Pletter og huller
3.0
Mere end tredive år efter at Walt Disneys elskede klassiker "101 Dalmatinere" havde premiere, kommer nu en live-action-udgave af kriminalhistorien med alle de søde plettede hvalpe. Filmens falden-på-halen-komik vidner om at John Hughes, manden bag "Alene Hjemme"-filmene både har produceret og skrevet manuskriptet.
Måneders intensiv foromtale, plettede rubrikker i landets aviser og en grum, grum Glenn Close i en ekstravagant pels på avissøjler og husmure. Sådan er vi blevet gjort opmærksom på live-action-udgaven af Walt Disneys elskede krimi-tegnefilm "101 Dalmatinere". Og selvfølgelig har forventningerne været store, for her er tale om den søde historie om Robert og Anita, der føres sammen af hver deres dalmatiner og henholdsvis gifter sig og får et kuld hvalpe. Nyheden er selvfølgelig at hundene er rigtige levende hunde.
Desværre indfries forventningerne ikke, og jeg vil til enhver tid mene, at tegnefilmen fra 1961 er både bedre og langt mere charmerende.
Jo, hundene er søde, og især de to voksenhunde Pongo og Perle har deres øjeblikke med lige netop den menneskelige mimik og opførsel, som vi mennesker elsker at se overført på dyr. Der er ingen tvivl om, at disse hunde er trænet af virkeligt dygtige folk, men det forhindrer ikke handlingen i at halte gevaldigt. Efter en sød start, hvor Robert og Anita i bogstaveligeste forstand bindes sammen af hundesnorene, og vi er vidner til denne parallelle kærlighedshistorie med eget lille klimaks i og udenfor kirken, bliver filmen næsten øjeblikkeligt træg og ekstremt farceagtig.
Glenn Close gør en overvældende entré som Anitas chef - modedesigneren Cruella De Vil, og da hun hører om Pongo og Perles hvalpe, får hun pletter - og ikke som tidligere striber - på hjernen.
Glenn Close er god, næsten for god i rollen som kompromisløs hvalpedræber, og hendes ondskab bliver en for voldsom kontrast til den rimeligt realistiske kærlighedshistorie. Med tofarvet hår, make-up til op over begge ører, og stiliseret udstråling, er hun perfekt som Cruella fra tegnefilmen, men hvad er meningen med at lave live-action som ligner tegnefilm?
De 101 dalmatinerhvalpe er kære hver og én men bliver offer for de store forventninger. "Kan de ikke mere?", tænker man, efter at de for 117. gang løber afsted i samlet flok. Nej, de kan ikke mere, og det kan man heller ikke forlange af dalmatiner-hvalpe.
Hvalpescenerne er ensformige og lange og skaber kedelige huller i filmens handlingsforløb. "101 Dalmatinere" starter lovende, men filmen formår ikke at lodde de to selvstændige historier - mødet mellem menneske- og hundepar og selve gyseren med Cruella og hvalpene - sammen. Derfor afslutter filmen sig selv efter en halv time, og den næste time bliver aldrig vedkommende.
Måneders intensiv foromtale, plettede rubrikker i landets aviser og en grum, grum Glenn Close i en ekstravagant pels på avissøjler og husmure. Sådan er vi blevet gjort opmærksom på live-action-udgaven af Walt Disneys elskede krimi-tegnefilm "101 Dalmatinere". Og selvfølgelig har forventningerne været store, for her er tale om den søde historie om Robert og Anita, der føres sammen af hver deres dalmatiner og henholdsvis gifter sig og får et kuld hvalpe. Nyheden er selvfølgelig at hundene er rigtige levende hunde.
Desværre indfries forventningerne ikke, og jeg vil til enhver tid mene, at tegnefilmen fra 1961 er både bedre og langt mere charmerende.
Jo, hundene er søde, og især de to voksenhunde Pongo og Perle har deres øjeblikke med lige netop den menneskelige mimik og opførsel, som vi mennesker elsker at se overført på dyr. Der er ingen tvivl om, at disse hunde er trænet af virkeligt dygtige folk, men det forhindrer ikke handlingen i at halte gevaldigt. Efter en sød start, hvor Robert og Anita i bogstaveligeste forstand bindes sammen af hundesnorene, og vi er vidner til denne parallelle kærlighedshistorie med eget lille klimaks i og udenfor kirken, bliver filmen næsten øjeblikkeligt træg og ekstremt farceagtig.
Glenn Close gør en overvældende entré som Anitas chef - modedesigneren Cruella De Vil, og da hun hører om Pongo og Perles hvalpe, får hun pletter - og ikke som tidligere striber - på hjernen.
Glenn Close er god, næsten for god i rollen som kompromisløs hvalpedræber, og hendes ondskab bliver en for voldsom kontrast til den rimeligt realistiske kærlighedshistorie. Med tofarvet hår, make-up til op over begge ører, og stiliseret udstråling, er hun perfekt som Cruella fra tegnefilmen, men hvad er meningen med at lave live-action som ligner tegnefilm?
De 101 dalmatinerhvalpe er kære hver og én men bliver offer for de store forventninger. "Kan de ikke mere?", tænker man, efter at de for 117. gang løber afsted i samlet flok. Nej, de kan ikke mere, og det kan man heller ikke forlange af dalmatiner-hvalpe.
Hvalpescenerne er ensformige og lange og skaber kedelige huller i filmens handlingsforløb. "101 Dalmatinere" starter lovende, men filmen formår ikke at lodde de to selvstændige historier - mødet mellem menneske- og hundepar og selve gyseren med Cruella og hvalpene - sammen. Derfor afslutter filmen sig selv efter en halv time, og den næste time bliver aldrig vedkommende.
19/11-2018
