smiths muntre spændstighed fik ham til at overleve hjemløshed sidste år i The Pursuit of Happyness; hvem siger at han så ikke kan bekæmpe en supervirus og dets konsekvenser, ensomheden og de inficerede.

Indledningen tager mildest talt pusten af een. Der er stort set ingen dialog, men et stort rum af fortabelse og ødelæggelse, som udspiler sig i New Yorks rammer. Her vokser der ukrudt og blade på de engang eksklusive højhuse, Times Square er fyldt med dådyr og centrum bliver ikke længere fyldt med lyd fra taxaer, men fuglenes sang. Det er et højst udsædvanligt sted at starte i forhold til at det er en Hollywood-produktion, og det er ironisk nok fyldt med stemning. Mange tanker løber igennem hovedet på een, når man ser en kollapset Brooklyn Bridge - historiens forløb, livets forgængelighed, emperiers fald, den 11. september... hvorefter natten falder på og de inficerede stormer Nevilles hus, og man er sikkert tilbage i Hollywood.

Det største problem med filmen er de inficerede. Som stor zombie-fan, forventede jeg mig meget af disse, især efter at have set traileren, hvor man blot hører de inficerede skrig. Det lyder faktisk ret skræmmende, og jeg tænkte "fedt!". Til gengæld vil det være noget af en overdrivelse, hvis man siger, at de ser skræmmende ud. For det gør de simpelthen ikke, og det er ærgeligt at der er brugt mere CGI end blod og splat, men det er igen Hollywood i en nøddeskal! Mest af alt forsøges der genskabe en model á la 28 Weeks Later, hvor de inficerede løber stærkt og skriger i deres pjaltede laser, som minder om The Incredible Hulk. Selvfølgelig er der tilføjet nogle chokmomenter, hvor monstrene springer frem fra mørke hjørner og udstøder nogle brøl, men mere ligger der faktisk ikke i det.

Filmens overraskelse ligger i, at Neville møder en overlevende, faktisk to overlevende: en brasiliansk moder Anna (Alice Braga) og hendes søn Ethan (Charlie Tahan), som redder Neville på rigtig Hollywood-vis i allersidste sekund fra de inficerede. Man skulle tro, at han bliver henrykt for at se dem, men han bliver i stedet bare forvirret og aggressiv. Det hjælper slet ikke, at Anna vil finde en lejer for overlevende i Vermont, hvor hendes eneste argument for verificering er, at "Gud har fortalt hende det". Heldigvis bliver vi sparet for emotionelle hændelser mellem Neville og Anna, og bare rolig, de ender ikke med at blive kærester og sammen adoptere Ethan!

Undervejs hænder faktisk også nogle ret effektive elementer, som gør filmen lidt bedre og sofistikeret. Indledningen er et stort plus, som jeg også har nævnt ovenfør, men også de gentagne flashbacks fra den aften, hvor Neville forlod sin kone og datter for at redde verden under evakueringen af Manhattan. Konstant bliver vi afbrudt og vender tilbage til virkeligheden hos Neville. Dertil har Francis også flettet Bob Marley ind i handlingen, som viser sig at spille en stor rolle for Neville med sine budskaber, og det er virkelig en rørende scene, hvor Neville vasker sin hund med Marley i baggrunden, som han synger med på. Alligevel kan det hele til sidst i filmen godt blive lidt for selvhøjtideligt, hvor Neville enten gør noget meget modigt eller dumt (det vil jeg dog ikke afsløre her!).

Billedsiden skriger CGI, og da er da også meget flot, men det kan godt blive irriterende at man flere steder i filmen føler, at scenen lige så godt kunne være taget ud af et flot animeret konsolspil, hvilket fjerner autentiteten fra filmen. Men det er da meget sjovt at se hvordan Manhattan ville se ud, hvis en supervirus har destrueret alt, og hvor naturen begynder at tage over i et af verdens mest travle og materialistiske områder.

For at opsummere, mangler filmen meget mere gys, blod og splat, hvilket jeg anser som et meget stort minus i genren som I Am Legend hører til, og det hjælper slet ikke at de inficerede mere får een til at smile end gyse. Der er for alvor skruet for CGI-effekter, og efter nogen tid bliver de faktisk så frustrerende at se på, at man begynder at tænke over, hvor højt budgettet egentligt lå. Til gengæld er der mange sofistikerede elementer i filmen, og jeg giver mit ord på, at man i hvert fald ikke kommer til at kede sig, for filmens største styrke er egentlig hvad den lover, go' popcorn underholdning og så alligevel ikke á la Transformers-underholdning, da flere atypiske elementer indgår.

Mathesons novelle er tidligere blevet adapteret til film med Vincent Price som The Last Man on Earth og Charlton Heston som The Omega Man, og i begge tilfælde er det svært at forestille sig hovedpersonerne synge Bob Marley for at trøste deres skræmte hund. Smith gør det to gange i filmen, og som nævnt før, er det nogle af de mest rørende momenter i filmen. Han er måske lidt for munter til at spille verdens mest ensomme mand, men han er mere end overbevisende som den flinkeste fyr fra Hollywood!