straf som ubegrænset begreb
4.0
Sjælefyldt og autentisksøgende tragediedrama, der skildrer en kvindes indadvendte kamp mod at få oprettet et funktionelt liv efter stofmisbrug og fængselsstraf. Instruktøren og manuskriptforfatteren Laurie Collyer debuterer indenfor fiktionsrammerne, men hun har medtaget sig sin erfaring som dokumentarisk, og Sherrybaby (en titel, der refererer både til hovedkarakterens navn og hendes umodenhed som ansvarsfuld menneske) er et hæderligt forsøg på at berette, med et objektivt øje, om en fejlsagen kvinde, der mere eller mindre bevidst træffer alle de forkerte valg. Collyer kunne sagtens have gået den nemmere vej ved at fordømme sin hovedperson, men Sherrybaby fungerer så kraftfuld ved hjælp af den saglige indfaldsvinkel til en lettere uoriginal historie.
En af denne generations mest spændende unge skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal, indtager hovedrollen som forsømmende moder og kapitulerende menneske, og hun leverer en meget stærk og modig præstation, hvor hun nærmest med ene dominans bærer filmens signifikante plausibilitet på sine skuldre. Gyllenhaal spiller med en ambivalent skrøbelighed og svinger eminent med publikums sympati for denne kvinde, hvis kampgejst ikke kan hamle op med målet. Collyer og Gyllenhaal holder sig behændigt fra den sentimentale side og formår på subtil vis at genfortælle hovedpersonens baggrundshistorie ved hjælp af de tilbageholdende sidekarakterer, som hun utvivlsomt har trådt på utallige gange. Den komplekse og psykologiforklarende baggrund er filmens stærkeste force, da Gyllenhaals rehabiliteringsforsøg i nutiden nogle gange går i cirklende tomgang. Collyer kunne sagtens have indladt mere plads til sidehistorierne, hvor Gyllenhaals realistisk følende forhold med eksnarkomanen Danny Trejo (der i en, for ham, uvant rolle leverer en fremragende præstation) har følelsesmæssigt potentiale, der nemt kunne have været udnyttet bedre.
Den uundgåelige tragiske konklusion beskygger filmen under hele forløbet, men i slutningen lader Collyer dog sin hovedkarakter slippe ud af sin selvforskyldte straf, hvilket varer langt udover autoritetens fængselsbestemte tid, og der skinnes en smule forhåbning og selverkendelse ind. Det er et sympatisk træk, ja nærmest nødvendigt efter en pinefuld overværelse af en kvindes systematiske selvdestruering, og Sherrybaby står tilbage som en gribende lille film uden en længerevarende slagkraftighed.
En af denne generations mest spændende unge skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal, indtager hovedrollen som forsømmende moder og kapitulerende menneske, og hun leverer en meget stærk og modig præstation, hvor hun nærmest med ene dominans bærer filmens signifikante plausibilitet på sine skuldre. Gyllenhaal spiller med en ambivalent skrøbelighed og svinger eminent med publikums sympati for denne kvinde, hvis kampgejst ikke kan hamle op med målet. Collyer og Gyllenhaal holder sig behændigt fra den sentimentale side og formår på subtil vis at genfortælle hovedpersonens baggrundshistorie ved hjælp af de tilbageholdende sidekarakterer, som hun utvivlsomt har trådt på utallige gange. Den komplekse og psykologiforklarende baggrund er filmens stærkeste force, da Gyllenhaals rehabiliteringsforsøg i nutiden nogle gange går i cirklende tomgang. Collyer kunne sagtens have indladt mere plads til sidehistorierne, hvor Gyllenhaals realistisk følende forhold med eksnarkomanen Danny Trejo (der i en, for ham, uvant rolle leverer en fremragende præstation) har følelsesmæssigt potentiale, der nemt kunne have været udnyttet bedre.
Den uundgåelige tragiske konklusion beskygger filmen under hele forløbet, men i slutningen lader Collyer dog sin hovedkarakter slippe ud af sin selvforskyldte straf, hvilket varer langt udover autoritetens fængselsbestemte tid, og der skinnes en smule forhåbning og selverkendelse ind. Det er et sympatisk træk, ja nærmest nødvendigt efter en pinefuld overværelse af en kvindes systematiske selvdestruering, og Sherrybaby står tilbage som en gribende lille film uden en længerevarende slagkraftighed.
29/12-2007
