Forfald i Harlem
5.0
Efter et par sløje år med skuffelser som ”Black Hawk Down” og ”Kingdom of Heaven” slår englænderen Ridley Scott igen til med ”American Gangster” og overbeviser i dén grad om, at han stadig har et skud eller flere tilbage i bøssen. Efter at have været omtrent hele genreleksikonet igennem synes Scott atter at have fundet sig til rette med fast grund under fødderne og i en fysisk form, som kun de absolut bedste folk af faget er i stand til at matche.
Meget hurtigt og meget klart nærmest råber ”American Gangster” ud i ansigtet på de befolkede biografstolerækker, at der her står en Ridley Scott bag roret i sit rette element, på toppen af sin ydeevne, mindst lige så frisk på at lave film som en ung og ambitionsrig instruktør med film på hjernen og mindst lige så sprængfyldt med den nerve, kraft og energi som sidste år høstede den prestigefyldte oscar-statuette i hus, nemlig med den ligeledes garvede filmmager Martin Scorsese og hans bedste film i årevis, ”The Departed”. Det er der kommet en fremragende film ud af - og var det ikke for Scorseses genrefælle der sidste løb med prisen, ville den endnu bedre ”American Gangster” utvivlsomt være et oplagt bud på årets oscar-trimuf.
Hvad enten Ridley skulle rende med en oscar eller ej, så er hans ”American Gangster” i alle fald en umådelig velkomponeret film. Med to af filmverdenens dygtigste skuespillernavne, Russel Crowe og Denzel Washington, og en ualmindelig filmisk begavelse på hånden, spiller den 70-årige englænder sine kort på absolut fantastisk vis i fortællingen om en af USA’s store narkobaroner, Frank Lucas, og hans nemesis, den retskafne strømer, Robert Richie. Der hviler en råstærk drivkraft i fortællingen om disse to mænd, i billederne, i lyden, i klipningen og i spillet, hvis lige næppe har været at opleve siden midthalvfemsernes storhedstid og som visualiserer et miljø (Manhattens forfaldne storbyjungle) og en tidsperiode (70'erne) så overbevisende og så opslugende, som kun et fåtal af film har evnet.
Ganske vist halter filmen på få områder - deriblandt ved det faktum, at der stort set ingen mindeværdige bipersoner er at finde - og mangler i sidste ombæring et lille stænk af den udefinerbare tilsætning, der karakteriserer et rendyrket mesterværk, men takket være et slående tidsbillede og et sublim underholdningsniveau i helaftensformat glemmer man praktisk talt at beklage sig. Trods den første uge af året først lige har passeret, burde ”American Gangster” derfor blive en af hovedfilmene, som år 2008 vil huskes for, og samtidig et obligatorisk nævn, når snakken for fremtiden vil falde på gangsterfilm.
Meget hurtigt og meget klart nærmest råber ”American Gangster” ud i ansigtet på de befolkede biografstolerækker, at der her står en Ridley Scott bag roret i sit rette element, på toppen af sin ydeevne, mindst lige så frisk på at lave film som en ung og ambitionsrig instruktør med film på hjernen og mindst lige så sprængfyldt med den nerve, kraft og energi som sidste år høstede den prestigefyldte oscar-statuette i hus, nemlig med den ligeledes garvede filmmager Martin Scorsese og hans bedste film i årevis, ”The Departed”. Det er der kommet en fremragende film ud af - og var det ikke for Scorseses genrefælle der sidste løb med prisen, ville den endnu bedre ”American Gangster” utvivlsomt være et oplagt bud på årets oscar-trimuf.
Hvad enten Ridley skulle rende med en oscar eller ej, så er hans ”American Gangster” i alle fald en umådelig velkomponeret film. Med to af filmverdenens dygtigste skuespillernavne, Russel Crowe og Denzel Washington, og en ualmindelig filmisk begavelse på hånden, spiller den 70-årige englænder sine kort på absolut fantastisk vis i fortællingen om en af USA’s store narkobaroner, Frank Lucas, og hans nemesis, den retskafne strømer, Robert Richie. Der hviler en råstærk drivkraft i fortællingen om disse to mænd, i billederne, i lyden, i klipningen og i spillet, hvis lige næppe har været at opleve siden midthalvfemsernes storhedstid og som visualiserer et miljø (Manhattens forfaldne storbyjungle) og en tidsperiode (70'erne) så overbevisende og så opslugende, som kun et fåtal af film har evnet.
Ganske vist halter filmen på få områder - deriblandt ved det faktum, at der stort set ingen mindeværdige bipersoner er at finde - og mangler i sidste ombæring et lille stænk af den udefinerbare tilsætning, der karakteriserer et rendyrket mesterværk, men takket være et slående tidsbillede og et sublim underholdningsniveau i helaftensformat glemmer man praktisk talt at beklage sig. Trods den første uge af året først lige har passeret, burde ”American Gangster” derfor blive en af hovedfilmene, som år 2008 vil huskes for, og samtidig et obligatorisk nævn, når snakken for fremtiden vil falde på gangsterfilm.
08/01-2008
