Velkommen til virkeligheden
4.0
"Opgiv drømmene om at Vesten vil komme og redde jer." Således siger de vestlige bureaukrater gang på gang, og ingen engle kommer og redder uskyldige væk fra krigens helvede. Undtagen en engelsk journalist, der midt i vanviddet og terroren ikke kan forblive passiv og observerende
"Welcome to Sarajevo" er baseret på journalisten Michael Nicholsons bog "Natasha's Story", der handler om hvordan han i 1992 først smugler en lille hjemløs pige ud af den belejrede by og hjem til England for siden at adoptere hende.
Nicholson hedder i filmen Michael Henderson (Stephen Dillane) og er udsendt for ITN sammen med fotografen Greg (James Nesbitt) og produceren Jane (Kerry Fox). Den lokale chauffør Risto (Goran Visnjic) fungerer på samme tid som deres tolk, mens den amerikanske journalist Flynn (Woody Harrelson) er den sortsynede og kyniske kommentator.
Filmen følger stort set samme handling som bogen, men parallelt med spændingshistorien og portrættet af krigskorrespondenterne, sammenfatter instruktøren Michael Winterbottom Sarajevos historie via dokumentariske klip fra TV og de vestlige lederes tomme taler og løfter.
Den store verdens birolle
FNs og Verdenssamfundets rolle er fint vævet ind i fortællingen om disse menneskers skæbner, og de enkelte rollers personlighed bliver fra starten af tegnet med en skarp og sikker hånd. Som så mange andre krigsfilm vises død og ødelæggelse med en uhyre præcision, men mest fremtrædende er det, at filmens visuelle stil ligger tæt op ad de mange TV-indslag, der har været vist i fjernsynet, og grænsen mellem autentisk fiktion og dokumentarisk virkelighed er flydende.
F. eks. risikerer Woody Harrelsons Flynn liv og lemmer for at promovere sig selv til ære for kameraet og historien. Til sit forsvar siger han, at ingen kender historien i USA, mens alle kender ham. På den måde kan han få historien frem via sin personlige image, ligesom filmen i det virkelige liv tiltrækker et større publikum i USA, netop fordi han er med - på trods af det faktum, at han rent faktisk har en bi- og ikke en hovedrolle.
Også Emira (Emira Nusevic) er gribende som den hjemløse lille pige, som Henderson smugler ud, hvilket sandsynligvis nok skyldes, at hun kender krigen ud og ind, for halvdelen af sit tiårige liv har hun levet midt i den. Da belejringen begyndte, boede hun i en tungt beskudt del af byen, og har derfor haft masser af virkelig erfaring at bruge af.
Verdens 14. værste sted
FNs udsendte fortæller, at der er andre steder i verden, der er langt værre at opholde sig i end i Sarajevo 1992, og med Winterbottoms typiske vekslen mellem kynisme og distancerende ironi spørger den rapkæftede Flynn, om de bevæger sig op eller ned på listen. I det hele taget har Winterbottom med "Welcome to Sarajevo" udnyttet mediets teknikker til sin fordel, og har med meget enkle midler givet plads til at budskabet kommer ud uden autoritative løftede pegefingre. Det eneste minus ved historien er, at den er set før (bl. a. i "The Killing Fields"), og at den desværre ikke tilføjer noget nyt og tankevækkende til genren. Dens emne gør den til gengæld en vigtig film at se, og sammenholdt med nogle fremragende skuespillere, især Stephen Dillane og Goran Visnjic, kan den kun anbefales på det inderligste.
"Welcome to Sarajevo" er baseret på journalisten Michael Nicholsons bog "Natasha's Story", der handler om hvordan han i 1992 først smugler en lille hjemløs pige ud af den belejrede by og hjem til England for siden at adoptere hende.
Nicholson hedder i filmen Michael Henderson (Stephen Dillane) og er udsendt for ITN sammen med fotografen Greg (James Nesbitt) og produceren Jane (Kerry Fox). Den lokale chauffør Risto (Goran Visnjic) fungerer på samme tid som deres tolk, mens den amerikanske journalist Flynn (Woody Harrelson) er den sortsynede og kyniske kommentator.
Filmen følger stort set samme handling som bogen, men parallelt med spændingshistorien og portrættet af krigskorrespondenterne, sammenfatter instruktøren Michael Winterbottom Sarajevos historie via dokumentariske klip fra TV og de vestlige lederes tomme taler og løfter.
Den store verdens birolle
FNs og Verdenssamfundets rolle er fint vævet ind i fortællingen om disse menneskers skæbner, og de enkelte rollers personlighed bliver fra starten af tegnet med en skarp og sikker hånd. Som så mange andre krigsfilm vises død og ødelæggelse med en uhyre præcision, men mest fremtrædende er det, at filmens visuelle stil ligger tæt op ad de mange TV-indslag, der har været vist i fjernsynet, og grænsen mellem autentisk fiktion og dokumentarisk virkelighed er flydende.
F. eks. risikerer Woody Harrelsons Flynn liv og lemmer for at promovere sig selv til ære for kameraet og historien. Til sit forsvar siger han, at ingen kender historien i USA, mens alle kender ham. På den måde kan han få historien frem via sin personlige image, ligesom filmen i det virkelige liv tiltrækker et større publikum i USA, netop fordi han er med - på trods af det faktum, at han rent faktisk har en bi- og ikke en hovedrolle.
Også Emira (Emira Nusevic) er gribende som den hjemløse lille pige, som Henderson smugler ud, hvilket sandsynligvis nok skyldes, at hun kender krigen ud og ind, for halvdelen af sit tiårige liv har hun levet midt i den. Da belejringen begyndte, boede hun i en tungt beskudt del af byen, og har derfor haft masser af virkelig erfaring at bruge af.
Verdens 14. værste sted
FNs udsendte fortæller, at der er andre steder i verden, der er langt værre at opholde sig i end i Sarajevo 1992, og med Winterbottoms typiske vekslen mellem kynisme og distancerende ironi spørger den rapkæftede Flynn, om de bevæger sig op eller ned på listen. I det hele taget har Winterbottom med "Welcome to Sarajevo" udnyttet mediets teknikker til sin fordel, og har med meget enkle midler givet plads til at budskabet kommer ud uden autoritative løftede pegefingre. Det eneste minus ved historien er, at den er set før (bl. a. i "The Killing Fields"), og at den desværre ikke tilføjer noget nyt og tankevækkende til genren. Dens emne gør den til gengæld en vigtig film at se, og sammenholdt med nogle fremragende skuespillere, især Stephen Dillane og Goran Visnjic, kan den kun anbefales på det inderligste.
19/11-2018
