Terrængående Godfather på sorte plader
5.0
Episke sværd- og sandalfilm, skrækindjagende science fiction, voldsom krig i helvedes forgård og nu klassisk gangsterfilm. Ridley Scott kan åbenbart det hele. I hans nyeste epos American Gangster får vi en klassisk gangsterfortælling om lærlingen, som langsomt opbygger sit eget imperium, men undervejs mister mere og mere af sig selv for til sidst at stå til regnskab for sine gerninger. Et frisk twist i den velkendte cocktail er, at hovedingrediensen nu er sort.
Scott imponerer med sit gangster epos i sådan en grad, at Scorsese må ryste i bukserne på gangsterfilmstronen. Filmen er super autentisk og troværdig, og man fornemmer i den grad, at historien hviler på en virkelig begivenhed. American Gangster er ligeså meget en person- og miljøskildring, som en film, der bygger på ét centralt handlingsforløb, og begge disse opgaver udføres til perfektion af den gamle mester. Man kan næsten lugte Harlem anno 1970erne ud igennem lærredet, hvor musikken og de visuelle detajler skaber en unik rejse i tid og sted. Turene til den anden side af kloden til Saigon og de koreanske heroinmarker virker ligeledes så virkelighedstro, at man skulle tro, at Scott havde klippet en gammel dokumentarfilm ind i sit værk.
Den noget nær perfekte miljøskildring følges helt til dørs af filmens karakterer, der oser af gangster, hvad enten det drejer sig om Denzels sorte Godfather eller de italienske mafiosofyre. Alle virker naturligt som en del af miljøet og bidrager til oplevelsen af, at befinder sig i en virkelig og ikke fiktiv verden.
Det hele bindes sammen af et manuskript som på forbilledeligvis binder alle karakterer og locations sammen til en fortælling om en mand, der udlever den amerikanske drøm, blot i den kriminelle verden. Vi føres af Scotts fortrinelige personinstruktion - han kan altså andet end at lave smukke billeder - gennem den sorte gangster Frank Lucas' verden og forvandling fra chauffør til storgangster og nærmest tilbage igen. Vekselvirkningen mellem gangsteren og betjenten, som forsøger at binde sig fast i hans haser er elegant. Selvom de to hovedpersoner først mødes i filmens slutning, føles hele filmen som én stor fortælling.
Scott kommer hele vejen rundt om filmens midtpunkt ved både at skildre hans sympatiske og familieelskende væsen i sammenkomster med familien og samtidigt skildre hans pseudopsykopatiske sider i de voldsomme vredesudbrud, der kommer de gange, hvor forretningen skal opbygges eller er i fare.
Og scenerne er voldsomme. American Gangster besidder en rå realisme og glorificerer ikke sin hovedperson eller gangstermiljøet. Her fortælles råt for usødet om både den blomstrende forretning og den mange mange skyggesider i gangsterens paradis.
Og så er der selvfølgelig Denzel Washington. Jeg mindes ikke at have set ham bedre, hvilket ikke siger så lidt. Hans skuespil er sublimt nuanceret og aldrig firkantet og karikeret. Han samler på imponerende vis Frank Lucas' mange sider i én troværdig person, og man tænker hver gang han toner frem på skærmen Lucas og ikke Washington. Den Oscarnominering bliver svær at komme udenom...
Russell Crowes rolle ligger ikke på samme måde op til storspil, men han fungerer perfekt som den let kejtede men målrettet og loyalle betjent, som sættes i spidsen mod den heroinskabte underverden. Nævnes skal også Josh Brolin, der skaber en mindeværdig korrupt politibetjent så gennemråden og ubehagelig, som det er menneskeligt muligt.
Kort sagt går alt mere eller mindre op i en højere enhed i American Gangster. Filmen byder ikke på mange klimaks eller temposkift, men skaber en støt stigende spændingskurve, hvor man stille og roligt opsluges af den mesterlige fortælling. Allerede 4 dage inde i januar fik 2008s muligvis bedste film altså premiere. Året kan og vil forhåbentlig bringe mange andre fede og mesterlige filmoplevelser med sig, men Kong Scott og American Gangster lader sig ikke ryste let af tronen.
Scott imponerer med sit gangster epos i sådan en grad, at Scorsese må ryste i bukserne på gangsterfilmstronen. Filmen er super autentisk og troværdig, og man fornemmer i den grad, at historien hviler på en virkelig begivenhed. American Gangster er ligeså meget en person- og miljøskildring, som en film, der bygger på ét centralt handlingsforløb, og begge disse opgaver udføres til perfektion af den gamle mester. Man kan næsten lugte Harlem anno 1970erne ud igennem lærredet, hvor musikken og de visuelle detajler skaber en unik rejse i tid og sted. Turene til den anden side af kloden til Saigon og de koreanske heroinmarker virker ligeledes så virkelighedstro, at man skulle tro, at Scott havde klippet en gammel dokumentarfilm ind i sit værk.
Den noget nær perfekte miljøskildring følges helt til dørs af filmens karakterer, der oser af gangster, hvad enten det drejer sig om Denzels sorte Godfather eller de italienske mafiosofyre. Alle virker naturligt som en del af miljøet og bidrager til oplevelsen af, at befinder sig i en virkelig og ikke fiktiv verden.
Det hele bindes sammen af et manuskript som på forbilledeligvis binder alle karakterer og locations sammen til en fortælling om en mand, der udlever den amerikanske drøm, blot i den kriminelle verden. Vi føres af Scotts fortrinelige personinstruktion - han kan altså andet end at lave smukke billeder - gennem den sorte gangster Frank Lucas' verden og forvandling fra chauffør til storgangster og nærmest tilbage igen. Vekselvirkningen mellem gangsteren og betjenten, som forsøger at binde sig fast i hans haser er elegant. Selvom de to hovedpersoner først mødes i filmens slutning, føles hele filmen som én stor fortælling.
Scott kommer hele vejen rundt om filmens midtpunkt ved både at skildre hans sympatiske og familieelskende væsen i sammenkomster med familien og samtidigt skildre hans pseudopsykopatiske sider i de voldsomme vredesudbrud, der kommer de gange, hvor forretningen skal opbygges eller er i fare.
Og scenerne er voldsomme. American Gangster besidder en rå realisme og glorificerer ikke sin hovedperson eller gangstermiljøet. Her fortælles råt for usødet om både den blomstrende forretning og den mange mange skyggesider i gangsterens paradis.
Og så er der selvfølgelig Denzel Washington. Jeg mindes ikke at have set ham bedre, hvilket ikke siger så lidt. Hans skuespil er sublimt nuanceret og aldrig firkantet og karikeret. Han samler på imponerende vis Frank Lucas' mange sider i én troværdig person, og man tænker hver gang han toner frem på skærmen Lucas og ikke Washington. Den Oscarnominering bliver svær at komme udenom...
Russell Crowes rolle ligger ikke på samme måde op til storspil, men han fungerer perfekt som den let kejtede men målrettet og loyalle betjent, som sættes i spidsen mod den heroinskabte underverden. Nævnes skal også Josh Brolin, der skaber en mindeværdig korrupt politibetjent så gennemråden og ubehagelig, som det er menneskeligt muligt.
Kort sagt går alt mere eller mindre op i en højere enhed i American Gangster. Filmen byder ikke på mange klimaks eller temposkift, men skaber en støt stigende spændingskurve, hvor man stille og roligt opsluges af den mesterlige fortælling. Allerede 4 dage inde i januar fik 2008s muligvis bedste film altså premiere. Året kan og vil forhåbentlig bringe mange andre fede og mesterlige filmoplevelser med sig, men Kong Scott og American Gangster lader sig ikke ryste let af tronen.
09/01-2008
