Will alene i zombieland

3.0
Will Smith er det eneste normale menneske i New York i denne filmudgave af Richard Mathesons klassiske sci-fi-roman, hvor en virus har lagt Jorden øde. I den originale historie forvandlede virussen mennesker til vampyrer, men her bliver de i stedet til en slags zombier, der dog stadig ikke kan tåle sollys. I stil og stemning minder filmen derfor meget om en række andre zombiefilm, og Mathesons roman er da også en velkendt inspirationskilde til bl.a. Romeros "Night of the Living Dead".

Denne udgave af "I Am Legend" fungerer klart bedst i skildringen af dagene, hvor Smith sammen med sin schäferhund strejfer omkring i byen, hvor han leder efter forsyninger og desperat søger en kur mod virussen. De computerskabte billeder af et øde, smadret New York er virkelig imponerende, og Smith fylder godt i rollen, som han spiller på samme måde som sin stædige overlever i "The Pursuit of Happyness".

Til gengæld var jeg skuffet over filmens nætter. Godt nok er der et par medrivende scener, hvor helten møder zombierne, men "I Am Legend" har slet ikke samme nerve som Romeros zombiefilm eller "28 Days Later ..." og "28 Weeks Later". Her virker monstrene i højere grad som noget fra et computerspil.

Mod slutningen synes jeg desuden, at handlingen kører lidt af sporet, efterhånden som der sniger sig flere og flere religiøse referencer ind i Smiths kamp for at redde menneskeheden. Her er der ændret væsentligt på historien i forhold til forlægget, for hvor helten i Mathesons roman er en ambivalent figur, er han her en rendyrket frelsertype. Filmen har et underliggende budskab om, at tro kan redde menneskeheden, og selv om det ikke fremstilles som direkte kristent, blev det lige lidt for frelst til mig. Det synes i øvrigt at være et gennemgående tema for instruktør Francis Lawrence, for det var også ham, der lavede "Constantine".

"I Am Legend" er ganske passabel underholdning, der sagtens kan slå et par timer ihjel i biografen - men i mine øjne er den altså heller ikke mere end en genrefilm, der er blevet for poleret og tam i stilen.
I Am Legend