// Do You Want To Know More? //
5.0
Flere gange har jeg haft muligheden for at se Starship Troopers, og til min store anelse, så jeg den ingen af gangene færdig. Filmen er nu endelig på min DVD-hylde, som jeg faktisk er stolt af. Hollandske Paul Verhoeven har aldrig rigtig faldet i min smag og hans større film som bl.a. Basic Instinct, Showgirls og Hollow Man, har jeg imidlertid også stemplet som elendige. Alligevel har han også præsteret at instruere ret så effektive og underholdende film som RoboCop, Total Recall og sidst men ikke mindst Starship Troopers.
Filmen udspiller sig engang ude i fremtiden, hvor menneskedens eksistens trues af fremmedartede og fjendtlige insekter (i filmen omtalt som 'arachnider' eller simpelt 'bugs'). Vi følger de tre helte Johnny Rico (Casper Van Dien), Carmen Ibanez (Denise Richards) og Dizzy Flores (Dina Meyer) som netop er blevet studenter. Johnny og Carmen er et par, men Dizzy er forelsket i Johnny, og der lurer konstant et trekantsdrama om hjørnet. Verdenen omkring disse tre hovedpersoner adskiller sig ikke ret meget fra de typiske amerikanske collegefilm, men 'twistet' i Starship Troopers (ST) består i, at det foregår i fremtiden og med kæmpe dræberinsekter. Det er måske rettere sagt omvendt, en sci-fi med et twist af amerikansk collegefilm. Johnny, Carmen og Dizzy melder sig alle til hæren for at bidrage til udryddelsen af de fremmedartede insekter, så de kan tjene deres land og engang i fremtiden blive godkendt til et borgerskab. Det er nemlig ikke noget, man sådan lige får. Derefter går den rigtige action i gang, hvor personerne mere og mere bevæger sig væk fra high school-miljøet. Herfra bliver der for alvor skruet op for effekterne, som er overraskende flotte, og der er bliver ikke sparet på blodet eller slimen. Dejligt!
Det er de små detaljer, som gør ST til en knaldhamrende effektiv film. Selvfølgelig kan man ikke benægte de fantastiske effekter eller bare det faktum, at der bliver pløkket en masse dræberinsekter, men Verhoeven viser udover dette, at han har et satirisk glimt i øjet, hvilket matcher ST perfekt! Det er de kitschede dialoger, inspirationen fra collegefilmene, de propagandistiske reklamer og ikke mindst valget af skuespillerne. Casper Van Dien, som nok er prinsen af B-film, superlækre babes som Denise Richards og Dina Meyer, Clancy Brown som den barske men sympatiske Sg. Zim samt Jake Busey (Gary Buseys søn) som menig Ace Levy - alle bidrager de med en karakter, som man både griner, græder og lader sig forføre med. Karaktererne bliver altså ikke mere sort-hvide eller klichefyldte.
Det, som måske forfører mig mest ved filmen, er hele den stemning, som ovennævnte elementer er med til at formidle. Jeg føler faktisk, at jeg sidder i fremtiden, og følger med live, hvad der sker. Det er da også sådan man bliver indledt i filmen, hvor en korrespondent rapporterer direkte fra planeten Klendathu, som er arachnidernes hjemplanet. Det er en hæsblæsende indledning, som fører dig direkte ind i handlingen, og den stemning der er lagt for filmen. Væsentligt i filmen er også, hvad de unge studenter skal tage holdning til. De har hele verden foran deres fødder, men der er grænser for, hvilken frihed man har i et fascistoid samfund, som er under angreb af insekter. Der er nemlig forskel på bare at være civilist og borger. Dermed kan patriotismen godt komme til at minde om den i Independence Day - med den forskel at det er satirisk ment i Starship Troopers.
Men det der gør filmen så god, kan også gøre den en smule belastende en gang imellem - for i forhold til, at det er sådan en stor Hollywood-produktion, kan den alligevel godt blive lidt for kitschet. Hovedpersonerne formår at overleve de vildeste forhindringer, mens de andre bipersoner bare dør og bliver flænset på rad række, og man fornemmer ikke helt autenciteten. At Dizzy godt nok bliver taget af insekterne, gør det til gengæld lidt mere kliche. Der er dog få irritationsmomenter - og det kommer også lidt an på, hvordan man selv forholder sig til ironi og kitsch. Starship Troopers er dermed det samme som Star Wars, hvis det var et Grindhouse-projekt, og det siger ikke så lidt.
Jeg giver i første omgang filmen 5 store stjerner på rampen til de 6. Det er ikke et nemt projekt Verhoeven har begivet sig ud på, for selvom han selvfølgelig skal køre ironien hele vejen, virker det som om, at man engang i mellem får lidt mere end nødvendigt. Men det er et dilemma, for enten går man all the way eller lader være. Og derfor står jeg lidt i samme situation. ST har dog allerede i dag opnået kultstatus, og indenfor dens enestående genre er den ikke helt så langt væk fra at være perfekt!
Filmen udspiller sig engang ude i fremtiden, hvor menneskedens eksistens trues af fremmedartede og fjendtlige insekter (i filmen omtalt som 'arachnider' eller simpelt 'bugs'). Vi følger de tre helte Johnny Rico (Casper Van Dien), Carmen Ibanez (Denise Richards) og Dizzy Flores (Dina Meyer) som netop er blevet studenter. Johnny og Carmen er et par, men Dizzy er forelsket i Johnny, og der lurer konstant et trekantsdrama om hjørnet. Verdenen omkring disse tre hovedpersoner adskiller sig ikke ret meget fra de typiske amerikanske collegefilm, men 'twistet' i Starship Troopers (ST) består i, at det foregår i fremtiden og med kæmpe dræberinsekter. Det er måske rettere sagt omvendt, en sci-fi med et twist af amerikansk collegefilm. Johnny, Carmen og Dizzy melder sig alle til hæren for at bidrage til udryddelsen af de fremmedartede insekter, så de kan tjene deres land og engang i fremtiden blive godkendt til et borgerskab. Det er nemlig ikke noget, man sådan lige får. Derefter går den rigtige action i gang, hvor personerne mere og mere bevæger sig væk fra high school-miljøet. Herfra bliver der for alvor skruet op for effekterne, som er overraskende flotte, og der er bliver ikke sparet på blodet eller slimen. Dejligt!
Det er de små detaljer, som gør ST til en knaldhamrende effektiv film. Selvfølgelig kan man ikke benægte de fantastiske effekter eller bare det faktum, at der bliver pløkket en masse dræberinsekter, men Verhoeven viser udover dette, at han har et satirisk glimt i øjet, hvilket matcher ST perfekt! Det er de kitschede dialoger, inspirationen fra collegefilmene, de propagandistiske reklamer og ikke mindst valget af skuespillerne. Casper Van Dien, som nok er prinsen af B-film, superlækre babes som Denise Richards og Dina Meyer, Clancy Brown som den barske men sympatiske Sg. Zim samt Jake Busey (Gary Buseys søn) som menig Ace Levy - alle bidrager de med en karakter, som man både griner, græder og lader sig forføre med. Karaktererne bliver altså ikke mere sort-hvide eller klichefyldte.
Det, som måske forfører mig mest ved filmen, er hele den stemning, som ovennævnte elementer er med til at formidle. Jeg føler faktisk, at jeg sidder i fremtiden, og følger med live, hvad der sker. Det er da også sådan man bliver indledt i filmen, hvor en korrespondent rapporterer direkte fra planeten Klendathu, som er arachnidernes hjemplanet. Det er en hæsblæsende indledning, som fører dig direkte ind i handlingen, og den stemning der er lagt for filmen. Væsentligt i filmen er også, hvad de unge studenter skal tage holdning til. De har hele verden foran deres fødder, men der er grænser for, hvilken frihed man har i et fascistoid samfund, som er under angreb af insekter. Der er nemlig forskel på bare at være civilist og borger. Dermed kan patriotismen godt komme til at minde om den i Independence Day - med den forskel at det er satirisk ment i Starship Troopers.
Men det der gør filmen så god, kan også gøre den en smule belastende en gang imellem - for i forhold til, at det er sådan en stor Hollywood-produktion, kan den alligevel godt blive lidt for kitschet. Hovedpersonerne formår at overleve de vildeste forhindringer, mens de andre bipersoner bare dør og bliver flænset på rad række, og man fornemmer ikke helt autenciteten. At Dizzy godt nok bliver taget af insekterne, gør det til gengæld lidt mere kliche. Der er dog få irritationsmomenter - og det kommer også lidt an på, hvordan man selv forholder sig til ironi og kitsch. Starship Troopers er dermed det samme som Star Wars, hvis det var et Grindhouse-projekt, og det siger ikke så lidt.
Jeg giver i første omgang filmen 5 store stjerner på rampen til de 6. Det er ikke et nemt projekt Verhoeven har begivet sig ud på, for selvom han selvfølgelig skal køre ironien hele vejen, virker det som om, at man engang i mellem får lidt mere end nødvendigt. Men det er et dilemma, for enten går man all the way eller lader være. Og derfor står jeg lidt i samme situation. ST har dog allerede i dag opnået kultstatus, og indenfor dens enestående genre er den ikke helt så langt væk fra at være perfekt!
04/01-2008
