Sveriges Ivanhoe
3.0
Filmatiseringen af Jan Guillous ridderserie er den største nordiske filmsatsning nogensinde, og jeg har da også sjældent set noget fra Norden, der kommer så tæt på Hollywood-epik. "Tempelridderen" fortæller første halvdel af historien om Arn, der i starten af det 13. århundrede vokser op i en svensk adelsfamilie, som er involveret i fejden om den svenske krone. Men Arns største problemer kommer, efter han forelsker sig i en pige og gør hende gravid. Da det bliver opdaget, bliver de begge bandlyst af kirken, og mens kæresten får 20 års bodsgerning i et kloster, bliver Arn sendt på korstog med tempelridderne.
Det er en ridderhistorie i klassisk stil - faktisk minder den ganske meget om "Ivanhoe" med den lidende helt på korstog og den søde blondine, der venter derhjemme. Og der er mange gode momenter i filmen, som ikke mindst er flot lavet rent visuelt. Den svenske ridderstil fungerer glimrende, og Arn er mægtig sej i de forholdsvis få kampscener.
Til gengæld er historien besynderligt bygget op. Den starter med at fortælle Arns triste svenske forhistorie i verdens længste flashback, og det giver mindre plads til begivenhederne i Palæstina, end jeg synes, de burde have fået. Den store romance fylder i stedet rigtig meget i "Tempelridderen", og det tager en del tempo ud af midterstykket, at filmen stræber så meget efter patos. Det betyder også, at historien derefter med kæresten i kloster og Arn i Jerusalem kommer til at virke som en halvkort epilog, inden filmen slutter ganske abrupt. Jeg har i øvrigt også svært ved at tro, at en historie af Jan Guillou har haft så lidt kant i originaludgaven.
På skuespillerfronten er der en masse svenskere, der gør deres ting fint uden at være prangende - og det er nu sjovt at se Bibi Andersson som ond abbedisse og Sven-Bertil Taube som intrigant biskop. Den store hovedrolle som Arn har Joakim Nätterqvist, og han gør det o.k., selv om han surmuler hele tiden.
Det er en dansker, Peter Flinth, der har instrueret, og han burde altså have skåret noget bedre igennem i den 139 minutter lange handling. Men vi ved allerede nu, at der kommer en toer, så det kan være, at den samlede fortælling vil føles mere helstøbt efter den.
Det er en ridderhistorie i klassisk stil - faktisk minder den ganske meget om "Ivanhoe" med den lidende helt på korstog og den søde blondine, der venter derhjemme. Og der er mange gode momenter i filmen, som ikke mindst er flot lavet rent visuelt. Den svenske ridderstil fungerer glimrende, og Arn er mægtig sej i de forholdsvis få kampscener.
Til gengæld er historien besynderligt bygget op. Den starter med at fortælle Arns triste svenske forhistorie i verdens længste flashback, og det giver mindre plads til begivenhederne i Palæstina, end jeg synes, de burde have fået. Den store romance fylder i stedet rigtig meget i "Tempelridderen", og det tager en del tempo ud af midterstykket, at filmen stræber så meget efter patos. Det betyder også, at historien derefter med kæresten i kloster og Arn i Jerusalem kommer til at virke som en halvkort epilog, inden filmen slutter ganske abrupt. Jeg har i øvrigt også svært ved at tro, at en historie af Jan Guillou har haft så lidt kant i originaludgaven.
På skuespillerfronten er der en masse svenskere, der gør deres ting fint uden at være prangende - og det er nu sjovt at se Bibi Andersson som ond abbedisse og Sven-Bertil Taube som intrigant biskop. Den store hovedrolle som Arn har Joakim Nätterqvist, og han gør det o.k., selv om han surmuler hele tiden.
Det er en dansker, Peter Flinth, der har instrueret, og han burde altså have skåret noget bedre igennem i den 139 minutter lange handling. Men vi ved allerede nu, at der kommer en toer, så det kan være, at den samlede fortælling vil føles mere helstøbt efter den.
07/01-2008
