Den ærlige kunstners tyndskid
4.0
”De Unge År” er Jacob Thuesens komedie over et manuskript af Lars von Trier, hvor han mere eller mindre selvbiografisk beskriver sin tid på filmskolen i 70erne. Det er ikke kun grydefrisure og dobbeltmoralske feminister, som Trier og Thuesen tager pis på her. Det er i det hele taget kunstneriske idealer konfronteret med de kyniske realiteter med konservative og ligeglade autoriteter.
Den gode, naive Erik Nietzche (Jonatan Spang) tager film af bevægelser i naturen, som han sender ind med sin ansøgning til filmskolen. De mener, at det er det ringeste lort, de nogensinde har set. Men da rektoren (Søren Pilmark) knepper en pige på bordet, ryger alle ansøgningerne på gulvet, og Nietzches ryger ved et tilfælde blandt de godkendte. Så er tonen ligesom sat i forhold til filmskolens behandling af kunsten. Lærerne fabler om cirkulær dramaturgi, de censurer alt sex, vold og politisk ukorrekthed væk, og de går mere op i skrammer i skolens udstyr, end de studerendes kunst og udvikling.
Thuesen og Trier smører tykt på med sarkasmen. Men man kan godt fornemme en tvangsonanerende, følsom (vist i filmen med masser af tyndskidsscener) lille Lars i Erik. Han får et par overfladiske forhold til nogle kvinder, der ikke tror på kærlighed, men på at bolle. Han besidder en godhed og en ærlighed, men han kan være grusom og kynisk. Ifølge filmen er det, noget han har lært i skolen.
Uanset om man køber den udvikling eller ej, så er filmen glimtvis skideskæg. Ikke mindst Jens Albinus som en Nils Malmros-lignende instruktør, som Nietzche kommer i praktik hos. Filmen har også lidt mere en ren komedie. Jeg kan genkende Nietzches naive trodsighed i mig selv. Og filmen sætter desuden nogle tanker i gang om skolegang, ambitioner og tilpasning.
Filmen er til gengæld plaget af en indforståethed og et par jokes, der ikke ramte publikum i den biografsal, jeg sad i. Det er sikkert også en film, man har glemt et par dage efter oplevelsen. Men den er stadig blandt de mest seværdige danske film i et ellers tamt filmår. Ud over denne er kun ”Kunsten at Græde i Kor” og ”Ghosts of Cite Soleil” er værd at huske på.
Den gode, naive Erik Nietzche (Jonatan Spang) tager film af bevægelser i naturen, som han sender ind med sin ansøgning til filmskolen. De mener, at det er det ringeste lort, de nogensinde har set. Men da rektoren (Søren Pilmark) knepper en pige på bordet, ryger alle ansøgningerne på gulvet, og Nietzches ryger ved et tilfælde blandt de godkendte. Så er tonen ligesom sat i forhold til filmskolens behandling af kunsten. Lærerne fabler om cirkulær dramaturgi, de censurer alt sex, vold og politisk ukorrekthed væk, og de går mere op i skrammer i skolens udstyr, end de studerendes kunst og udvikling.
Thuesen og Trier smører tykt på med sarkasmen. Men man kan godt fornemme en tvangsonanerende, følsom (vist i filmen med masser af tyndskidsscener) lille Lars i Erik. Han får et par overfladiske forhold til nogle kvinder, der ikke tror på kærlighed, men på at bolle. Han besidder en godhed og en ærlighed, men han kan være grusom og kynisk. Ifølge filmen er det, noget han har lært i skolen.
Uanset om man køber den udvikling eller ej, så er filmen glimtvis skideskæg. Ikke mindst Jens Albinus som en Nils Malmros-lignende instruktør, som Nietzche kommer i praktik hos. Filmen har også lidt mere en ren komedie. Jeg kan genkende Nietzches naive trodsighed i mig selv. Og filmen sætter desuden nogle tanker i gang om skolegang, ambitioner og tilpasning.
Filmen er til gengæld plaget af en indforståethed og et par jokes, der ikke ramte publikum i den biografsal, jeg sad i. Det er sikkert også en film, man har glemt et par dage efter oplevelsen. Men den er stadig blandt de mest seværdige danske film i et ellers tamt filmår. Ud over denne er kun ”Kunsten at Græde i Kor” og ”Ghosts of Cite Soleil” er værd at huske på.
29/12-2007
