Spansk spøgelseshistorie
4.0
Spanien har igennem en lang årrække udmærket sig som et usædvanligt dueligt filmland, hvad enten den står på komplekse kvindedramaer a la Almodovar eller del Toro’s fantasifulde eventyrfabler. Sidstnævnte, Guillermo del Toro, fik sit filmiske gennembrud i 2003 i form af den mesterlige spøgelseshistorie, ”The Devil’s Backbone”, hvorefter han i mørket af et par forfejlede hollywoodproduktioner i de kommercielle actionfilm, ”Blade 2” og ”Hellboy”, godt og grundigt finpudsede sit ry med den visuelt overdådige, suggestive fantasyfabel, ”Pan’s Labyrinth”, der efterfølgende belønnedes med tre, velfortjente oscarstatuetter. I ventetiden til del Toro’s næste projekt, ”Hellboy II: The Golden Army” og den med spænding ventede afslutning på hans spanske trilogi, ”3993”, kan vi dog nyde prøvelser på en af Spaniens andre opblomstrende filmfigurer, Juan Antonio Bayona, i gyserdramaet ”El Orfanato”, der på alle leder og kanter unægteligt dufter markant af producent del Toro’s filmiske håndelag. Faktisk minder filmen så meget om dennes ”The Devil’s Backbone” i udgangspunkt, handling og opbygning, at det umiddelbart både kan virke som en evident mangel på nytænkning fra de spanske filmmagere, såvel som et helt og aldeles overflødigt projekt.
De begribelige fordomme bliver dog hurtigt taget til skamme, da ”El Orfanato” – uoriginaliteten til trods – viser sig som et vanvittigt kompetent, intenst og billedskønt gyserdrama. Som spanierne efterhånden har gjort til nogle af deres varemærker besidder filmen både en afventende, spændstig handlingsopbygning og en stilfærdig, djævelsk gyserstemning, der efter et fyldigt og lukrativt forspil forløses i et af årets dygtigste og mest skræmmende effektgys. Trods filmen ikke kan undsige sig fra at være noget klichéfyldt med gennemtærskede standardeffekter som en monotont knirkende karrusel, en slumrende mørk kældertrappe og hele scenariet i det fortidsplagede børnehjem, er det nemlig kort og koncist skide uhyggeligt og møghamrende ubehageligt fra ende til anden!
Gyserafdelingen i den spanske genrehybrid er dog også klart den bedste del, i og med den melankolske dramahistorie aldrig får det endegyldige tag i den dybtfølte dramaturgi, som den på papiret så ud til at besidde. Nok er skildringen af en moders ubegrænsede kærlighed til sin søn værd at snøfte et par gange til og nok er historien om de bestialsk nedslagtede børnehjemsbørn traumatisk, men det bliver ved det, da den uerfarne instruktør, Bayona, tilsyneladende har foretrukket effekter frem for følelser, hvorfor han af og til sylter sit faktiske grundlag og lader det fremstå halvhjertet og skrøbeligt.
Her, såvel som mange andre steder, må man påpege, at filmen i sammenligning med den (for?) nært beslægtede ”The Devil’s Backbone” står en anelse tomt tilbage. Del Toro formåede i langt højere grad at kombinere det sørgelige med det skræmmende og skabte derved et langt mere holdbart og flerlaget storværk, end tilfældet er med ”El Orfanato”. Det til trods bliver der i filmen om det hjemsøgte børnehjem opvist tilstrækkelige mængder af visuel virtuositet og elektriske effekter til, at man med ro i sindet kan kalde den vellykket, mens den elementært overraskende slutning fortsat lader en lovprise det spanske land som en fremragende filmnation.
De begribelige fordomme bliver dog hurtigt taget til skamme, da ”El Orfanato” – uoriginaliteten til trods – viser sig som et vanvittigt kompetent, intenst og billedskønt gyserdrama. Som spanierne efterhånden har gjort til nogle af deres varemærker besidder filmen både en afventende, spændstig handlingsopbygning og en stilfærdig, djævelsk gyserstemning, der efter et fyldigt og lukrativt forspil forløses i et af årets dygtigste og mest skræmmende effektgys. Trods filmen ikke kan undsige sig fra at være noget klichéfyldt med gennemtærskede standardeffekter som en monotont knirkende karrusel, en slumrende mørk kældertrappe og hele scenariet i det fortidsplagede børnehjem, er det nemlig kort og koncist skide uhyggeligt og møghamrende ubehageligt fra ende til anden!
Gyserafdelingen i den spanske genrehybrid er dog også klart den bedste del, i og med den melankolske dramahistorie aldrig får det endegyldige tag i den dybtfølte dramaturgi, som den på papiret så ud til at besidde. Nok er skildringen af en moders ubegrænsede kærlighed til sin søn værd at snøfte et par gange til og nok er historien om de bestialsk nedslagtede børnehjemsbørn traumatisk, men det bliver ved det, da den uerfarne instruktør, Bayona, tilsyneladende har foretrukket effekter frem for følelser, hvorfor han af og til sylter sit faktiske grundlag og lader det fremstå halvhjertet og skrøbeligt.
Her, såvel som mange andre steder, må man påpege, at filmen i sammenligning med den (for?) nært beslægtede ”The Devil’s Backbone” står en anelse tomt tilbage. Del Toro formåede i langt højere grad at kombinere det sørgelige med det skræmmende og skabte derved et langt mere holdbart og flerlaget storværk, end tilfældet er med ”El Orfanato”. Det til trods bliver der i filmen om det hjemsøgte børnehjem opvist tilstrækkelige mængder af visuel virtuositet og elektriske effekter til, at man med ro i sindet kan kalde den vellykket, mens den elementært overraskende slutning fortsat lader en lovprise det spanske land som en fremragende filmnation.
04/01-2008
