Kvalmende, amerikansk budskabsfilm

Footballfilmen "Titans" er - med sin forudsigelighed og stereotype persongalleri - den mest kvalmende omgang præk, der længe er set.


Når en amerikansk film indledes med den forslidte frase "baseret på en sand historie", frygter man automatisk at blive udsat for en kvalmende omgang præk, eventuelt med et solidt stænk nationalfølelse smidt ind for good measure. Footballdramaet "Titans" opfylder desværre ens værste forventninger til fulde.

Problematisk integrationslov
Filmens handling udspiller sig i byen Alexandria - i den amerikanske sydstat Virginia, 1971. Byens store stolthed er den lokale T.C. Williams High Schools football-hold, Titanerne, som trænes af den hvide Bill Yoast (Will Patton). Da en ny integrationslov tvinger den lokale skolekommission til at sammenlægge byens rent sorte high school med den hvide, resulterer det i et væld af protester i det lille samfund, som er gennemsyret af fordomme og intolerance, i begge lejre. Også de to football-holds spillere protesterer, for nu kan hver enkelt - sort som hvid - med rette være bange for at blive sat af holdet.


Problemerne eskalerer, da den sorte træner, Herman Boone (Denzel Washington), hentes op fra South Carolina for at blive cheftræner i stedet for Yoast. Temperamenterne eksploderer, men naturligvis er den ædle sorte træner så professionel, at han kan føre Titanerne til sejr og i processen tilmed skrinlægge alle racistiske konflikter, ikke blot på de to hold, men også blandt det meste af Virginias befolkning.


Budskabet proppes ned med en møggreb
Denzel Washington - om nogen inkarnationen af det sorte Amerikas "gode samvittighed" på filmlærredet - er for længst blevet en karikatur af sig selv; en slags moderne udgave af 1960'ernes moralsk pletfri sorte stjerne, Sidney Poitier. Det gør ikke sagen bedre at placere ham i en film som "Titans", der propper budskabet om racemæssig tolerance ned i halsen på den sagesløse tilskuer med en møggreb, og samtidig bekender sig til en så forudsigelig og unuanceret dramaturgi, at man føler sig hensat til netop fordums tiders belærende Poitier-film.


Karaktererne i "Titans" er alle som én fabrikerede stereotyper: de to selvpromoverede holdanførere, den sorte Julius (Wood Harris) og den hvide Gerry (Ryan Hurst) - hvis stridigheder naturligvis helt bilægges under opholdet i træningslejren, den fede outsider Lastik (Ethan Suplee), som ender med at blive accepteret af alle, fordi han har soul power, den smukke, solbrændte, californiske Ronnie (Kip Pardue), som scorer alle cheerleaderne, samt - mest af alle - den hvide fodboldtræners 9-årige datter, Sheryl (Hayden Panettiere), der gammelklogt belærer sin far og de andre voksne football pros om de taktikker, som skal til, hvis "Titans" skal vinde det nationale football championship. Bvadr!!!


Producenten Jerry Bruckheimer, "geniet" bag low koncept-film som "Days of Thunder" (1990), "Con Air" (1997), "Armageddon" (1998) og "60 sekunder" (2000), har begået endnu et larmende, sukkersødt, men kaloriefattigt Hollywood-produkt. "Titans" er, med al sin vamle politiske korrekthed og kalkulerede feel-good historie, komplet ulidelig at sidde igennem. Instruktøren Boaz Yakin tramper så uophørligt og gumpetungt rundt i alle tænkelige footballfilm- og race/melodrama-klicheer, at selv en nationalmytologisk filmfortæller som Oliver Stone må være rød i kammen af bar misundelse.