Vi spiller alle en rolle

Persona, Bergmans mest komplekse og mystiske mesterværk, fascinerer, forbløffer og fænger fra den indledende, poetiske billedkavalkade, hele vejen igennem filmens mange åbenhjertige og intime enetaler - sygeplejersken overfor skuespilleren, der ikke kan svare, men blot lytte, fordi hun har 'mistet stemmen' - til den altafslørende afslutning, der dog ikke kun lægger op til én klar tolkning, idet filmen efterlader så meget plads til refleksion i kraft af de mange symbolske sekvenser og indirekte spørgsmålstegn, der optræder hele vejen igennem.

Det er ikke uden grund, at David Lynch - ganske åbenlyst - har ladet sig inspirere i meget høj grad af disse to kvinders fortælling, der ikke minder så lidt om hans egen Mulholland Drive.