Manden med plæneklipperen
4.0
På kanten af årtusindeskiftet disker David Lynch op med en smuk og rolig film om at gøre regnskabet op og blive forsonet med sig selv og sine nærmeste
Mesterinstruktøren David Lynch er på banen igen med en, hvis vi sammenligner med tidligere værker som "Lost Highway" ('97) og "Vilde Hjerter" ('90), venlig og afdæmpet film. Det gør nu ikke så meget, for endnu engang har Lynch præsteret at lave et værk, der lægger sig tungt i bevidstheden hos tilskueren.
Titlen er dobbelttydig, for den henviser både til filmens hovedperson, Alvin Straight, og til det faktum, at historien er ganske ligetil, ganske "straight". Alvin Straight (Richard Farnsworth) er 73 år og bor i en lille by sammen med sin datter Rose (Sissy Spacek). Han er stærk i hovedet, men svag i kroppen, og vi aner, at han ikke har mange år endnu. Det har hans bror Lyle (Harry Dean Stanton) heller ikke. Han og Alvin har imidlertid ikke talt sammen i ti år, fordi de blev uvenner, og begge to er ekstremt stædige.
Men da Lyle får et alvorligt hjerteslag, beslutter Alvin sig for at tage af sted og besøge sin bror, inden det er for sent at få begravet stridsøksen. Han har ikke noget kørekort, og offentlige transportmidler vil han ikke vide af, så han bestemmer sig for at tilbagelægge de flere hundrede kilometer med 8 kilometer i timen på en plæneklipper med hjemmebygget anhænger.
Road-movie i slow-motion
Og så tager "The Straight Story" ellers form som en road-movie i slow-motion igennem USA's midtvesten, hvor farmere og små knoldesparker-byer dominerer. På vejen møder Alvin forskellige mennesker - bl.a. den unge gravide pige, der er løbet hjemmefra, og familiefaderen, som tilbyder at køre Alvin resten af vejen til sin bror. Mennesker, som han på den ene eller anden måde kan dele sin livsvisdom med, så de - ligesom han selv er i færd med - søger forsoning, med sig selv og sine nærmeste. Og dermed kommer videre i livet.
For det er vel i al sin enkelthed "The Straight Story"s grundtema: At komme overens med sine dæmoner og få gjort regnskabet op, inden det er for sent. Og det er vel ikke noget dårligt budskab at gå ind i det nye årtusind med.
Smuk film
Oven i hatten er "The Straight Story" en meget smuk film, der i hele scener, hvor Freddie Francis' episke panoramaer og Angelo Badalamentis suggererende musik smelter sammen, bliver en næsten meditativ oplevelse. Samtidig er det en noget afdæmpet film, hvis man sammenligner med Lynchs tidligere produktion. En film, hvor fokuseringen på det onde, det fragmentariske og de kulturelle mørkesider er trængt i baggrunden, til fordel for en mere ren og ligefrem udforskning af filmens personer og deres natur.
Det kan skyldes, at det ikke er Lynch, men et par af hans nærmeste arbejdskolleger (bl.a. klipperen Mary Sweeney), som har skrevet manuskriptet. Men uanset hvad, så er "The Straight Story" stadig som færdigt produkt en film, hvor tingene er lidt uvirkelige i kanten; en rejse ind i det Lynch'ske Americana af skæve eksistenser, dead-pan humor og let forvrængede indtryk, og dermed også - i sidste ende - en rejse ind i drømmens favntag.
Mesterinstruktøren David Lynch er på banen igen med en, hvis vi sammenligner med tidligere værker som "Lost Highway" ('97) og "Vilde Hjerter" ('90), venlig og afdæmpet film. Det gør nu ikke så meget, for endnu engang har Lynch præsteret at lave et værk, der lægger sig tungt i bevidstheden hos tilskueren.
Titlen er dobbelttydig, for den henviser både til filmens hovedperson, Alvin Straight, og til det faktum, at historien er ganske ligetil, ganske "straight". Alvin Straight (Richard Farnsworth) er 73 år og bor i en lille by sammen med sin datter Rose (Sissy Spacek). Han er stærk i hovedet, men svag i kroppen, og vi aner, at han ikke har mange år endnu. Det har hans bror Lyle (Harry Dean Stanton) heller ikke. Han og Alvin har imidlertid ikke talt sammen i ti år, fordi de blev uvenner, og begge to er ekstremt stædige.
Men da Lyle får et alvorligt hjerteslag, beslutter Alvin sig for at tage af sted og besøge sin bror, inden det er for sent at få begravet stridsøksen. Han har ikke noget kørekort, og offentlige transportmidler vil han ikke vide af, så han bestemmer sig for at tilbagelægge de flere hundrede kilometer med 8 kilometer i timen på en plæneklipper med hjemmebygget anhænger.
Road-movie i slow-motion
Og så tager "The Straight Story" ellers form som en road-movie i slow-motion igennem USA's midtvesten, hvor farmere og små knoldesparker-byer dominerer. På vejen møder Alvin forskellige mennesker - bl.a. den unge gravide pige, der er løbet hjemmefra, og familiefaderen, som tilbyder at køre Alvin resten af vejen til sin bror. Mennesker, som han på den ene eller anden måde kan dele sin livsvisdom med, så de - ligesom han selv er i færd med - søger forsoning, med sig selv og sine nærmeste. Og dermed kommer videre i livet.
For det er vel i al sin enkelthed "The Straight Story"s grundtema: At komme overens med sine dæmoner og få gjort regnskabet op, inden det er for sent. Og det er vel ikke noget dårligt budskab at gå ind i det nye årtusind med.
Smuk film
Oven i hatten er "The Straight Story" en meget smuk film, der i hele scener, hvor Freddie Francis' episke panoramaer og Angelo Badalamentis suggererende musik smelter sammen, bliver en næsten meditativ oplevelse. Samtidig er det en noget afdæmpet film, hvis man sammenligner med Lynchs tidligere produktion. En film, hvor fokuseringen på det onde, det fragmentariske og de kulturelle mørkesider er trængt i baggrunden, til fordel for en mere ren og ligefrem udforskning af filmens personer og deres natur.
Det kan skyldes, at det ikke er Lynch, men et par af hans nærmeste arbejdskolleger (bl.a. klipperen Mary Sweeney), som har skrevet manuskriptet. Men uanset hvad, så er "The Straight Story" stadig som færdigt produkt en film, hvor tingene er lidt uvirkelige i kanten; en rejse ind i det Lynch'ske Americana af skæve eksistenser, dead-pan humor og let forvrængede indtryk, og dermed også - i sidste ende - en rejse ind i drømmens favntag.
19/11-2018
