Et liv i dur og mol
3.0
Det ér en effektivt filmisk formel at benytte filmmediet til at portrættere en kendt personligheds liv. Det ér en langt mere indbydende anretning at få serveret en veludseende, velspillet og velfortalt portrætfilm, måske endda med tidens mest attraktive skuespillernavne øverst på plakaten, frem for at få stukket en tung og tidskrævende bog i hånden. På 2-3 timer lader filmmediet os komme rundt om næsten hvilken som helst af verdenshistoriens mange betydningsfulde personligheder - og hvorfor burde vi dog vælge andet?
Flere af disse markante skikkelser har allerede været en tur igennem filmsystemet - Mozart, Napolen, Columbus, Hitler... - og heller ikke musiklegenden Ray Charles har kunnet se sig snydt. ”Ray” hedder filmen således om den oplevelsesrige musiker, der både skrev, sang og spillede musik i blinde. En mand der hverken påviste ændringer i verdens gang eller i menneskehedens måde at anskue universet på, men at viljestyrkens kraft kan overkomme livets forhindringer. En mand hvis liv med andre ord synes skabt til at blive filmatiseret.
I ”Ray” er det en vanlig bekvem oplevelse at lære filmens kernepunkt, den kendte personlighed, at kende. På filmens præmisser er det nemlig ikke svært at identificerer sig med Ray Charles, både på grund af den talentfulde Jamie Foxx’, der leverer en glimrende præstation, men desværre også på grund af dens kedelige hang til at forklare og fortolke. Der er stort set intet virkeligt dragende over Ray’s væsen, fordi den konstant undermineres af en forklaring om ’hvorfor’. Det er sandsynligvis fuldstændig korrekt, at Ray Charles gennem hele sit voksenliv led af tilbageblik omkring sin brors tidlige druknedød, ligesom det sikkert er komplet virkelighedsbaseret at morens ukueligt belærende ord om, at ’ingen nogensinde skal gøre dig til en krøbling’, har hjulpet ham i sine dunkleste stunder. Men de har ingen dramatisk virkning når filmen sætter alle kræfter ind på, at stoppe dem ned i halsen på os.
Som nævnt er det altså ikke svært at finde et identificerende standpunkt i Ray Charles person. Til gengæld er det vanskeligt at opnå den fornødne interesse i hans liv, når filmen stiller og roligt saboterer sig selv i sin iver efter at afdække alt det materiale, der heri ligger gemt. Dette er naturligvis årsag til at kedsomhed og spilletid langsomt og overensstemmende ophober sig i løbet af ”Ray” og at der skal omtrent 2½ time til før instruktøren Tayler Hackford føler sit emne redegjort. Der er mange ligegyldige passager imellem og man savner alt for ofte, at filmen vender blikket mod sin hovedperson og skærer til benet, i stedet for at flagre rundt i karrieremæssige op- og nedture.
Vil man skrive en stil eller lave en projektopgave om Ray Charles på basis af ”Ray”, kan filmen sagtens siges at være vellykket. Den er grundig og solidt skruet sammen og er som sådan en yderst uprætentiøs måde at lære hans person og hans bedrifter at kende. Er man derimod træt af ”Against all odds”-fortællingerne og de ensformige biografifilm er bundlinien af ”Ray” dog beklageligvis, at det er en film, der ligner alle de andre.
Flere af disse markante skikkelser har allerede været en tur igennem filmsystemet - Mozart, Napolen, Columbus, Hitler... - og heller ikke musiklegenden Ray Charles har kunnet se sig snydt. ”Ray” hedder filmen således om den oplevelsesrige musiker, der både skrev, sang og spillede musik i blinde. En mand der hverken påviste ændringer i verdens gang eller i menneskehedens måde at anskue universet på, men at viljestyrkens kraft kan overkomme livets forhindringer. En mand hvis liv med andre ord synes skabt til at blive filmatiseret.
I ”Ray” er det en vanlig bekvem oplevelse at lære filmens kernepunkt, den kendte personlighed, at kende. På filmens præmisser er det nemlig ikke svært at identificerer sig med Ray Charles, både på grund af den talentfulde Jamie Foxx’, der leverer en glimrende præstation, men desværre også på grund af dens kedelige hang til at forklare og fortolke. Der er stort set intet virkeligt dragende over Ray’s væsen, fordi den konstant undermineres af en forklaring om ’hvorfor’. Det er sandsynligvis fuldstændig korrekt, at Ray Charles gennem hele sit voksenliv led af tilbageblik omkring sin brors tidlige druknedød, ligesom det sikkert er komplet virkelighedsbaseret at morens ukueligt belærende ord om, at ’ingen nogensinde skal gøre dig til en krøbling’, har hjulpet ham i sine dunkleste stunder. Men de har ingen dramatisk virkning når filmen sætter alle kræfter ind på, at stoppe dem ned i halsen på os.
Som nævnt er det altså ikke svært at finde et identificerende standpunkt i Ray Charles person. Til gengæld er det vanskeligt at opnå den fornødne interesse i hans liv, når filmen stiller og roligt saboterer sig selv i sin iver efter at afdække alt det materiale, der heri ligger gemt. Dette er naturligvis årsag til at kedsomhed og spilletid langsomt og overensstemmende ophober sig i løbet af ”Ray” og at der skal omtrent 2½ time til før instruktøren Tayler Hackford føler sit emne redegjort. Der er mange ligegyldige passager imellem og man savner alt for ofte, at filmen vender blikket mod sin hovedperson og skærer til benet, i stedet for at flagre rundt i karrieremæssige op- og nedture.
Vil man skrive en stil eller lave en projektopgave om Ray Charles på basis af ”Ray”, kan filmen sagtens siges at være vellykket. Den er grundig og solidt skruet sammen og er som sådan en yderst uprætentiøs måde at lære hans person og hans bedrifter at kende. Er man derimod træt af ”Against all odds”-fortællingerne og de ensformige biografifilm er bundlinien af ”Ray” dog beklageligvis, at det er en film, der ligner alle de andre.
30/12-2007
