Skudhuller i familieidyllen

At se ”A History of Violence” er en sær filmoplevelse. På én led er der tale om en film, der tager flere relevante problemstillinger under skovlen - deriblandt det evindelige tema om volden, der på indædt vis er blevet, eller måske altid har været, en del af den menneskelige natur og hvor vidt den kan undslippes og fortrænges. Og på en anden led er der tale om en film, der trods sine remedier aldrig får stukket huld på den ophobede og særdeles modne byld af selvtægt og medievold, der huserer i den moderne verden, som den ellers så oplagt synes at kunne.

Hvorfor ”A History of Violence” aldrig udnytter sit så oplagte potentiale og blot ender som en sær oplevelse, skyldes ikke mindst den hæder, der overalt har mødt instruktøren David Cronenberg med rosende ord om, hvordan han på sindrig vis har lagt underliggende nuancer af dystre og foruroligende grader ind i sin film, og bagefter pakket dem til i mainstreamens beskedne facon. En, for mig at se, fuldkommen uholdbar begejstring, da stort set intet af det der kommer til syne i Cronenbergs historie om en idyllisk families brutale møde med voldens uomgængelige væsen føles at være pakket rigtig godt ind - hverken de grovskårne budskaber om voldsinstinktet, der atter vækkes til live i familiefaren Tom eller den ret så elementære idé om konsekvensen af en voldelig faderfigur, da Toms teenagesøn, Jack, kort tid efter sin fars pludselige selvtægtsudbrud går amok og brutalt tæver en af de mest plagende bøller på sin skole.

Alle de ’underliggende’ betydninger og perspektiver der hersker i Cronenbergs sære voldshistorie fortjener uden tvivl en mere raffineret indpakning end hvad der i ”A History of Violence” bydes på af karikaturlignende træk og kontante nærbilleder af brækkede næser, knusende håndkantsslag og sønderskudte kroppe. I modsætning til Sam Peckinpahs rå 70’er-klassiker, ”Straw Dogs”, der omhandler flere af de samme temaer, er tvetydigheden i ”A History of Violence” meget svag og medfører, at filmen føles ekstremt konstrueret. Af en eller anden grund nærmest fornemmer man en boomstang dingle forsigtigt over den kuldslåede Viggo Mortensens hoved, selv med blod klasket frontalt op af trøjen, hvilket blot yderligere konkluderer, at det aldrig rigtig lykkes for Cronenberg, at sælger sin filmiske illusion.

Som mange nok har opdaget, er ”A History of Violence” baseret på en tegneserie af samme navn og det er bestemt ikke svært at forestille sig, at dens noget kantede ekspressionisme ville te sig fremragende ud i gennem håndtegninger og talebobler. Desværre er oplevelsen en anden på filmmediets basis, når man spenderer halvanden time i David Cronenbergs filmunivers og går tomhændet derfra, med et format i erindringen, der aldrig finder fodfæste. Et format der muligvis fungerer i tegnet sammenhæng, men som fejler på film.