Når klokkerne ringer
4.0
Stor bred Disneyficering af klassisk Victor Hugo-roman
En Disney-tegnefilm er noget særligt. Siden Walt Disney med "Snehvide og de syv små dværge" i 1937 lavede den første tegnede spillefilm, har firmaet været førende, for ikke at sige noget nær enerådende, inden for tegnefilm. Alle kender klassikere som "Pinocchio", "Bambi" og all-time-favoritten "Dumbo" fra 40'erne.
I slutningen af 80'erne og starten af 90'erne nåede firmaet en ny guldalder med film som "Den lille havfrue", "Skønheden og udyret" og især "Aladdin".
Men Disney er også en industri. Ingen markedsfører og distribuerer den store op-til-jul-premiere som Disney, og skal forældrene have fred for ungerne et stykke tid, er en Disney-video en sikker løsning, der har gjort købefilmsmarkedet til en sand guldgruppe for firmaet. Læg dertil det merchandise-helvede, der uundgåeligt følger i hælene på filmene, og gør, at man ikke kan gå en tur i sin lokale Netto uden at få stukket Pocahontas-sokker og Simba-bamser i synet.
Som Disney er blevet en blanding af ren fortælleglæde og beregnende industri, sådan er "Klokkeren fra Notre Dame" også blevet det. Filmen fortsætter linien fra "Løvernes Konge" og "Pocahontas" med at tage tunge, tragiske emner op. Den onde præst Frollo dræber en sigøjnerkvinde, og vil egentlig også dræbe hendes lille, vanskabte barn, men overlader det, i sidste sekund, til en opvækst som krøbling i Notre Dame-kirken i Paris. Barnet med navnet Quasimodo, vokser op i den tro, at Frollo har reddet ham fra en ond moder, og denne onde-stedfader-figur-tematik, som genkendes fra "Løvernes Konge", skaber selvfølgelig konflikt, da Quasimodo falder for Frollos fjende, den skønne sigøjnerkvinde Esmeralda. Samtidig plages han af jalousi til Esmeraldas helt, soldaten Phoebus.
Quasimodos eneste venner er tre stenfigurer, "Gargoilere", som kun kommer til live når han er alene med dem, og støtter ham i kampen for at slippe ud af eneboer-tilværelsen.
Computere og tegnere
Teknisk er filmen, som Disney har for vane, et sandt udstyrsstykke. Filmen er en blanding af live-animation og computereffekter, og der er ingen grund til at rynke på næsen over den nymodens teknik. De store, flydende forløb, hvor vi suser gennem byen eller den fabelagtige, gotiske domkirke, er intet mindre end bjergtagende, og får det optimale ud af de mange oplagte muligheder, der gemmer sig i historiens miljø og kirkens romantiske arkitektur. Til gengæld kan man ærgre sig over, at Disney har valgt at bruge computerne til at lave fokusskift, hvor forskellige afstande skiftevis står skarpt, som på "rigtig" film - når nu den ubegrænsede dybdeskarphed er det eneste punkt i tegnefilmsteknikken, der ligger tæt på den måde vi mennesker ser verden på, hvorfor så bruge kræfter på at ødelægge den? Som sædvanlig hos Disney lykkes personanimationen bedst med skurken, den plagede Frollo, mens især Esmeralda og Phoebus er noget ferske og karakterløse, for ikke at sige kedelige, i stregen.
Indholdsmæssigt er filmen en stor sammenblanding af alle mulige ting. Gargoilerne er med deres "Steen og Stoffer"-agtige karakterer, klassiske Disney-sidekicks, men får ikke meget plads. Der er klassisk eventyrfortælling i den onde Frollo, ærkeamerikansk bare-tro-på-dig-selv-historie i Quasimodo, moderne anti-racisme i konflikten med sigøjnerne, og prinsen-får-prinsessen-romantik i Phoebus og Esmeraldas historie. Læg dertil en meget u-Disneysk handlingstråd med Frollo, som kæmper mod sit eget seksuelle begær til den smækre sigøjnerpige. Oven i det får vi så et, efter min smag, alt for kraftigt musical-præg med de mange sange. Når sangene på traditionel Disney-vis driver handlingen videre, som de to bedste, "Klokkerne i Notre Dame" og "En fyr som dig", er de en fornøjelse, men når de bliver til handlingspauser, og melodierne oven i købet alvorligt mangler noget "Trut i hornet", som den rædselsfulde "Gud, vær barmhjertig", så minder det hele pludselig om en træg teatermusical - og det er sgu ikke "Les miserables" folk tager i biografen for at se!
Det brede
Det ligger i genren, at en familietegnefilm skal ramme bredt, men som tilskuer kunne man godt tænke sig, at nogle hviskede "Less is more" til Disneys animatorer. Når det religionskritiske element i filmen, for ikke at fornærme nogen, på dens snerpede hjemmemarked lige skal blødes op, med fem minutters skønsang om, at det var lige så synd for Jesus som for Quasimodo, så ophæver filmens pointer nærmest hinanden. Det hele bliver for bredt og diffust.
Her kunne man lære af John Lasseter's greb i Disneyfilmen "Toy Story", der centrerede hele handlingen om to dukker og deres kamp for at finde hjem, og gav rum for meget dybere ekstentielle konflikter end her. Når man alligevel, trods kritikpunkterne, går godt underholdt ud af biografen, så skyldes det to ting. For det første, så skal man være meget langt fra sit indre barn, hvis man ikke elsker den detaljerige og stemningsfulde skildring af det gotiske miljø. Og for det andet, så er det simpelthen en så kanon-god historie som Victor Hugo i sin tid skrev, at den i dag, mere en halvandet hundrede år senere, og på trods af den opblødning, som en Disneyversion for børn er, taler direkte til os tilskuere nede i biografen som et klassisk eventyr.
Slæb roligt ungerne med i biografen, de vil elske den. Som sædvanligt er den danske versionering forbilledlig, og selv om filmen også kommer op med original tale, så tag bare den danske.
En Disney-tegnefilm er noget særligt. Siden Walt Disney med "Snehvide og de syv små dværge" i 1937 lavede den første tegnede spillefilm, har firmaet været førende, for ikke at sige noget nær enerådende, inden for tegnefilm. Alle kender klassikere som "Pinocchio", "Bambi" og all-time-favoritten "Dumbo" fra 40'erne.
I slutningen af 80'erne og starten af 90'erne nåede firmaet en ny guldalder med film som "Den lille havfrue", "Skønheden og udyret" og især "Aladdin".
Men Disney er også en industri. Ingen markedsfører og distribuerer den store op-til-jul-premiere som Disney, og skal forældrene have fred for ungerne et stykke tid, er en Disney-video en sikker løsning, der har gjort købefilmsmarkedet til en sand guldgruppe for firmaet. Læg dertil det merchandise-helvede, der uundgåeligt følger i hælene på filmene, og gør, at man ikke kan gå en tur i sin lokale Netto uden at få stukket Pocahontas-sokker og Simba-bamser i synet.
Som Disney er blevet en blanding af ren fortælleglæde og beregnende industri, sådan er "Klokkeren fra Notre Dame" også blevet det. Filmen fortsætter linien fra "Løvernes Konge" og "Pocahontas" med at tage tunge, tragiske emner op. Den onde præst Frollo dræber en sigøjnerkvinde, og vil egentlig også dræbe hendes lille, vanskabte barn, men overlader det, i sidste sekund, til en opvækst som krøbling i Notre Dame-kirken i Paris. Barnet med navnet Quasimodo, vokser op i den tro, at Frollo har reddet ham fra en ond moder, og denne onde-stedfader-figur-tematik, som genkendes fra "Løvernes Konge", skaber selvfølgelig konflikt, da Quasimodo falder for Frollos fjende, den skønne sigøjnerkvinde Esmeralda. Samtidig plages han af jalousi til Esmeraldas helt, soldaten Phoebus.
Quasimodos eneste venner er tre stenfigurer, "Gargoilere", som kun kommer til live når han er alene med dem, og støtter ham i kampen for at slippe ud af eneboer-tilværelsen.
Computere og tegnere
Teknisk er filmen, som Disney har for vane, et sandt udstyrsstykke. Filmen er en blanding af live-animation og computereffekter, og der er ingen grund til at rynke på næsen over den nymodens teknik. De store, flydende forløb, hvor vi suser gennem byen eller den fabelagtige, gotiske domkirke, er intet mindre end bjergtagende, og får det optimale ud af de mange oplagte muligheder, der gemmer sig i historiens miljø og kirkens romantiske arkitektur. Til gengæld kan man ærgre sig over, at Disney har valgt at bruge computerne til at lave fokusskift, hvor forskellige afstande skiftevis står skarpt, som på "rigtig" film - når nu den ubegrænsede dybdeskarphed er det eneste punkt i tegnefilmsteknikken, der ligger tæt på den måde vi mennesker ser verden på, hvorfor så bruge kræfter på at ødelægge den? Som sædvanlig hos Disney lykkes personanimationen bedst med skurken, den plagede Frollo, mens især Esmeralda og Phoebus er noget ferske og karakterløse, for ikke at sige kedelige, i stregen.
Indholdsmæssigt er filmen en stor sammenblanding af alle mulige ting. Gargoilerne er med deres "Steen og Stoffer"-agtige karakterer, klassiske Disney-sidekicks, men får ikke meget plads. Der er klassisk eventyrfortælling i den onde Frollo, ærkeamerikansk bare-tro-på-dig-selv-historie i Quasimodo, moderne anti-racisme i konflikten med sigøjnerne, og prinsen-får-prinsessen-romantik i Phoebus og Esmeraldas historie. Læg dertil en meget u-Disneysk handlingstråd med Frollo, som kæmper mod sit eget seksuelle begær til den smækre sigøjnerpige. Oven i det får vi så et, efter min smag, alt for kraftigt musical-præg med de mange sange. Når sangene på traditionel Disney-vis driver handlingen videre, som de to bedste, "Klokkerne i Notre Dame" og "En fyr som dig", er de en fornøjelse, men når de bliver til handlingspauser, og melodierne oven i købet alvorligt mangler noget "Trut i hornet", som den rædselsfulde "Gud, vær barmhjertig", så minder det hele pludselig om en træg teatermusical - og det er sgu ikke "Les miserables" folk tager i biografen for at se!
Det brede
Det ligger i genren, at en familietegnefilm skal ramme bredt, men som tilskuer kunne man godt tænke sig, at nogle hviskede "Less is more" til Disneys animatorer. Når det religionskritiske element i filmen, for ikke at fornærme nogen, på dens snerpede hjemmemarked lige skal blødes op, med fem minutters skønsang om, at det var lige så synd for Jesus som for Quasimodo, så ophæver filmens pointer nærmest hinanden. Det hele bliver for bredt og diffust.
Her kunne man lære af John Lasseter's greb i Disneyfilmen "Toy Story", der centrerede hele handlingen om to dukker og deres kamp for at finde hjem, og gav rum for meget dybere ekstentielle konflikter end her. Når man alligevel, trods kritikpunkterne, går godt underholdt ud af biografen, så skyldes det to ting. For det første, så skal man være meget langt fra sit indre barn, hvis man ikke elsker den detaljerige og stemningsfulde skildring af det gotiske miljø. Og for det andet, så er det simpelthen en så kanon-god historie som Victor Hugo i sin tid skrev, at den i dag, mere en halvandet hundrede år senere, og på trods af den opblødning, som en Disneyversion for børn er, taler direkte til os tilskuere nede i biografen som et klassisk eventyr.
Slæb roligt ungerne med i biografen, de vil elske den. Som sædvanligt er den danske versionering forbilledlig, og selv om filmen også kommer op med original tale, så tag bare den danske.
19/11-2018
