Gode tegn og gerninger
4.0
Disneys nye stort anlagte tegnefilm "Herkules" er flot og gedigen underholdning for både børn og voksne
Til rækken af gamle eventyr, sagn, myter og litterære klassikere, der i tidens løb har måttet lægge ryg til en "disneyficering", kan man nu tilføje den græske mytologi, og i særdeleshed halvguden Herakles, for fremtiden bedre kendt under sit latinske navn, Herkules.
Historieforfalskning
Der er som altid tale om, at Disney-studierne har ladet sig inspirere af forlægget, i dette tilfælde den græske mytologi, men siden hugget hæle og klippet tæer alt efter forgodtbefindende, så konceptet passer til en massiv verdensomspændende markedsføring. I en Disney-film kan Herkules naturligvis ikke være en horeunge af guden Zeus og mennesket Alkmene - han er derimod et rigtigt ønskebarn for det lykkelige ægtepar Zeus og Hera.
Ifølge den græske mytologi hadede Hera ellers Herkules af et godt hjerte, fordi han var resultatet af et af Zeus' mange sidespring. Og kosteligt i en Disney-sammenhæng er det da også, at ægtefællerne Zeus og Hera tilmed var bror og søster til hinanden. Det duer vist ikke som "nice and clean family entertainment". Men det er nu ikke noget at forarge sig over; enhver kunstner har vel lov at forholde sig frit til sit stof - og i øvrigt er hele den græske mytologi jo også løgn og latin til at starte med.
Handlingen
Den lille, bomstærke Herkules fødes på Olympen - gudernes tilholdssted. Mens den nyfødte fejres, dukker Zeus' bror og underverdenens hersker, Hades, op. Han er led og ked af sin tjans som chef for de døde, og den løsslupne stemning på Olympen gør ham ubetinget i endnu ringere humør. Tilbage i dødsriget bliver det spået, at Hades vil overtage tronen fra Zeus den dag, de grufulde uhyrer, titanerne, slippes fri af deres fængsel under havet. Blot må Hades sikre sig, at Herkules ikke kæmper på gudernes side, for så vil titanerne blive besejret.
Altså sender Hades sine to små håndlangere Pine og Plage af sted for at gøre det af med knægten. Det lykkes dem at bortføre Herkules, men ikke at slå ham ihjel. Han bliver i stedet fundet af to gode mennesker, der tager sig af ham, som var han deres eget barn. Herkules vokser sig stor og (meget) stærk, men han fornemmer, at han ikke helt hører til i menneskenes verden. Så han må drage på den færd, enhver helt begiver sig på: Ud for at finde sit ophav og en mening med livet.
Den magiske heltestatus
Herkules finder ud af, at han er søn af den mægtige Zeus og for at kunne vende tilbage til Olympen, må han blive en rigtig helt. Og hvordan han bliver det, det kan kun han selv finde ud af - her gives ingen færdigsyede løsninger. Herkules påbegynder en hård heltetræning, han bekæmper tusindhovedede uhyrer og bliver et ægte oldtidsidol - men kun den skønne Megara vækker hans allerinderste følelser. Og uden dem, kære læser, bliver man ikke en rigtig helt.
Sagen med Megara er imidlertid ikke helt ukompliceret. Hun er nemlig på ingen måde fri af Hades' kløer - så samtidig med, at hun er nøglen til Herkules' triumf, repræsenterer hun også truslen om hans undergang. Megara er således en ganske klassisk, og ganske interessant, kvindeskikkelse. Slet ikke dårlig i udførelsen, her hos Disney. Og naturligvis er hun en central brik i spillet om, at få Herkules gjort klar til kamp mod titanerne.
"Herkules" ender med at blive en rigtig vellykket historie om en sand helts søgen efter det gode. Garneret med en portion passende fanden-i-voldsk iscenesættelse af et gospel-muse-kor og kække referencer til alt lige fra oldtidens Grækenland op til moderne populærkultur. Ikke helt så sprudlende som "Aladdin", ikke helt så suverænt og pletfrit et værk som "Skønheden og udyret", men ubesværet en flot, underholdende og rørende film, som Disney kan være bekendt.
Til rækken af gamle eventyr, sagn, myter og litterære klassikere, der i tidens løb har måttet lægge ryg til en "disneyficering", kan man nu tilføje den græske mytologi, og i særdeleshed halvguden Herakles, for fremtiden bedre kendt under sit latinske navn, Herkules.
Historieforfalskning
Der er som altid tale om, at Disney-studierne har ladet sig inspirere af forlægget, i dette tilfælde den græske mytologi, men siden hugget hæle og klippet tæer alt efter forgodtbefindende, så konceptet passer til en massiv verdensomspændende markedsføring. I en Disney-film kan Herkules naturligvis ikke være en horeunge af guden Zeus og mennesket Alkmene - han er derimod et rigtigt ønskebarn for det lykkelige ægtepar Zeus og Hera.
Ifølge den græske mytologi hadede Hera ellers Herkules af et godt hjerte, fordi han var resultatet af et af Zeus' mange sidespring. Og kosteligt i en Disney-sammenhæng er det da også, at ægtefællerne Zeus og Hera tilmed var bror og søster til hinanden. Det duer vist ikke som "nice and clean family entertainment". Men det er nu ikke noget at forarge sig over; enhver kunstner har vel lov at forholde sig frit til sit stof - og i øvrigt er hele den græske mytologi jo også løgn og latin til at starte med.
Handlingen
Den lille, bomstærke Herkules fødes på Olympen - gudernes tilholdssted. Mens den nyfødte fejres, dukker Zeus' bror og underverdenens hersker, Hades, op. Han er led og ked af sin tjans som chef for de døde, og den løsslupne stemning på Olympen gør ham ubetinget i endnu ringere humør. Tilbage i dødsriget bliver det spået, at Hades vil overtage tronen fra Zeus den dag, de grufulde uhyrer, titanerne, slippes fri af deres fængsel under havet. Blot må Hades sikre sig, at Herkules ikke kæmper på gudernes side, for så vil titanerne blive besejret.
Altså sender Hades sine to små håndlangere Pine og Plage af sted for at gøre det af med knægten. Det lykkes dem at bortføre Herkules, men ikke at slå ham ihjel. Han bliver i stedet fundet af to gode mennesker, der tager sig af ham, som var han deres eget barn. Herkules vokser sig stor og (meget) stærk, men han fornemmer, at han ikke helt hører til i menneskenes verden. Så han må drage på den færd, enhver helt begiver sig på: Ud for at finde sit ophav og en mening med livet.
Den magiske heltestatus
Herkules finder ud af, at han er søn af den mægtige Zeus og for at kunne vende tilbage til Olympen, må han blive en rigtig helt. Og hvordan han bliver det, det kan kun han selv finde ud af - her gives ingen færdigsyede løsninger. Herkules påbegynder en hård heltetræning, han bekæmper tusindhovedede uhyrer og bliver et ægte oldtidsidol - men kun den skønne Megara vækker hans allerinderste følelser. Og uden dem, kære læser, bliver man ikke en rigtig helt.
Sagen med Megara er imidlertid ikke helt ukompliceret. Hun er nemlig på ingen måde fri af Hades' kløer - så samtidig med, at hun er nøglen til Herkules' triumf, repræsenterer hun også truslen om hans undergang. Megara er således en ganske klassisk, og ganske interessant, kvindeskikkelse. Slet ikke dårlig i udførelsen, her hos Disney. Og naturligvis er hun en central brik i spillet om, at få Herkules gjort klar til kamp mod titanerne.
"Herkules" ender med at blive en rigtig vellykket historie om en sand helts søgen efter det gode. Garneret med en portion passende fanden-i-voldsk iscenesættelse af et gospel-muse-kor og kække referencer til alt lige fra oldtidens Grækenland op til moderne populærkultur. Ikke helt så sprudlende som "Aladdin", ikke helt så suverænt og pletfrit et værk som "Skønheden og udyret", men ubesværet en flot, underholdende og rørende film, som Disney kan være bekendt.
19/11-2018
