Narkosmugler i New York

Historien om den sorte gangsterboss, Frank Lucas, hans kapitalistiske fremgangsmåder i narkotikabranchen og hans diametrale modsætning, Ritchie Roberts’ evindelige jagt på at neutralisere hans usmagelige ugerninger, er en på alle måder fascinerende historie. ”The American Gangster”, Frank Lucas, var langtfra en ordinær skikkelse: Ingen sort gangsterboss har – via sine foretagender – hverken før eller siden defineret sig selv som en så kløgtig og kynisk forretningsmand og ingen har efter alt at dømme lukreret så effektivt på sine åbenlyst illegale forretninger. Frank Lucas var unægtelig knivskarp i det han foretog sig – skarp til at holde sine kontakter ved lige, til at uddrive eventuelle konkurrenter fra markedet og til sideløbende at administrere et reelt familieliv med kirke om søndagen og komsammener ved højtider. Men Lucas var samtidig noget andet: Han var en kolerisk morder, en førstegrads stjernepsykopat, der forpestede sine sorte medmennesker med heftig heroin og andre livsruinerende rusmidler og uden specifikke motiver, blodtørstigt aflivede adskillige, ”irrelevante” skikkelser i sin omgangskreds. Han var kort fortalt en meget farlig mand.

Ridley Scott’s nyeste skud på filmstammen, ”American Gangster”, der netop bygger på narkotikasagens faktuelle hændelser, håndterer dog denne på samme tid flerstrengede, frastødende og fascinerende karakter, Frank Lucas, på forbilledlig vis. Denzel Washington – i rollen som Lucas – forherliger nemlig langtfra den storstilede narkosmugler og tvinger os derved aldrig til at bifalde hans amoralske ugerninger. Han inddrager os blot i en plaget sjæl og karakteriserer flot og ganske implicit hans mentale skavanker og komplekse sindstilstand, mens han på skift lader os føle med ham og mest af alt afsky ham. Således er det heller ikke - i modsætning til en anden rivaliseringsfilm, ”Heat” – at man er i tvivl om, hvem der er hvem i filmen: Hvem man i sidste ende skal bede til trækker det længste strå og slutteligt står som tvekampens endegyldige sejrherre.

Det er imidlertid også her, man for alvor bemærker at ”American Gangster” er baseret på en autentisk historie. På grund af at den aldrig for alvor er emotionelt engagerende. Ikke engang i klimakset – hvis der er tale om sådan et – sidder man på kanten af biografsædet med opildnede øjne og svedende håndflader i en beruset, hypnotiseret tilstand. Nej, filmen er gjort af en helt anden karakter. En karakter, der tillader tilskueren at lægge følelserne til side og i stedet engagere sig i historien og de skildrede begivenheder. For selvom ”American Gangster” aldrig lukrerer på følelserne eller løsriver sig betragteligt fra de hændelser, den skildrer, er den af en konstant opslugende, fængende og velkonstrueret seværdighed, der uden undtagelse holder sin seer i et kompetent og varigt greb. Få actionfyldte sekvenser hersker i den over to og en halvtimes lange spilletid, der i stedet udfyldes af mørke miljøbeskrivelser, intellektuel og vittig dialog og i det hele taget en helt igennem delikat skildring, der på virkefuld vis inddrager en i fortællingen om den amerikanske gangster, som af uforklarlige årsager syntes at være glemt.
Udover at være en sublim skildring er ”American Gangster” facetteret med perfekt anlagte billeder, skudt i en form for æstetisk semi-dokumentarisme, en fortælleteknisk virtuositet, et velfungerende lydspor, der afveksler mellem følelsesladet filmmusik og ”sort” jazzmusik med Bob Marley-smøger og højt afrohår og et på alle måder velcastet skuespillerhold, der formår at flyde ind i miljøet og levere realistiske præstationer. Mest fremtrædende er naturligvis de to hovedrolleindehavere, Russel Crowe og Denzel Washington, hvor specielt sidstnævnte imponerer i rollen som den afkølede pistol, der i korte øjeblikke er tilbøjelig til at blive varm. Washington har da også allerede modtaget en hæder for sin præstation i form af en Golden Globe-nominering, da han – trods han suppleres fortræffeligt af Crowe – er filmens stærkeste skuespillerkort og faktisk yder noget nær sin stærkeste præstation nogensinde.

Ridley Scotts gangsterepos når aldrig de uforlignelige filmiske standarder fra hans mægtigste mesterværker, ”Gladiator” og ”Alien”. Men i samme grad som den legendariske science fiction-film ”Blade Runner”, indtræder den i kategorien lige under disse og melder sig som et nyt led i mesterinstruktørens omfattende filmrepertoire. Det er nemlig uomtvisteligt en fascinerende skildring, et fængslende historisk tilbageblik på en af USA’s værste narkosmuglere nogensinde. Og selvom Scott sjældent går sine egne veje og omdigter historien til en fiktiv, kommerciel hollywoodkonstruktion, er og bliver det (måske af den grund?) en af hans mest medrivende, vedkommende og rent ud sagt bedste film til dato.