Så er det jul igen...
-1.0
...og ingen jul uden, at dollartegnene lyser i øjnene på Disney-koncernen
"Tror du på Julemanden?", instrueret af John Pasquin, er årets julefilm fra Walt Disney Pictures. Den er tilegnet børn og barnlige sjæle og skal derfor dømmes derudfra. Vi må altså bære over med en humor på niveau med vittigheden: "Hvad er nummeret til 911?".
Børnene vil formodentlig sluge "Tror du på Julemanden?" råt. For det første fordi filmens ene hovedperson er en gæv lille knægt på vel omkring fem år. For det andet fordi filmen tager os med til Julemandens legetøjsfabrik på Grønland, og det er jo det rene paradis. Heri ligger faktisk også filmens styrke, hvis man skal se på det med voksne øjne. Det er antagelig første gang, at en julefilm lige til det sidste insisterer på Julemandens eksistens og dermed forbliver tro mod sit publikum.
Weekendfar og deltidsjulemand
Karrieremanden Scott Calvin (Tim Allen) holder juleaften med deltidssønnen Charlie (Eric Lloyd). Deres forhold er anstrengt, men i modsætning til Charlies mor og stedfar, bakker Scott sønnen op i dennes tro på Julemanden. Og dog, da de to, efter en mislykket juleaften bliver vidne til Julemandens død, begynder Scott at frygte sin egen jule-entusiasme. Han finder nemlig en seddel i Julemandens lomme med en bøn om, at den der måtte være til stede bør overtage rollen som hele verdenens gavegiver, hvis noget sker Julemanden. Scott tager, i et øjebliks vanvid, Santas dragt på, og før hverken Scott eller Charlie har set sig om, befinder de sig på julegavefabrikken på Grønland.
Efter en hæsblæssende nat som Julemand, vågner far og søn op og er hjemme igen. Bortset fra at Charlie ikke kan glemme sit kendskab til Scotts rolle som Julemand, lever alle parter videre som før. Lige indtil Scott begynder at få hvidt skæg og tage gevaldigt på i vægt. Herefter er både Scott og filmens mission at give det amerikanske folks barnetro en velfortjent renæssance.
"Tror du på Julemanden?" indfrier de forventninger som de fleste voksne, takket være erfaring, har til amerikanske højtidsfilm. Den er langt fra velspillet. Den er både klichefyldt, politisk korrekt, opdragelsesmæssigt moraliserende og til tider direkte pinlig. Derudover afslører teknikken, at den må være billigt og hurtigt produceret. Meget dårligt computeriserede rensdyr flyver gentagende gange over tagryggene, og Tim Allens forvandlingstricks vil ingen ende tage.
At filmen alligevel fortjener at blive taget alvorligt, skyldes det, at temaet er både nyt og konsekvent. Det er meningen, at vi forlader biografen med kendskab til og tro på Julemandens eksistens. Denne film fungerer faktisk som dokumentarfilm om 1) hvordan Julemanden, som skikkelse, sikrer sig evigt liv, 2) hvordan Julemanden rent praktisk klarer turen rundt på selveste julenatten, og 3) hvordan Julemanden har indrettet sig på Grønland. Det må siges at være lidt af et sats fra Walt Disneys side, for hvad i alverden har de tænkt sig at gøre næste år. Dette er jo den ultimative julefilm!
"Tror du på Julemanden?", instrueret af John Pasquin, er årets julefilm fra Walt Disney Pictures. Den er tilegnet børn og barnlige sjæle og skal derfor dømmes derudfra. Vi må altså bære over med en humor på niveau med vittigheden: "Hvad er nummeret til 911?".
Børnene vil formodentlig sluge "Tror du på Julemanden?" råt. For det første fordi filmens ene hovedperson er en gæv lille knægt på vel omkring fem år. For det andet fordi filmen tager os med til Julemandens legetøjsfabrik på Grønland, og det er jo det rene paradis. Heri ligger faktisk også filmens styrke, hvis man skal se på det med voksne øjne. Det er antagelig første gang, at en julefilm lige til det sidste insisterer på Julemandens eksistens og dermed forbliver tro mod sit publikum.
Weekendfar og deltidsjulemand
Karrieremanden Scott Calvin (Tim Allen) holder juleaften med deltidssønnen Charlie (Eric Lloyd). Deres forhold er anstrengt, men i modsætning til Charlies mor og stedfar, bakker Scott sønnen op i dennes tro på Julemanden. Og dog, da de to, efter en mislykket juleaften bliver vidne til Julemandens død, begynder Scott at frygte sin egen jule-entusiasme. Han finder nemlig en seddel i Julemandens lomme med en bøn om, at den der måtte være til stede bør overtage rollen som hele verdenens gavegiver, hvis noget sker Julemanden. Scott tager, i et øjebliks vanvid, Santas dragt på, og før hverken Scott eller Charlie har set sig om, befinder de sig på julegavefabrikken på Grønland.
Efter en hæsblæssende nat som Julemand, vågner far og søn op og er hjemme igen. Bortset fra at Charlie ikke kan glemme sit kendskab til Scotts rolle som Julemand, lever alle parter videre som før. Lige indtil Scott begynder at få hvidt skæg og tage gevaldigt på i vægt. Herefter er både Scott og filmens mission at give det amerikanske folks barnetro en velfortjent renæssance.
"Tror du på Julemanden?" indfrier de forventninger som de fleste voksne, takket være erfaring, har til amerikanske højtidsfilm. Den er langt fra velspillet. Den er både klichefyldt, politisk korrekt, opdragelsesmæssigt moraliserende og til tider direkte pinlig. Derudover afslører teknikken, at den må være billigt og hurtigt produceret. Meget dårligt computeriserede rensdyr flyver gentagende gange over tagryggene, og Tim Allens forvandlingstricks vil ingen ende tage.
At filmen alligevel fortjener at blive taget alvorligt, skyldes det, at temaet er både nyt og konsekvent. Det er meningen, at vi forlader biografen med kendskab til og tro på Julemandens eksistens. Denne film fungerer faktisk som dokumentarfilm om 1) hvordan Julemanden, som skikkelse, sikrer sig evigt liv, 2) hvordan Julemanden rent praktisk klarer turen rundt på selveste julenatten, og 3) hvordan Julemanden har indrettet sig på Grønland. Det må siges at være lidt af et sats fra Walt Disneys side, for hvad i alverden har de tænkt sig at gøre næste år. Dette er jo den ultimative julefilm!
19/11-2018
