Digitale drengedrømme
3.0
Computerfilmen "Toy Story" er et usædvanlig veldrejet stand-up show om en trædukkes svære møde med fremtidens space-cowboy.
"Dette børneværelse er ikke stort nok til os begge." Citatet kunne have været trædukken Woody's indgangsreplik, da det teknologiske vidunder Buzz Lightyear (komplet med folde-ud-vinger, laserknap, m.m.m.) gør sin entre på drengen Anders' værelse. Woody er cowboy, sherif og øverste myndighed i det lille samfund bestående af figurer fra legetøjets skæve univers, men to gange om året kan intet afholde samfundet fra at ryste i sin grundvold. Ved juletid og fødselsdage frygter enhver at blive frarøvet sin plads i hierarkiet, for da er det gavetid. Nyt legetøj kommer ind, gammelt ryger ud. Hvilken gru!
Mens de grønne plastic-soldater med militær præcision udspionerer gavehøsten, ventes der spændt på Anders' værelse. Buzz's ankomst får trykket til at lette, kun Woody er bekymret, for pludselig er hans position som Anders' yndlingslegetøj truet. Buzz fatter ingenting. Overbevist om sin virkelige status som udsending for de galaktiske magter, betragter han værelsets indbyggere med en blanding af venlighed og kultur-imperialistisk hovmod. Han forstår ganske enkelt ikke ordet 'legetøj', og derfor heller ikke Woodys nidkære angreb på hans person.
Fremtidens space-cowboy mod præriens småborgerlige ordensmagt: Vort århundredes krise i en nøddeskal. Blændet af sit eget hovmod, skubber Woody Buzz ud af vinduet, men må snart selv følge efter, idet hovmod som bekendt står for fald. Som et umage par må de to kamphaner nu kæmpe sig vej gennem det vilde uudforskede terræn hinsides børneværelset, og da støvet har lagt sig, har Buzz accepteret sin fiktive identitet, Woody sin hybris, og begge besejret ondskaben selv, nemlig naboens søn, Svend; en sand virtuos hvad angår maltraktering af legetøj.
Fra plastic til Brandenburg
En af de mest sejlivede fordomme om computergrafik er dens kunstneriske impotens. Jeg var indtil i formiddag delvist underkastet denne mistillid. Ser man tilbage på, hvad det digitale medie har frembragt, smager det hele jo af plastic; stiliserede figurer, der kan hæve øjenbryn og blinke, indbyder ikke til de helt store erkendelsesspring. "Toy Story" er anderledes, fordi den ikke er benovet over sin egen teknologi. Der er liv bag figurerne, ikke ligefrem dyb åndskraft, men nok til, at man kan identificere sig med dem.
Altså skal trykket lægges på film, og mindre på computer. Distancen går igen i figurernes selvironiske leg med deres (digitale) evne til at blive splittet ad, og rekonstrueret igen på nye måder. Potato Head er værelsets kyniker, som placerer næse, ører og øjne efter alle kunstens regler. "Det er Picasso", siger han til øglen Rex, hvis neurotiske følsomhed ikke kan begribe kartoffelhovedets hjerteløse modernitet. Buzz taber i kampens hede en arm og giver den til Woody, da sheriffen beder om en hjælpende hånd. Legetøjet er levende, men på dets egne 'livløse' præmisser.
En anden kvalitet er - besynderligt nok - en mangel. "Toy Story" er en Disney-produktion, men man forskånes for de ustandselige udbrud af skønsang, som eller er normen i koncernens tegnefilm. Kun Otto Brandenburgs sprøde stemme får lov til at give nogle iørefaldende fortolkninger af sange, der ligger som en finurlig tone over handlingen. Brandenburgs røst får de bedste øjeblikke med film som "Aristocats" og "Junglebogen" frem i erindringen ('snøft').
110.064 computerskabte billeder
Ud over Brandenburg leverer John Hahn Petersen og Linje 3-ensemblet stemmer til filmens figurer, og det gør de - som altid - skæppegodt. I den originale amerikanske version har Tom Hanks ikke kun givet Woody sin sproglige identitet. Teknikerne brugte hans mimik som inspiration til animationen, hvilket man ikke ligefrem kan se, men det har sikkert hjulpet, for resultatet er overbevisende.
Andet ville også have været forbandet ærgerligt, når man tænker på, at det har taget Disney og det computergrafiske selskab Pixar (en gren af Lucasfilm) fem år at færdiggøre deres elektroniske komedie. De tekniske detaljer kan man læse om et sted i nærheden, men lad mig da bare nævne, at de 110.064 computerskabte billeder ville have taget en enkelt processor 43 år at generere. Og det er naturligvis kun en lille del af hele filmproduktionen. Fem år i gryden har gjort "Toy Story" til en letfordøjelig film, der glider ned som god underholdning skal, og med kontrakten mellem Disney og Pixar på endnu to film er der lagt brænde under gryden til nye løjer. Dem ser jeg frem til.
"Dette børneværelse er ikke stort nok til os begge." Citatet kunne have været trædukken Woody's indgangsreplik, da det teknologiske vidunder Buzz Lightyear (komplet med folde-ud-vinger, laserknap, m.m.m.) gør sin entre på drengen Anders' værelse. Woody er cowboy, sherif og øverste myndighed i det lille samfund bestående af figurer fra legetøjets skæve univers, men to gange om året kan intet afholde samfundet fra at ryste i sin grundvold. Ved juletid og fødselsdage frygter enhver at blive frarøvet sin plads i hierarkiet, for da er det gavetid. Nyt legetøj kommer ind, gammelt ryger ud. Hvilken gru!
Mens de grønne plastic-soldater med militær præcision udspionerer gavehøsten, ventes der spændt på Anders' værelse. Buzz's ankomst får trykket til at lette, kun Woody er bekymret, for pludselig er hans position som Anders' yndlingslegetøj truet. Buzz fatter ingenting. Overbevist om sin virkelige status som udsending for de galaktiske magter, betragter han værelsets indbyggere med en blanding af venlighed og kultur-imperialistisk hovmod. Han forstår ganske enkelt ikke ordet 'legetøj', og derfor heller ikke Woodys nidkære angreb på hans person.
Fremtidens space-cowboy mod præriens småborgerlige ordensmagt: Vort århundredes krise i en nøddeskal. Blændet af sit eget hovmod, skubber Woody Buzz ud af vinduet, men må snart selv følge efter, idet hovmod som bekendt står for fald. Som et umage par må de to kamphaner nu kæmpe sig vej gennem det vilde uudforskede terræn hinsides børneværelset, og da støvet har lagt sig, har Buzz accepteret sin fiktive identitet, Woody sin hybris, og begge besejret ondskaben selv, nemlig naboens søn, Svend; en sand virtuos hvad angår maltraktering af legetøj.
Fra plastic til Brandenburg
En af de mest sejlivede fordomme om computergrafik er dens kunstneriske impotens. Jeg var indtil i formiddag delvist underkastet denne mistillid. Ser man tilbage på, hvad det digitale medie har frembragt, smager det hele jo af plastic; stiliserede figurer, der kan hæve øjenbryn og blinke, indbyder ikke til de helt store erkendelsesspring. "Toy Story" er anderledes, fordi den ikke er benovet over sin egen teknologi. Der er liv bag figurerne, ikke ligefrem dyb åndskraft, men nok til, at man kan identificere sig med dem.
Altså skal trykket lægges på film, og mindre på computer. Distancen går igen i figurernes selvironiske leg med deres (digitale) evne til at blive splittet ad, og rekonstrueret igen på nye måder. Potato Head er værelsets kyniker, som placerer næse, ører og øjne efter alle kunstens regler. "Det er Picasso", siger han til øglen Rex, hvis neurotiske følsomhed ikke kan begribe kartoffelhovedets hjerteløse modernitet. Buzz taber i kampens hede en arm og giver den til Woody, da sheriffen beder om en hjælpende hånd. Legetøjet er levende, men på dets egne 'livløse' præmisser.
En anden kvalitet er - besynderligt nok - en mangel. "Toy Story" er en Disney-produktion, men man forskånes for de ustandselige udbrud af skønsang, som eller er normen i koncernens tegnefilm. Kun Otto Brandenburgs sprøde stemme får lov til at give nogle iørefaldende fortolkninger af sange, der ligger som en finurlig tone over handlingen. Brandenburgs røst får de bedste øjeblikke med film som "Aristocats" og "Junglebogen" frem i erindringen ('snøft').
110.064 computerskabte billeder
Ud over Brandenburg leverer John Hahn Petersen og Linje 3-ensemblet stemmer til filmens figurer, og det gør de - som altid - skæppegodt. I den originale amerikanske version har Tom Hanks ikke kun givet Woody sin sproglige identitet. Teknikerne brugte hans mimik som inspiration til animationen, hvilket man ikke ligefrem kan se, men det har sikkert hjulpet, for resultatet er overbevisende.
Andet ville også have været forbandet ærgerligt, når man tænker på, at det har taget Disney og det computergrafiske selskab Pixar (en gren af Lucasfilm) fem år at færdiggøre deres elektroniske komedie. De tekniske detaljer kan man læse om et sted i nærheden, men lad mig da bare nævne, at de 110.064 computerskabte billeder ville have taget en enkelt processor 43 år at generere. Og det er naturligvis kun en lille del af hele filmproduktionen. Fem år i gryden har gjort "Toy Story" til en letfordøjelig film, der glider ned som god underholdning skal, og med kontrakten mellem Disney og Pixar på endnu to film er der lagt brænde under gryden til nye løjer. Dem ser jeg frem til.
19/11-2018
