Scorsese ultralight
3.0
Martin Scorsese er blandt den absolutte top blandt nutidens Hollywood-instruktører. ”Raging Bull” og ”Taxi Driver” er blandt de største værker i nyere amerikansk filmhistorie. Men ”Cape Fear” er indtil nu det værste, jeg har set fra hans hånd. Ikke fordi filmen i sig selv er så slem set blandt andre Hollywood-produktioner fra samme tid. Det er blot en middelmådig thriller. Men det er ikke godt nok for en Scorsese-film.
Samlet set efterlader ”Cape Fear” en med en flad fornemmelse. Historien er den samme som fra 1962-filmen med samme titel. En advokat bliver efterfulgt og chikaneret af en eksfange, som han skulle forsvare, men som endte fængsel. Advokaten blev i 1962 spillet af Gregory Peck som en retfærdig og god familiefar, men i Scorseses version spilles han af Nick Nolte som en mindre uskyldsren person. Psykopaten Max Cady, der hjemsøger advokaten og advokatens familie, spilles af Robert De Niro.
Umiddelbart lyder det jo supergodt. De Niro som galning. Men det lykkedes ikke i mine øjne. De Niros figur bliver utroværdig, karikeret. Det kan godt være, at det har været pointen at gøre til et symbol på ondskab snarere end en kompleks karakter, som vi skal føle empati for. Men karikeringen gør ham mere grinagtig og morsom end skræmmende. Det virker plat, for at sige det ligeud.
Det er synd, at det falder til jorden, for Scorsese sætter ellers mange interessante ting i spil. For eksempel bliver advokaten mere og mere brutal og voldelig, jo mere Cady presser ham og familien. Cady måde at chikanere familien splitter dem nemlig ad. Han appellerer til alt, hvad de frygter. Datteren (Juliette Lewis) frygter sin egen seksualitet. Konen (Jessica Lange) frygter sin mands troskab. Advokaten selv frygter at miste kontrollen over sig selv.
Derudover er der også mange filmiske kneb, der er spændende at se. Scorseses leg med kamerabevægelser og billedinverteringer. Kamera-framings a la klassisk film noir. En underholdende De Niro på slap line. Et moralsk dilemma om at bruge ondt i kampen mod det onde.
Men samlet set føles filmen tam. Handlingsforløbet er alt for kedeligt og klassisk Hollywood-thriller. Endda med nævekamp til sidst, vil jeg tillade mig at afsløre. Den er ikke ringe. Blot middelmådig. Og det er trist for en film med Scorseses navn på plakaten.
Samlet set efterlader ”Cape Fear” en med en flad fornemmelse. Historien er den samme som fra 1962-filmen med samme titel. En advokat bliver efterfulgt og chikaneret af en eksfange, som han skulle forsvare, men som endte fængsel. Advokaten blev i 1962 spillet af Gregory Peck som en retfærdig og god familiefar, men i Scorseses version spilles han af Nick Nolte som en mindre uskyldsren person. Psykopaten Max Cady, der hjemsøger advokaten og advokatens familie, spilles af Robert De Niro.
Umiddelbart lyder det jo supergodt. De Niro som galning. Men det lykkedes ikke i mine øjne. De Niros figur bliver utroværdig, karikeret. Det kan godt være, at det har været pointen at gøre til et symbol på ondskab snarere end en kompleks karakter, som vi skal føle empati for. Men karikeringen gør ham mere grinagtig og morsom end skræmmende. Det virker plat, for at sige det ligeud.
Det er synd, at det falder til jorden, for Scorsese sætter ellers mange interessante ting i spil. For eksempel bliver advokaten mere og mere brutal og voldelig, jo mere Cady presser ham og familien. Cady måde at chikanere familien splitter dem nemlig ad. Han appellerer til alt, hvad de frygter. Datteren (Juliette Lewis) frygter sin egen seksualitet. Konen (Jessica Lange) frygter sin mands troskab. Advokaten selv frygter at miste kontrollen over sig selv.
Derudover er der også mange filmiske kneb, der er spændende at se. Scorseses leg med kamerabevægelser og billedinverteringer. Kamera-framings a la klassisk film noir. En underholdende De Niro på slap line. Et moralsk dilemma om at bruge ondt i kampen mod det onde.
Men samlet set føles filmen tam. Handlingsforløbet er alt for kedeligt og klassisk Hollywood-thriller. Endda med nævekamp til sidst, vil jeg tillade mig at afsløre. Den er ikke ringe. Blot middelmådig. Og det er trist for en film med Scorseses navn på plakaten.
28/12-2007
